Lotte ligger vågen
Lotte ligger vågen

Hyggelige billed- og pegebøger til de mindste

05.01.15
Fem billed- og pegebøger om den lille purk Billy og koen Lotte.

Billedbøger om Billy af Birgitta Stenberg (4-6 år)

Billy på landet
I denne anden billedbog om den lille purk Billy, tager han med sin mor i sommerhus på landet. Der møder han sine fire fætre og kusiner, som først driller Billy og narrer ham, da de skal lege gemmeleg, men senere bliver de gode venner. Det sker da de ser hvordan Billy ved et tilfælde fanger ungtyren og genner den ind i stalden igen med en lang kæp. Bondemanden siger mange tak. Børnene ved, at ungtyren ikke er en man spøger med, så det giver respekt og på den måde kommer Billy ind i varmen. En sød og varm bog om det til tider farlige liv på landet.

Billy og grisene
I denne niende bog om Billy møder vi Billys mormor, der er meget glad for dyr. En dag ringer hun til Billy og fortæller, at hun har fået to søde grise. Billy og Lotte kommer på ferie hos mormor for at møde grisene, som står i et indelukke nede i gården. Mormor bor nemlig i en lejlighed inde midt i byen. En nat er der to skumle tyve, der vil stjæle grisene, men det forhindrer Billy og Lotte ved at tage grisene med op i lejligheden. En sød og lidt uhyggelig fortælling om dyr.

 

Pegebøger om koen Lotte af Alexander Steffensmeier (2-4 år)

Lotte på skattejagt
Savner man et supplement til bøgerne om Findus og Peddersen, så er bøgerne om koen Lotte et godt bud. Her vrimler det med små dyr, der laver deres helt egen lille scene i det store billede, som myldrer med dyr og detaljer. Der er masser at se på. I denne bog har bondekonen fået en kasse med posten og mens hun samler indholdet leger Lotte og de andre dyr skattejagt. Det resulterer i at bondekonen finder en gammel gryde med huller i – lige den hun manglede for at få sit nye vandingsanlæg til at virke. Hyggelig og sjov læsning for de yngste.

Lotte ligger vågen
Bondekonen læser godnathistorie for alle dyrene, som hun gør hver aften. Men denne aften kan Lotte ikke falde i søvn, for historien var lidt uhyggelig. Hun tager uldsokker på, tæller får, drikker urtete, tager et varmt bad og hopper sig træt, men intet af det hjælper. Lotte lægger sig i bondekonens seng, og den braser sammen. Til sidst får Lotte vækket alle dyrene, så de ikke kan sove mere, men nu kan Lotte som den eneste godt sove. Hun ligger tilfreds i stalden og snorker. Nu kan hun høre at hun ikke er alene. En hyggelig historie om ikke at kunne sove fordi man er bange.

Lotte ligger på lur
Der er noget Lotte elsker mest af alt. Det er at ligge på lur og forskrække postbudet. Hver dag har hun fundet et nyt sted, hvorfra hun springer frem og siger ”Bøh”! De værste dage er de dage posten ikke kommer. De er lange og ensomme. Posten har fået dårlige nerver og mareridt. En morgen får posten den idé, at han vil komme med en pakke til Lotte, for at formilde hende. Men pakken bliver kørt over af en traktor og Lotte sætter sig på postens cykel. Bogen ender med, at Lotte nu bringer pakker ud sammen med posten. En herlig lille historie for de yngste.

Materialer