Charlotte anbefaler sommerferielæsning

02.07.20
Viborg Bibliotekernes helt egen Charlotte Hvorslev anbefaler disse bøger til din sommer, rigtig god fornøjelse

Supergode biografier

Bo Østlund: Strawberry fields forever

Bo Østlund er journalist og fortæller i denne biografi om sin opvækst i en købmandsfamilie, hvor faren drikker og hvor vold er løsningen på de fleste problemer. Fantastisk ærlig og rørende fortælling.

Puk Elgård: Se mor, jeg danser

Søde, kloge Puk Elgårds beretning om hvordan hun blev født som erstatningsbarn for sin døde storesøster. Hun får en traumatisk barndom men oplever som voksen en forløsning da hun på en retræte møder ældgammel indiansk visdom.

Frederik Lindhardt: Lidt af far

Frederik Lindhardt er yngste barn af den kendte biskop Jan Lindhardt. I bogen her fortæller han hudløst om farens sygdomsforløb med alzheimers. Hvor svært det var at erkende, hvor stor sorgen var da faren måtte på plejehjem og savnet efter det menneske som langsomt forsvinder for familien.

Troels Kløvedal: Alle mine morgener på Jorden : mit autodidakte liv

Troels Kløvedal fortæller i denne sidste bog om sit liv. Barndommen, som delvis blev levet i en plejefamilie og på kostskole. Om ensomhed og om vennerne, kvinderne og familien. Om sin store kærlighed til havet. Om glæden ved at vågne om morgenen for åbent koøje på Nordkaperen. Om glæden over et liv som han har valgt og levet til det yderste. Den mest livsbekræftende bog jeg har læst.

Skønne bøger om venskab og kærlighed

Libby Page: Kate og Rosemary

Den skønneste historie om to engelske kvinders venskab på tværs af stor aldersforskel. De finder sammen i kampen for at bevare deres lokale friluftsbad og efterhånden bliver Kate, som er ung og ensom, en del af 86 årige Rosemarys store og stærke netværk. Man får lyst til at rejse til London omgående for at prøve at friluftsbade inde midt i storbyen.

Patricia Harmann: Jordemoderen fra Hope River

Historien foregår i 30'erne lige efter børskrakket i 1929. Jordemoderen Patience Murphey bor i et fattigt minearbejderområde ved Apalacherne i USA. Hun hjælper nogle få rige men flest fattige med at få deres børn til verden. Betaling er der sjældent meget af, en høne, et tæppe, en sæk kartofler... En fantastisk  varm og livsbekræftende roman om det at overleve på lidt, om at hjælpe hinanden og stå sammen.

Judith Lennox: Skyggebarnet

Alix Gregory er på ferie i Frankrig i 1914. Hun skal hjælpe som barnepige hos sin rige familie. Men en dag forsvinder hendes lille fætter sporløst og Alix får skylden. Hendes liv bliver i mange år præget af den tragiske oplevelse og først efter mange år opdager hun hvad der virkelig skete. Judith Lennox skriver rigtig godt. Hun har skrevet mange bøger – og jeg har læst dem alle.

Jamie Ford: Hotellet på hjørnet af bitter og sød

Henry mindes som gammel mand sit livs store kærlighed i 1942. En forbudt kærlighed for han er en ung kinesisk dreng og hun er japaner. De bliver skilt ad da Keiko og hendes familie bliver interneret under krigen. Det er sådan en fin roman!

Bare gode bøger!

Ben Elton: Krigens første offer

Politikommissær Douglas Kingsley stillet for en domstol og fængslet da han nægter at gøre tjeneste under 1. verdenskrig. I fængslet bliver han, allerede dag 1 næsten tævet ihjel af de andre indsatte. Hans redning kommer i form af et mystisk dødsfald ved fronten, hvor man pludselig behøver Scotland Yards bedste efterforsker. En utrolig spændende historie, hvor jeg blev meget klogere på de mange dilemmaer ved krig

Benedict Wells: Ud af ensomheden

Roman om tre søskende, som mister deres forældre i en trafikulykke. De bliver sendt på kostskole sammen, men formår ikke rigtig at holde fast i hinanden. Først som voksne lykkes det dem at blive en familie igen. Fantastisk bog om sorg, ensomhed og sammenhold på trods. Jeg slugte den.

Vigdis Hjorth: Lærerindens sang

En midaldrende kvinde underviser i dramatik på Kunsthøjskolen i Oslo. Hun er en anerkendt underviser og som menneske hviler hun i sig selv og står ved hvem hun er (synes hun). Men en dag spørger en af afgangseleverne om han må filme hende, både på arbejde og hjemme – noget han skal bruge til sit afgangsprojekt. Hun siger ja, men det skulle hun aldrig have gjort. For pludselig ser hun sig selv udefra – hele tiden. Hvad tænker andre mon om det, og det, og det… Rigtig rigtig god bog om hvad der sker med os når vi hele tiden har os selv under observation.

Cecilie Enger: Åndedrag

"Åndedrag" handler om en ca. 60-årig kvindelig læge. Hun bor og arbejder i Oslo men har sin gamle mor boende på et plejehjem i den bygd hvor hun er vokset op. På en tur hjem for at besøge moren, har hun som en vennetjeneste givet en bekendt et lift. Det vinter, det er glat og i et sving mister hun kontrollen over bilen. De skrider ud over kanten og hendes passager mister livet. Hun er ikke skyld i ulykken, men føler skyld og sorg og smerte og hendes liv går i stå. Det er en fortælling om at blive ældre, om sorgen over at føle at man ikke længere er nødvendig - men så alligevel være mere nødvendig end man tror. Og det er i det hele taget bare en smuk fortælling om den sorg som ind imellem rammer os alle.