Varme og levende bøger
Hun var journalist og begyndte først at skrive romaner, efter at hun som 40-årig blev ramt af en voldsom livskrise. I to år gik hun i psykoterapi, og det, sammen med meditation, løste op for et gammelt traume og åbnede op for en rig indre verden, som hun begyndte at folde ud på papir.
Hendes budskab er, at det er vigtigt at turde konfrontere sin angst og sorg for at kunne leve livet fuldt ud. Jeg synes også at, man ud af hendes bøger, som ofte har afsæt i gamle myter og religiøse skrifter, kan se, hvordan disse gamle fortællinger netop er skrevet i et forsøg på at beskrive menneskets tanker om det, der sker inden i os og det uforståelige, som sker rundt om os.
Eva Fredriksson debuterede i 1980, som 53 årig, med romanen ”Evas bog”, som er første del af trilogien ”Paradisets børn”. Her giver hun sit bud på en psykologisk tolkning af fortællingen om Adam, Eva og Kain. I ”Evas bog” er det Evas stemme, man hører, hendes sorg over tabet af Abel og hendes vrede på Adam, som hun mener indirekte har forskyldt tragedien. Men også hendes egen skyld, som ligger i afvisningen af Kain, som hun aldrig rigtig har forstået. En sorg og vrede så stor at hun i en periode må søge tilbage til barndommens paradis-land for at blive hel igen.
Senere kom ”Syndfloden” og ”Ifølge Maria Magdalene”, som også genfortæller bibelske temaer, men ud fra en nutidig psykologisk synsvinkel, som gør at biblens gamle fortællinger får noget nyt at sige det moderne menneske.
Det, der også kendetegner Marianne Fredrikssons bøger er den feministiske vinkel. Godt nok er det Adam, Kain, Noa og Jesus, som er bibelens hovedpersoner, men Marianne Fredriksson fortæller ligeså vel om de kloge og stærke kvinder, som også var der.
Jeg har læst næsten alle Marianne Fredrikssons bøger, og jeg holder meget af dem. Flere har jeg læst mere end én gang, bl.a. ”Anna, Hanna og Johanna” som var den første, jeg læste. Den handler om kvindeliv i tre generationer, og fortælles af den moderne og selvstændige Anna, som sidder hos sin gamle syge mor og tænker på både morens og mormoderens liv og kamp for en ”bedre” tilværelse. Annas mormor kom ud og tjene som en stor pige og blev voldtaget af sønnen på gården.
Hun føder sit første barn som bare 13 årig. Den dreng, hun føder, bliver hendes øjesten, til gengæld er det som om hun vender hele sit livs vrede mod datteren Johanna som, hun får flere år senere. Johanna bliver til gengæld, trods sin hårde opvækst, en rigtig god mor for sin datter Anna og forsøger at give Anna de muligheder, som skulle kunne sikre hende et frit og selvstændigt liv. Men generationers undertrykkelse lader sig ikke bare sådan lige ophæve selvom man bliver i stand til at klatre op ad den sociale rangstige.
Jeg kan kun anbefale Marianne Fredrikssons bøger, det er bøger, som man bliver klogere og helt varm om hjertet af.