Hvad læser Leif Davidsen lige nu?

09.11.22
Vi har spurgt Leif Davidsen, som holder foredrag hos os til november, hvad der er han selv læser lige nu?

Af Leif Davidsen, forfatter.

Jeg er altid i gang med en eller to bøger og læser meget forskelligt litteratur. Jeg vil gerne anbefale de to seneste bøger, som jeg har læst. Den ene er jeg færdig med. Den anden er jeg i gang med.

Den roman, som jeg er færdig med, er en meget flot debut af musikeren Benjamin Koppel, der har skrevet romanen Annas sang. Det er historie om pigen og kvinden Hannah, der vokser op som den yngste af fem børn i en jødisk immigrantfamilie i København.

Bogen handler om hendes skæbne i krig og kærlighed fanget mellem jødiske traditioner med arrangeret ægteskab og drømmen om et frit liv som musiker og sammen med sin ungdoms etniske danske kærlighed. En stor roman med mange skæbner, der til dels bygger på Koppels egen familie. Meget imponerende debut.

Den roman, jeg læser ligre nu, er fransk og hedder Vand til blomster og er skrevet af Valérie Perrin. Den handler om en midaldrende kvinde, der passer en kirkegård i den franske provins. Det lyder kedeligt, ikke? Men det er det mærkeligt nok ikke. Den er fuld af historier og skæbner og ord om livet og døden.

Jeg er også meget glad for gode thrillere, der fortæller plausible historier om vor tid. En af de store John le Carré døde for knap to år siden. Han har et stort anbefalelsesværdigt værk bag sig. Hans seneste roman udkom efter hans død. Den hedder Sølvblik, og omdrejningspunktet er en lille engelsk boghandel ved kysten, men det er først og fremmest en elegant og ætsende kritisk spionroman om et Storbritannien i  moralsk forfald.

Den er ikke lang, og jeg vil ikke beskrive den som i nærheden af at være hans bedste roman, men den har mesterens fine, elegante sprog, fornemmelse for dialog og beskrivelser af miljø, som er kendetegnede for de gode thrillers.

 

Som sagt læser jeg altid et eller andet; også faglitteratur om politik og historie, som jeg anvender i mine egne romaner.  Jeg bruger alle kanaler: e-bøger på min iPad, lydbøger på min iPhone, når jeg går min daglige tur og selvfølgelig den fysiske bog, som jeg trods alt holder mest af. 

Materialer