Tid til læsning – Vi læser i fællesskab

13.01.21
Denne læsegruppe er for dig, der er udfordret af stress, angst eller depression.

Der vil blive 8 mødegange om onsdagen på Hovedbiblioteket i Viborg, og første gang er onsdag den 10. marts kl. 14.30 – 16. (Med forbehold for corona-situationen)

Læsegruppen er en lille lukket gruppe på max. 8 deltagere, og der kræves ingen særlige forudsætninger eller forberedelse for at deltage i det gratis tilbud.

Hvordan foregår det i en læsegruppe?

Læsningen foregår i selve gruppen, hvor Anette Koue som er bibliotekaruddannet læseguide ved Viborg Bibliotekerne, læser teksten højt. Det kan være en novelle, et uddrag fra en roman eller et digt. Undervejs i læsningen holdes der pauser, hvor vi snakker om teksten - det der undrer os eller det der begejstrer os. Det kan være en passage, vi synes er særlig interessant, eller det kan være at teksten vækker et minde, som sætte en samtale i gang.

Når vi taler om teksten, er der ikke nogen ’rigtige svar’ - alt hvad teksten får os til at tænke eller føle, kan vi tale om.

'Tidligere deltager har blandt andet fremhævet, at det er spændende at læse sammen med andre, fordi man får andres mening og oplevelser af teksten. Ved at læse sammen åbner fortællingen sig på en helt anden måde, end når vi læser alene' fortæller bibliotekar Anette Koue.

Til hver mødegang serveres der kaffe og kage for hyggeligt samvær er der også tid til.

Du kan læse mere om denne her måde at læse på, på Læseforeningens hjemmeside.

Tilmelding - sådan gør du

Vil du tilmelde dig holdet eller vide mere om tilbuddet, skal du kontakte Sundheds- og forebyggelseskonsulent Bente Dalsgaard fra Sundhedscenter Viborg på tlf.: 87876082.