Flere kulturtilbud til lokalområderne i Viborg Kommune

13.07.17
Viborg Bibliotekerne sender med støtte fra Erhvervsministeriets landdistriktspulje flere kulturtilbud ud til borgere bosat i Viborg Kommunes lokalområder i efteråret 2017.

Viborg Bibliotekerne modtager 60.000,- til projektet ”Litteratur & lækkerier”, en slags oplevelsespakke, der kan bookes af foreninger, forsamlingshuse eller bare en gruppe nysgerrige borgere. Pakken skal forsøde deltagernes hverdag med lækre smagsoplevelser fra lokale producenter og specialbutikker som Søster Lagkage og Vin & Vin koblet med anbefalinger til gode litteraturoplevelser.

”Biblioteket skal være med at skabe møder mellem mennesker uanset hvor de bor. Med dette projekt får vi mulighed for at bringe erhvervsliv, civilsamfund og kulturinstitution sammen om at udvikle nye kulturtilbud, der kommer borgere i hele kommunen til gavn”, fortæller Lone Engel Westphall, udviklingsleder Viborg Bibliotekerne.

Opbakning fra Viborg Landsbysammenslutning

Projektet afprøver nye veje til udvikling af moderne landsbyer, hvor fastholdelse af service og kulturaktiviteter er vigtige faktorer for lokal vækst og engagement.

Projektet møder opbakning ved foreningen Viborg Landsbysammenslutning. Formand Lone Kastbjerg siger, ”Det er dejligt, at der kommer fokus på det gode liv i lokalområderne i Viborg Kommune. Vi glæder os til samarbejde med biblioteket om at skabe spændende kulturtilbud i oplandet”.

Midler fra Landdistriktspuljen

Hvert år uddeler Erhvervsministeriet midler via Landdistriktspuljen. Midler som skal skabe vækst og udvikling i landdistrikterne. 51 projekter fordelt over hele landet modtager i alt 11 millioner i denne omgang.

Læs mere på Erhvervsministeriets hjemmeside.