Er du den nye bibliotekar på Viborg Bibliotekerne?

14.03.23
Viborg Bibliotekerne søger en bibliotekar til et barselsvikariat i team Kultur og Oplevelser.

Hvem er vi

Viborg Bibliotekerne har en solid tradition for at skabe og levere kultur, oplevelser og viden til borgerne i Viborg Kommune.

Viborg Bibliotekerne består af i alt 10 biblioteker – Hovedbiblioteket i Viborg og 9 lokalbiblioteker. Som bibliotekar bliver du en del af betjeningen både på Hovedbiblioteket og på lokalbibliotekerne. Dertil får du en række spændende opgaver som f.eks. deltagelse i projekter, arrangementsplanlægning, samskabelse og formidling af litteratur.

Opgaver i stillingen

Publikumsbetjening:
Din rolle er at være vært og få bibliotekets brugere til at føle sig velkomne. Du vil ofte være den person, som besøgende i biblioteket taler med og derfor er det vigtigt, at du er synlig, venlig og imødekommende.

Dine opgaver i betjeningen er at give de besøgende vejledning og hjælp til alt lige fra at finde fritidslæsning, hjælp til studieopgaver eller til brug af digitale tjenester. Det er ligeledes en vigtig opgave at præsentere og formidle bibliotekets mange tilbud af f.eks. litteratur og arrangementer.

Arrangementer:
I samarbejde med øvrige kolleger skal du planlægge, udvikle og afholde kulturelle arrangementer.

Målgruppen for arrangementer er primært voksne. Arrangementerne planlægges i samarbejde med dine kolleger samt med eksterne samarbejdspartnere. Det kan både være foreninger, kulturelle ildsjæle, oplysningsforbund, virksomheder, institutioner i andre forvaltninger og kulturinstitutioner i kommunen.

Selve arrangementerne kan være formidling af litteratur (både skønlitteratur og faglitteratur), hvor du også selv kan komme i spil som aktiv formidler. Det kan også være foredrag, højtlæsning eller workshops. Der er stor mulighed for at du selv kommer med dine idéer til arrangementer.

Arrangementerne kan finde sted i Viborg by samt i lokalområderne rundt om i Viborg kommune.

Vores arrangementer tager udgangspunkt i bibliotekets oplevelsesfundament, som du kan se her.

Dine personlige kompetencer

  • Du kan selvstændigt planlægge og afvikle et arrangement.
  • Du er udadvendt og har let ved at skabe relationer
  • Du kan omsætte din viden og idéer til konkrete handlinger og aktiviteter
  • Du er proaktiv - dvs. at dine kolleger positivt kan mærke, at du er på arbejde samt at du sætter dig selv i spil og nogle gange på spil
     

I din ansøgning må du gerne komme med eksempler på, hvordan du vil byde ind på opgaverne i stillingen samt hvordan du vil bringe din personlige kompetencer i spil.

Din faglige baggrund

Du har en uddannelse som bibliotekar eller cand. scient. bibl.

Praktisk information om stillingen

I forbindelse med arrangementer og betjening af bibliotekets brugere skal du være indstillet på vekslende arbejdstider. Ugentligt er der tale om 1-2 dage med publikumsbetjening om aftenen samt betjening hver 4. lørdag eller søndag. Dertil kommer lejlighedsvist arbejdstid om aftenen, weekend og ferier i forbindelse med arrangementer. Der kan være uger, hvor du den ene aften er vært ved et arrangement og en anden aften er en del af betjeningen om aftenen.

Kørekort til personbil er et krav.

Stillingen er en stilling på 37 timer og forankret i team Kultur og Oplevelser. Team Kultur og Oplevelser består af 16 medarbejdere, som alle brænder for at skabe kulturelle oplevelser for borgerne i Viborg.

Ansøgningsfrist

Ansøgningsfristen er 31. marts kl. 23.59. Stillingen er på 37 timer med tiltrædelse 1. august 2023 eller efter nærmere aftale. I din ansøgning ser vi gerne, at du kommer med konkrete eksempler på, hvordan du vil bruge både dine faglige og personlige kompetencer i stillingen.

Der vil blive afholdt ansættelsessamtale i uge 16.

Stillingen aflønnes efter gældende overenskomst og efter principperne i Ny Løn.

Yderligere information

Læs mere om hvordan det er at være ansat i Viborg kommune her:
At være ansat ved Viborg Kommune - Viborg Kommune

Søg stillingen her.