Vi søger frivillige læseguides

16.02.22
Vil du læse højt og gøre en forskel for andre?

Viborg Bibliotekerne søger to frivillige læseguider til uddannelse i begyndelsen af marts.
Hvad er en læseguide? tænker du måske. En læseguides vigtigste redskaber er empati og evnen til at lytte - og så hjælper det, hvis du er glad for litteratur og kan lide at læse højt. 

Som frivillig læseguide får du din egen læsegruppe med max 10 deltagere, der mødes ca. 10 gange, enten hen over sommeren eller til efteråret. Du forpligter dig kun til at køre én læsegruppe (men vi håber selvfølgelig, at du vil fortsætte!), og ugedag og tidspunkt er næsten helt op til dig.
Til hver gang vælger du en novelle og et digt, som du læser højt af. Undervejs holder du pauser, hvor du og gruppen kan tale om det læste.
At være læseguide er en berigende oplevelse, og deltagerne er altid meget glade for at være med. Som læseguide er du med til at sætte rammerne for et trygt fællesskab, hvor det at tale om litteraturen kan være et frirum i hverdagen. I skal ikke hverken analysere, fortolke eller forsøge at gætte jer til et facit - I skal bare tale om de tanker, teksten sætter i gang. Og for det meste giver det læseguiden mindst lige så meget, som det giver deltagerne.

Hvis det lyder overvældende, så frygt ej: du bliver grundigt uddannet i metoden Guidet Fælleslæsning, og du bliver del af et hyggeligt og fagligt stærkt fællesskab af læseguider på biblioteket, hvor du altid kan søge råd og vejledning (og ikke mindst idéer til gode noveller).

Nysgerrig?
Så tøv ikke med at ringe eller skrive til Mie Olesen på telefon 22295982 eller mail mand@viborg.dk og hør nærmere. Mie er selv læseguide på biblioteket, og hun glæder sig til at fortælle mere om dine muligheder!