De bedste af de blå: bøger du altid kan låne på eReolen

Har du også opbrugt din kvote af lån på eReolen eller mangler du inspiration til nye læseoplevelser, så læs med her.

Maria fra eReolen anbefaler dig at kigge efter de ”blå titler” – eller ”ekstra titler”, som de også kaldes på eReolen. Dem kan du til hver en tid låne, da de ikke tæller med i din udlånskvote. Med disse titler er der altså mulighed for både at ”spare” på ens lån og finde ekstra titler, når din udlånskvote er nået.

Du finder i omegnen af 20.000 blå titler på eReolen, så der er rigeligt med bøger at kaste sig over i alle genrer. Herunder har Maria samlet ét lille (men ekstra godt!) udvalg af de mange blå titler.

Kærlighed og feel good

Både feel good-bøgerne og de romantiske romaner er godt repræsenteret blandt de blå titler. En anbefaling herfra er ”Hvor blev du af Bernadette” af Maria Semple, som jeg lige har lyttet til. Den er bare så hyggelig og underholdende, men stadig med en vis dybde.
 
Hvis du er til romantik i stil med Jojo Moyes, kan du finde bøger af Colleen Hoover som ”Måske en dag”, ”9. november”, ”Det ender med os” og ”Forbandede kærlighed”.

Nogle andre gode romantiske feel good-bøger er ”Alt eller intet” af Nicola Yoon, ”Anna og det franske kys” af Stephanie Perkins eller nogle sjove bøger af Sophie Kinsella som ”Jeg har dit nummer” og ”Mine hemmeligheder”. Men også store klassiske kærlighedsfortællinger som ”Stolthed og fordom” findes blandt de blå titler.

Krimi og spænding

Der er et hav af krimier og spændingsromaner blandt ekstra titlerne. Så fortvivl ikke, hvis du synes du mangler ”page turners”, når udlånskvoten er brugt. Du finder bl.a. en del krimier af Michael Katz Krefeld, krimidronningen over dem alle, Agatha Christie, og den populære spændingsforfatter Dean R. Koontz. Er du mere til klassisk Nordic Noir, finder du også krimier som ”Ligblomsten” af Anne Mette Hancock og ”Når isen brister” af Camilla Grebe.

Podcasts

Der er efterhånden kommet en del podcasts ind på eReolen. Og faktisk er alle podcasts ekstra titler, så dem kan du altid lytte til. Blandt mine favoritter er ”Brainstorm”, en podcast fra Videnskab.dk som besvarer alle de spørgsmål, du ikke selv kan finde svar på – som f.eks. ”Hvad er et deja vu?” og ”Hvorfor kan en bestemt duft vække minder?”. Jeg er også glad for true crime-podcasten ”På stribe”, bogpodcasten ”Tid til bøger” og lyrik-serien ”LYT”.  

Endnu flere blå titler

Du kan selv grave endnu flere blå titler frem – faglitteratur såvel som skønlitteratur og podcasts – du skal blot vælge den filtrering, der hedder ”vis kun ekstra titler” i app’en. Et godt tip er at søge på den genre eller det tema, du søger og så vælge filtreringen til bagefter.

God fornøjelse!

/oprindeligt skrevet af Maria, eReolen

Materialer