Anderledes julehistorier

24.11.21
Selv om faste ritualer og gentagelsen af det velkendte er en del af traditionerne, så lokkes vi mennesker til tider at udfordre dem eller se dem i et nyt lys.

Sådan kan det også være med julehistorier.

Hvad nu hvis du ikke længere bryder dig om at høre om den nærige Scrooge fra ”Et juleeventyr” eller hvis dine børn synes at ”Pigen med Svovlstikkerne” og ”Peters Jul” ikke lige er sagen? Eller hvis din teenager synes at der slet ikke findes nogle fortællinger om julen som er værd at læse, se eller høre?
Fortvivl ej – der er masser af andre gode julehistorier til enhver smag og aldersgruppe. 

Til den voksne læser

...kan der anbefales ”Lukketid” – en debutroman af Christine Bojsen Træden, som består af 11 fortællinger om kvindeliv med ét fælles udgangspunkt – kvinderne befinder sig alle sammen i en kø i H&M butikken på Strøget en uge før jul.
Er du blevet bidt af Galloway-krimierne af Ellie Griffiths, så vil du sikkert nyde en sidehistorie i lommeformat ”Det første juletræ”, hvor du møder arkæologen Ruth og de andre personager fra krimiserien.
Men trænger du allermest til en ganske enkel og romantisk feel-good bog, så tag fat på ”Brækkede ben og bristede hjerter” af den svenske Maria Ernestam.
Fredrik Backmanns ”Dit livs handel” og Sigurd Barrets ”Julekalender for voksne” kan også varmt anbefales for dem der nyder at læse skæbnefortællinger med stof til eftertanke – her sat i fin juleramme.

De unge mennesker

...kunne falde for fx ”Julebestiariet” – en julekalender, der med uhyggelige og flotte illustrationer fortæller om 24 af juletidens monstre, som efter sigende findes rundt om i hele Europa. Den forelskede teenager vil måske sætte pris på Christine Bondes romantiske julefortælling ”Større end os”. Og hvis man er ude efter en velskrevet ungdomsroman med noget på hjerte, så er Stine Haynes ”Der er 31 dage i december” lige sagen.

Og børneflokken

...som er sultne efter spritnye kalenderhistorier, kunne synes godt om Karin Erlandsons ”Natekspressen” – en spændende fantasy julehistorie til de 7-10-årige. For de nysgerrige, som undrer sig over hvordan mon julemanden var, da han var lille, vil Matt Haigs ”Drengen de kaldte Jul” være oplagt læsestof.  Og hvis der skal være stemning både i historien og i billederne, så skal I bare læse Maja Lundes smukke og hjertevarme ”Snesøsteren”, illustreret af Lisa Aisato eller ”Magisk december” af Katarina Genar.

God jul og god læselyst!