Vi skal alle vænne os til lyset

Jeg forestiller mig, at alle forårets vækster sukker og længes efter lyset og solen, som jeg selv. Februar var en af de mest regnfulde i lange tider, og mens regnvejr som bekendt er godt læsevejr, spænder det som regel ben for de fleste udendørs aktiviteter. Et problem for alle os, der snart ikke kan vente længere med at komme ud i haven og tilse de fysiske manifestationer af forårets komme, bevidne deres udvikling og frydes over dem på daglig basis.

Lysmoder

Men nu er det marts. Den første forårsmåned, ifølge kalenderen. Jeg vil derfor gerne bede om forårsvejr, milde temperaturer og mere lys. Og det med lyset, der nu endelig vender tilbage, får mig til at tænke på den roman, jeg netop har læst, islandske Audur Ava Ólafsdóttirs ’Dyreliv’. Bogen indledes med disse ord:

”I 2013 stemte den islandske befolkning om sprogets smukkeste ord. Valget faldt på et navneord på otte bogstaver, en stillingsbetegnelse for en medarbejder i sundhedsvæsenet: lysmoder. I bedømmelsesudvalgets motivering hedder det at ordet forener to af de smukkeste ord: moder og lys. En lysmoder kaldes på islandsk også en fødselshjælperske, en hjælpekvinde, en nærværskvinde, en forløsningskvinde, en nærkvinde, en lyskvinde.”

Prøv selv at sige ordet højt og hør, hvor smukt det lyder. Lysmoder.

Som med de bøger af Ólafsdóttir, jeg ellers har læst, er der noget både smukt, foruroligende og forunderligt over denne historie. Vi følger Dyja, der er jordemoder som tre generationer af kvinder i familien før hende. Hun er opkaldt efter sin grandtante, sin mormors søster, der også var jordemoder. Sådan én af dem, der stadig går historier om på afdelingen, mange år efter hendes pension. En legendarisk jordemoder, der kunne tale med de små liv i maven, og som lavede cherrylagkager til de nybagte mødre. Og så strikkede hun til de nyfødte, næsten altid i gult og lysegrønt. Solen og nyspirede plantestilkes farve. Over 5000 børn tog hun imod og strikkede til.

En papkasse med påskriften Chiquita Bananer

Grandtanten var af den excentriske type, og Dyja arvede hendes lejlighed efter hendes død. Alt står urørt, da Dyja overtager den, herunder også den store kasse, der engang var fyldt med Chiquita-bananer, men nu indeholder flere manuskripter, som grandtanten tilsyneladende har skrevet på over mange år. Manuskripterne bærer titlerne ’DYRELIV – En undersøgelse af hvad mennesket er i stand til’, ’SANDHEDEN OM LYSET – Mine betragtninger over lyset/Erindringer om lyset’ og ’TILFÆLDET’. I bogens anden del dykker Dyja ned i grandtantens betragtninger over dyr og mennesker, lyset og livet, og jeg er mildt sagt bevæget over denne grandtantes ord. Ólafsdóttir skriver i bogen så smukt og sprødt og poetisk om livet, mennesket og eksistensen, og fortællingen sidder endnu i mig – som en følelse og som et glimt af lys.

Man skal fødes, før man kan dø, lyder det i bogen. Og Dyjas grandtante skriver: ”Man siger at mennesket aldrig kommer sig oven på at være blevet født. At livets største anstrengelse er at komme til verden. Og at det vanskeligste er at vænne sig til lyset.” Det er nu 41 år og en god håndfuld måneder siden, jeg blev født. Og al den tid har jeg haft til at vænne mig til lyset, hvilket jeg har gjort i en sådan grad, at det er blevet ganske uundværligt for mit velbefindende. Derfor vil jeg nu springe ud i foråret og tilse alt det grønne der vælter op af jorden og strækker sig mod lyset sammen med mig. Og jeg vil glæde mig over det.