Tyngdeloven udløber i 2030

Af Anonym (ikke efterprøvet)
27.01.20
Selvfølgelig ophører tyngdeloven ikke i 2030 - men hvordan ved man så, om bøgerne og nettet taler sandt om tyngdeloven?

Vidste du, at tyngdeloven udløber i 2030? Mit svar er: Nej, det vidste jeg ikke! Men kan det nu også passe? Og hvad er tyngdeloven egentlig for noget? Spørgsmålene avler nye spørgsmål, og det kan være svært at finde ud af, hvad der er op og ned, og hvad der er sandt eller falsk ved disse påstande.

Selvfølgelig ophører tyngdeloven ikke i 2030 - det kan du finde mange informationer om på nettet og i bøger. Men hvordan ved man så, om bøgerne og nettet taler sandt om tyngdeloven?

Ved en hurtig søgning på Google får jeg cirka 27.000 resultater med ordet ”tyngdeloven”. Det er mange informationer og helt uoverskueligt at gennemgå. En søgning på Viborg Bibliotekernes hjemmeside giver kun fem resultater, hvoraf det ene er et PlayStationspil. Så, hvordan får jeg så lige fundet den rigtige information om tyngdeloven?

Store skriftlige opgaver kræver troværdige kilder

Ovenstående spørgsmål kunne være udsprunget af et hvilket som helst emne, og lige for tiden får jeg rigtig mange lignende spørgsmål som bibliotekar. Emnerne er alt lige fra Alzheimers til zionisme. Det er nemlig ”store opgavetid” på gymnasierne, hvor både 2. g’erne og 3. g’erne skal i gang med at skrive en stor skriftlig opgave. Ligeledes skal de ældste elever i folkeskolen også i gang med at skrive projektopgaver.

Men det kan være overvældende og svært at finde sine informationer. Heldigvis er der forældre, søskende og lærere, der sender de unge opgaveskrivende mennesker en tur på biblioteket for at få hjælp til at finde gode, relevante informationer til deres opgaver.

Vi hjælper hellere end gerne de studerende. Nogle gange kan det være rart at have god tid til at hjælpe, så derfor tilbyder vi ”book1bibliotekar”. Her får brugeren 30 minutters hjælp til informationssøgning og hjælp med gode råd til, hvordan man udvælger de rigtige materialer eller hjemmesider til en given opgave.

”Book1bibliotekar” er et fast tilbud på biblioteket, og i disse dage og kommende par uger forventer vi at få ekstra meget at se til. Personligt glæder jeg mig rigtig meget til denne periode. At være med til at bemande ”book1bibliotekar” er en af mine favoritopgaver. Jeg bliver klogere om alt lige fra Alzheimers til zionisme, men jeg får også en helt unik mulighed for at vise unge ”ikke-biblioteksvante” brugere alle de herligheder, som et bibliotek har at byde på.

Når de 30 minutter er gået, og brugeren går fra biblioteket med et par bøger, et par gode hjemmesider og fif til, hvor og hvordan de kan finde flere informationer om deres emne, så er det en fornøjelse at være bibliotekar. At se glæden og opleve taknemligheden, som de unge giver udtryk for, er kun med til at gøre det hele endnu bedre.

Book tid hos din bibliotekar

Så hvis du eller en du kender, lige som jeg, ikke vidste, at tyngdeloven ophører i 2030, så send vedkommende i bibliotekets retning og fortæl dem om ”book1bibliotekar”-tilbuddet. Så skal de få det helt rigtige svar på det med tyngdeloven.

Du kan benytte servicen på Viborg Hovedbibliotek alle hverdage fra kl. 14.00-18.00. ”Book1bibliotekar” står til rådighed, og man kan booke på forhånd via bibliotekets hjemmeside, eller man kan møde op på biblioteket i tidsrummet og være heldig, at der er en ledig tid. Ellers er mine kollegaer gerne behjælpelige med at finde den næste ledige tid.

”Vidste du, at tyngdeloven ophører i 2030?” er overskriften på vores nye kampagnevideo for Book1bibliotekar. Du kan lige nu se videoen på Viborg Bibliotekernes Facebookside.