Formidlings- og læringsmedarbejder til Viborg Bibliotekerne

11.04.19
Er du teknologibegejstret og vild med at formidle teknologiens og digitaliseringens mange muligheder i involverende og inspirerende læring for børn og voksne? Så er det dig, vi har brug for!

Viborg Bibliotekerne søger pr. 1. juli en medarbejder på 37 timer/ugen til Team Læring og Viden med brugerbetjening i voksenområdet.

Som ansat i Team Læring og Viden bliver du en ud af 13 medarbejdere, der hver dag arbejder dedikeret med en lang række opgaver fra betjeningen, hvor du har tæt kontakt med brugerne, til udviklingsarbejde i samarbejde med interne og eksterne partnere, projekter med fokus på læring samt ud- og afvikling af konkrete læringsaktiviteter.

Læringsarbejdet på Viborg Bibliotekerne er båret af nysgerrighed og en eksperimenterende, uformel tilgang. Vi satser stærkt på formidling og læring inden for det digitale område, ny teknologi, digital dannelse m.m., målrettet både voksne, unge og børn med Kulturelt Læringscenter Viborg som en central samarbejdspartner. Som vores nye formidlings- og læringsmedarbejder skal du kunne tilrettelægge og drive processen og faciliterer deltagernes læring.

Du skal kunne stille dig frem og stille de gode spørgsmål, som vækker deltagernes nysgerrighed og lyst til at lære nyt.

Faglig profil

  • Du er fagligt velfunderet ift. at arbejde med børn og voksnes læring og har masser af praksiserfaring med den direkte formidling og undervisning
  • Du kan selvstændigt planlægge og gennemføre læringsaktiviteter til mange forskellige målgrupper OG spille sammen med kollegaer og samarbejdspartnere i arbejdet
  • Du har lyst til at deltage i bibliotekets formidlingsarbejde og daglige drift
  • Du har en relevant videregående uddannelse – du kan være uddannet bibliotekar med dokumenteret læringserfaring, men du kan lige så vel have en anden faglig baggrund fx inden for IT og teknologi kombineret med pædagogiske og didaktiske kompetencer

Personlig profil

  • Du er aktivt medskabende, har gå-på-mod og kan tænke nyt
  • Du er god til at samarbejde og til at give og modtage sparring
  • Du er en udadvendt og imødekommende vært som formår at skabe gode relationer med mennesker omkring dig.

Som ansat på Viborg Bibliotekerne har du pligt til at undre dig og sige det højt, og med en konstruktiv tilgang byder du ind med forslag og idéer til nye løsninger

Opgaver

  • Brugerbetjening i voksenområdet på Hovedbiblioteket og lokalbiblioteker samt i TestLab – Viborg Bibliotekernes teknologiske makerspace
  • Videns- og læringsaktiviteter fx:
    • TekTalks – teknologiske videnarrangementer
    • Dice Den – analoge og digitale tilbud til spilentusiaster fx brætspilscafé
    • Undervisning i kodning, robotteknologi, digitale medier, digital dannelse m.m.
  • Indgå i bibliotekets ungegruppe med fokus på både læring og sociale aktiviteter
  • Projektudvikling og -arbejde

Nærmere afklaring af arbejdsopgaver vil blive afgjort ud fra dine kompetencer og kvalifikationer. I din ansøgning skal du komme med konkrete eksempler på, hvordan du vil bruge både dine faglige og personlige kompetencer i stillingen.

Praktiske informationer:

I forbindelse med arrangementer og betjening af bibliotekets gæster skal du være indstillet på vekslende arbejdstider. Ugentligt er der tale om 1-2 dage med brugerbetjening om aftenen samt hver 4. lørdag eller søndag.Stillingen er på 37 timer med tiltrædelse 1. juli 2019 eller efter nærmere aftale.

Ansøgningsfrist: 28. april 2019 kl. 23.59. Der vil blive afholdt samtaler over to runder: 13. maj (1. runde) og 21. maj (2. runde). Ansøgere til 2. samtalerunde vil skulle udarbejde en samarbejdsprofil samt komme med løsningsforslag til en case.

Stillingen aflønnes efter gældende overenskomst og efter principperne i Ny Løn.

Vil du vide mere om jobbet, så kontakt afdelingsleder for Læring og Viden Lone Engel Westphall, tel. 20 56 05 42.

Læs mere om at arbejde i Viborg Kommune og opret din ansøgning.