Magisk efterårsferie på Viborg Bibliotekerne

24.09.21
Ved du hvordan en Mandrake ser ud? Tør du gå i teaterkælderen, hvis der er trolde? Kender du den fantastiske fortælling om Brødrene Løvehjerte? Og findes ham dersens Lakserytteren IRL?

Når Viborg Bibliotekerne i uge 42 slår dørene op for efterårsferieprogrammet, syder det af magi og mystik. Vi sætter fokus på de fantastiske fortællinger om Brødrene Løvehjerte, Orla Frøsnapper og Jakob Martin Strids historie om Min Mormors Gebis og Lille Madsens hus. Lakserytteren kigger også forbi og fortæller om sin nye bog, Legender fra Odysïa 2: Månebibliotekets forbandelse.

Se programmet for efterårsferien eller du kan se en samlet liste over alle vores børne arrangementer i efteråret her.

Det er selvfølgelig også på biblioteket, du køber skattekort til årets 5 skattejagter i naturen omkring Viborg.

Familiehygge på Børnebiblioteket

Efterårsferien byder på muligheden for familiehygge med fortællingerne i fokus.

Kaare og Emils videnskabssshow

Kåre og Emil

Det hele starter på Borgvold, mandag den 18. oktober, hvor Kåre og Emil kommer med deres store Kemishow. Her kan magien rigtig udfolde sig i røg og damp.

Las og Dissing

Derefter spiller Las og Dissing op til en forrygende børnekoncert i Gudenåhuset i Bjerringbro, hvor de tager Strids historie om Min mormors gebis under kærlig musikalsk bearbejdning.

I årets udgave af Børnebibliotekets magiske krea-værksted, laves fine Mandraker fra Harry Potter universet i ler. Vi har også byg-selv-drager. For de mindste er Sprograketten åben med helt nye sproglegemuligheder og sprogkufferter.

Lakserytteren tegner og fortæller

Lakserytteren er en kendt tegne-Youtuber, der onsdag i efterårsferien kan opleves LIVE på Hovedbiblioteket i Viborg. Han har sammen med sine følgere skrevet bogen, Legender fra Odysïa og nu udkommer 2.del, Månebibliotekets forbandelse.

Lakserytteren

Lakserytteren

Lakserytteren vil fortælle om bogen, vise hvordan han tegner fantastiske og farverige tegninger og beskrive livet som Youtuber (og nu også dansenewbie i Vild med dans).

Børneteater i teaterkælderen

Efterårsferie er for mange lig med en god teateroplevelse og det er der altid rig mulighed for på biblioteket. Tirsdag formiddag spilles en formidabel forestilling på Børnebiblioteket i et troldeunivers. Her inviteres de mindste børn ind i troldenes verden med masser af mystik og magi.

Torsdag byder på fantastiske fortællinger med teaterstykket om Orla Frøsnapper for de mellemstore børn – og historien om Brødrene Løvehjerte for de større børn. Her er aldersgrænsen minimum 8 år – fordi fortællingen om de to brødre er en ret hjerteskærende historie, der både indeholder mystik og berøring med døden som tema.

Fredag kan de små børn igen muntre sig i teaterkælderen med historien om Lille Madsens hus, der blæste væk. Det er Erik Kierkegaard, der via dukketeater fortæller denne dejlige historie. Efter forestillingen kan Strids univers undersøges helt konkret i børnebibliotekets gøre-røre udstilling om Min mosters gebis.

Harry Potter dag

Fredag afsluttes ugen med Harry Potter dag på Hovedbiblioteket i Viborg. Her kan familien hygge sig med Harry Potter quiz og Harry Pottcast, som kommer og sender fra Skakbrættet. Her spilles også skak i lange baner, når Viborg Skakklub byder ind til skakdyst. Vi håber, at alle Viborgs Harry Potter fans kommer forbi Hovedbiblioteket denne dag, så vi kan kåre den mest vidende.