Kender du følelsen?

24.06.22
Roskilde Festival åbner på lørdag – og det vækker altid en grundlængsel i mig, som jeg ikke helt kan forklare.

Orange feeling

Kroppene vugger skulder ved skulder, rytmerne danser helt ud i fødderne, sanserne summer, og tonerne flyder ind under huden. Musikken går direkte i blodet og får mig på skift til at bruse af lykke, forundres eller krampe i smerte. Den vækker følelser og skaber billeder i mig, som jeg end ikke vidste eksisterede. 

Roskilde Festival åbner på lørdag – og det vækker altid en grundlængsel i mig, som jeg ikke helt kan forklare. Selvom jeg for længst er blevet husejer og mor og bruger mere tid på at smøre madpakker og tørre snot-næser end på at gå til koncert, så er der en uforklarlig musikalsk tyngdekraft, der sætter ind hos mig, når Roskilde Festival skydes i gang for fuld musik. En identifikation som klinger meget dybt. Følelsen af, at jeg jo egentlig dybest set hører til dér. Efter 10 år med musik, fest, koncerter og nå ja, makrelmadder, dåseøl og den der helt særlige radbrækkede og svedige fornemmelse, så er det svært for mig helt at lægge afstand, selvom jeg ikke har været rigtig afsted, siden jeg fik børn.  

Gå på opdagelse

Skulle jeg afsted i år, var der nok at tage fat på – både det kendte, det nye og det eksperimenterende.

Jeg skulle uden tvivl (gen)opleve The Whitest Boy Alive, som gæster Roskilde for første gang i 10 år - endda med eneste koncert på europæisk grund i ’22! Her dukker minderne atter op om et fyldt Arena-telt med Erlands Øyes smørbløde vokal smygende sig helt ud i krogene, mens den blander sig med de velspillede funky rytmer og elementer af både electro, reggae og indierock. Resultatet er en stærk total-oplevelse båret frem af musikken, der på én gang er tilbagelænet og energisk.
Selvom Erland Øye og co. ikke har udgivet musik siden 2009 - med undtagelse af den lovende single Serious fra 2020 - så er der nok at give af med et bagkatalog, der fx rummer fx Golden Cage fra pladen Rules (2009), der kombinerer rockede elementer med svævende synths og de mere jazz og reggae-inspirerede numre som Intentions og Keep a Secret fra pladen Dreams (2006). For blot at nævne et par stykker.

Et andet navn, jeg ville elske at opleve, var dansk-walisiske Drew Sycamore, som på raketfart har cementeret sit navn som funklende popartist med internationalt potentiale. Hendes musik er en eksplosion af energi og udtryksfuldhed, og derfor mener jeg, det er helt på sin plads, at hun åbner Orange Scene på onsdag.

Sidst med ikke mindst ville jeg huske at gå på opdagelse - også blandt de ukendte og eksperimenterende navne, som overrasker og udvider min musikalske horisont.
Jeg ville opsøge bands med world-elementer, som fx ugandiske Nakibembe Xylophone Troupe, hvis instrument i sig selv skulle være en oplevelse værd. Op mod 8 mand, der spiller på en stor træ-xylofon samtidig og skaber en nærmest ekstatisk oplevelse. Jeg kender ikke gruppen, men det er netop pointen!

Gå på opdagelse med din boblende nysgerrighed i rygsækken, åbn hjertet og lyttelapperne for hvad, der end måtte dukke op. Det er følelsen af frihed, musik og fællesskab for mig!

Hvad skal du høre på årets Roskilde Festival?