Dit bibliotek ”will be there for you” efter Venner-reunion

Endelig har HBO sendt genforeningsafsnittet af den voldsomt populære tv-serie Venner. På biblioteket kan du finde mere af samme skuffe – bøger og tegneserier, der tager udgangspunkt i livet i 20’erne

Nu er den længe ventet genforeningsafsnit af 90’er serien Venner udgivet på HBO. Traileren har allerede floreret på de sociale medier, og det er tydeligt at se på reaktionerne, at det nye ”afsnit” kommer til at få rigtigt mange seere – ganske som serien havde det, da den sluttede på sit højeste tilbage i 2004.

Her over 16 år efter kan man måske undre sig over, hvad det var, der gjorde Venner til allemandseje – og genstand for referencer, som de fleste kender.

Serien Venner er jo egentlig et simpelt set-up; Det handlede om venner. Men serien blev sendt første gang i 1994, hvor de fleste sitcoms tog udgangspunkt i en dagligstue hos en velstillet familie. Derfor var Venner noget helt andet – men ramte noget, som rigtig mange mennesker kunne relatere til; Når venner er familie.

At rammen var så simpel gjorde det også nemt for manusskribenterne at komme vidt omkring i de historier, der fortælles gennem serien. Dertil kommer, at skuespillerne allerede fra begyndelsen havde en sprængfarlig kemi sammen og deres roller var markante personligheder, der var sjove på deres helt egen måde.

For en del af succesen var også, at den spillede på flere komiske genrer. Ross var en genial fald-på-halen figur, og især husker vi scenen, hvor han forsøger at redde en smertefuld omgang med et par læderbukser med babypudder under en date. Monica var allersjovest som manikeren med rengøringsvanvid – i det hele taget var hun en figur, som udstillede menneskets allerdårligste og upopulære træk på en komisk facon.

Joey var et eksempel på den dumme klovn, men var skrevet på en ufattelig nuttet måde. Phoebe var en god repræsentant for den absurde komik, hvor kun fantasien satte grænser for hendes replikker. Rachel var tit skrevet ind i de meget pinlige forviklinger, som er et klassisk greb i komedier (og som vi herhjemme især kender fra Klovn). Og så selvfølgelig Chandler med den bidende sarkasme, som skjulte den meget følsomme mand – men også gjorde ham til en af seriens mest elskede figurer.

På torsdag sendes der så et særligt og længeventet ”renunion”-afsnit på streamingtjenesten HBO. Som det ser ud på traileren vil seriens seks skuespillere ikke spille deres roller – men derimod genfortælle, hvordan det var at være med i serien og læse manus fra seriens absolutte højdepunkter. Afsnittet har i sig selv været flere år undervejs. Så mon ikke det bliver allersidste gang, vi får de seks venner at se sammen i den reneste form?

Som en trøst til dig, der ikke kan få nok af de humoristiske fortællinger om livet i 20’erne, så har vi samlet en række anbefalinger af bøger og tegneserier, som tager udgangspunkt i samme livssituation. Den særlige tid, som går fra rykket hjemmefra til tiden inden man etablerer sig med fast job, børn og realkreditlån.

Oprindeligt skrevet af Randers Bibliotek.

Materialer