At trække stikket

Af Anonym (ikke efterprøvet)
02.11.21
Som barn blev jeg tudet ørerne fulde af, at det er sundt at kede sig. Og som voksen, er jeg blevet enormt dygtig til at udnytte tiden både fornuftigt og konstruktivt. Uden at kede mig, naturligvis. For hånden på hjertet, hvor tit har du rent faktisk tid til at kede dig?

Tidsfordriv

I denne digitale tidsalder er det blevet lettere end nogensinde før at komme udenom frygten for at kede sig. At ty til den ene eller anden løsning, når det kommer til underholdning. At vælge skærmen til fremfor at vælge den fra. At gribe knoglen, gå til tasterne, have lyd i ørerne eller finde Netflix frem, er manges foretrukne tidsfordriv.

Derfor vælger vi at proppe de mikroskopiske høretelefoner, med lydbogen flydende derudaf, så langt ind i øregangen, at alt andet støj lukkes ude. At smide os på sofaen med lyden skruet helt op. Eller med underteksterne på, for ikke at vække ungerne. Og at opdatere Facebook og Instagram igen og igen. Alt sammen for ikke at misse et eneste sekund og kede os.

For gud forbyde, at vi keder os på farten, imens vi gør rent eller når vi slapper af. Vi tilvælger aktivt at blive fyldt med nye indtryk enten via den ene eller den anden sans, eller sågar flere på én gang. Mon det hælder til overstimuli?

Stresssssss      

Med alle de muligheder, der i dag er for at blive underholdt online, fornemmer jeg en tendens.
En tendens, der måske stresser os mere end det gavner. For vi skal da naturligvis huske at være med på beatet. Helst konstant. Ved enten at lytte til det nyeste afsnit af Sara og monopolet, se alle afsnit af Kastanjemanden eller Gift ved første blik, for at kunne tale med ved frokostbordet på arbejdet.

Og det imens hverdagens trummerum stadig skal holdes ved lige. En hverdag, der ud over arbejde er fyldt med vasketøj, fritidsaktiviteter, hente og bringe, handlen ind, aftensmad og putning af ynglet. Sveden pibler frem bare ved tanken om al den logistik og de mange praktiske gøremål.

Men hvad vil der ske, hvis vi skruer ned for tempoet. Skruer ned for de digitale tilbud og lader et mere adstadigt tempo tage over. Lader fordybelse og ro på et anden plan fylde mere. Det er lige så sundt, som at kede sig, vil jeg vove at påstå.

Fordybelse

Nu siger jeg det bare lige ud. Jeg savner at læse en bog. There, I said it! Vo intet vover, og alt det der. Men jeg mener det skam, i ramme alvor. At læse en helt ægte bog er nemlig desværre ikke det, jeg får prioriteret som småbørnsmor.                            

Jeg ved, at det for mange kan virke støvet at læse i et fysisk eksemplar, når nu vi har muligheden for at lytte til- eller læse bøger på en tablet i stedet. Men jeg savner den følelse, det giver mig at sidde med en bog. Mærke vægten mellem hænderne, lade roen sænke sig og nyde lyden af sidernes knitren.

Jeg savner den form for fordybelse og ro, som jeg får ved at læse en ægte bog. Netop fordi der kun er bogen at forholde sig til. Sider, der skal vendes og ord der skal læses. Det er ikke muligt at bruge sine hænder til andet end at bladre og ej heller at bruge sine ben til andet, end at smide dem op i sofaen.

Kom bar’ do

Derfor ophøjer jeg bestemt heller ikke mig selv. For jeg er, som mange andre også faldet i både podcast, Bookbeat, SoMe og Netflixfælden. Og det er ikke kun skidt. Alle de online tilbud giver os noget andet. Og det skal der også være plads til. Jeg håber imidlertid at blive bedre til at prioritere at sidde med et fysisk eksemplar fremfor at lytte til det.

Måske du har det ligesom mig? Og lige meget om du allerede er god til at trække stikket eller har brug for et lille skub, så håber jeg naturligvis at vi ses på biblioteket. For om du er til krimier, biografier, skønlitteratur eller om du mangler børnebøger til højtlæsningen, er vi altid klar til at hjælpe.

Så udfordringen for mig, og muligvis også for dig, lyder på, om vi ”tør” trække stikket? Slukke for Tv’et, lade opladeren ligge og løbe tør for strøm. Huske at bevæge os ind i en verden, hvor både tid og sted forsvinder, netop fordi det ikke er muligt at lave andet end at give sig hen. Til en verden uden multitasking, rejse- eller gøremål. En verden, hvor målet er tid. Tid til sig selv og til afslapning. Helt uden at kede sig.

Ses vi på biblioteket?

Trække stikket, smide benene op i sofaen og slappe af med en knaldgod krimi skrevet af vores dygtige danske forfatter: