Glem magien - det handler om håb

Mie anbefaler fantasybøger fra eReolen

Når verden går af lave, vender jeg mig mod fantasyuniverset. Ikke som en virkelighedsflugt, men som et trygt og velkendt sted, hvor jeg kan bearbejde og forholde mig til alt det frygtelige, der foregår i verden. Og det er svært at se nyheder i denne tid. Men det er også svært at lade være. På trods af alle de forfærdelige billeder er det på en eller anden måde også inspirerende. For håbet har sneget sig ind.

Et folk af stål

Præsident Zelenskij står stærkt med sit land mod en overmagt så stor, at det næsten ikke er til at forstå, at det hele ikke er overstået for længst. Men det er det ikke. Og som dagene går, vokser håbet mere og mere, for det her ser ikke længere ud til at slutte helt, som vi havde frygtet. Det russiske militær har vist sig underlegne på områder, hvor alle havde forventet dem overlegne. Samtidig kan vi se et ukrainsk folk, der er stærke som stål; de står sammen, de kæmper imod, og de giver alt, hvad de har. For deres hjem, for deres kære og for hele verdens retfærdighed. Vi har i de sidste uger set, at når det kommer til fight or flight er Ukraine et land, der står fast og kæmper. Det samme gælder de mange tusind russere, der dagligt demonstrerer og går imod statscensuren, selvom det regner med årtier lange fængselsstraffe.

Med bøgerne til hjælp

Men det koster. Så uendelig meget. Der sker umenneskelige ting hver eneste dag, og tabene er enorme.

Jeg kan næsten ikke forholde mig til det, og billederne på tv føles ofte som klip fra en dokumentar om anden verdenskrig - og ikke dagens realiteter. Og selvom det kan være fristende at bruge bøger til at flygte lidt fra virkeligheden, så kan netop disse realiteter være svære at glemme.

Derfor har jeg endnu engang vendt mig mod mit elskede fantasy; en genre, der evner både at opsluge mig totalt, og give mig fred i sjælen. Aldrig har den været så relevant for mig som nu. Hvis du selv læser fantasy, vil ingen af bøgerne på listen herunder overraske dig eller være nye for dig - tværtimod. Det er heller ikke meningen. Det er alle bøger, jeg har læst mere end én gang, og uden tvivl bøger, jeg kommer til at læse igen. Og hvis du ikke er til denne genre, så vil jeg alligevel opfordre dig til at give dem et forsøg.

Håb for fremtiden

Det er bøger, der foregår i vidt forskellige verdener og handler om vidt forskellige ting, men de har alle én ting tilfælles: De handler (på hver sin måde) om kampen mod en tyran - det være sig et land, en diktator, et politisk styre eller et vanvittigt system. Det hele noget, der virker umulig at overleve. Men der er kamp. Der er håb. Der er overlevelse. Og der er et liv på den anden side. Det er DET, jeg læser det for - ikke dragerne og magien, men den lille mands sejr over den store. Håbet om, at der er fred i sigte. Og ikke mindst tanken om, at det er muligt at finde tilbage til en ny slags liv på den anden side.

 

Oprindeligt skrevet til eReolen

Materialer