San Gimignano byen med de mange tårne
San Gimignano byen med de mange tårne

Toscana

Af Anonym (ikke efterprøvet)
18.11.16
Vi var inviteret til familiebryllup i Italien. Det var tilbage i 1991. Dengang kørte vi af sted med vore tre drenge på bagsædet ned gennem Tyskland og Østrig. Hvor var vi spændte. Det var første gang vi skulle til Italien og så til et rigtigt Italiensk bryllup. Wauw.

Vi boede på en campingplads lige udenfor Assisi, som ligger tæt på Perugia omgivet af solsikkemarker. Utallige gange har vi tænkt, at netop dette fortryllende område af Italien skulle vi besøge igen.
Det har vi gjort i sommerferien i år.  Helt præcis 25 år siden sidst, og vore drenge er nu voksne og har selv familie. Vi bestilte et italiensk  stenhus fra 1600 tallet, ægte italiensk charme. Her kunne vi bo hele familien, børn, svigerbørn og børnebørn.

At gense stederne kan ikke beskrives, men jeg vil prøve.
I år fløj vi i stedet for selv at køre den lange vej ned gennem Tyskland. Det kan varmt anbefales. Der er lufthavne både i Pisa, Firenze og Rom.  Alle er indenfor køreafstand til Toscana. Prismæssigt kan det betale sig at flyve midt på ugen.
Vi var nogle, der fløj direkte til Pisa, 2 ½ time tager flyveturen. Vi havde nogle skønne dage her. Pisa er berømt for tårnet, der som bekendt står meget skævt. Dette tårn er blot en enkelt
blandt flere seværdigheder fra middelalderen.

Som turist i Italien er man afhængig af en bil. Den stod klar til os i lufthavnen og var lejet hjemmefra. Ser man billeder fra Toscana, tænker man ofte, det må være vildt overdrevet og forskønnet, men nej, Toscana rummer alt det, vi havde set fra diverse billeder. Grønne og gule bakkelandskaber og små snoede veje med cypresser, højt beliggende middelalderlandsbyer og klostre. Lidt syd for Pisa, på vej ned mod huset, vi havde lejet, besøgte vi bjerglandsbyen San Gimignano, der ligger højt omkranset af vin og olivenlunde.

Middelalderens svar på Manhattan, hvor der stadig er bevaret 15 af de oprindelige 72 tårne. San Gimignano blev i 1990 optaget på UNESCO’s verdensarvliste pga. den velbevarede og enestående middelalderarkitektur.

Resten af familien fløj direkte til Rom. I lejede biler mødtes vi alle i stenhuset på bakketoppen lidt udenfor Montepulciano. Her boede vi hele familen ganske uforstyrret i en hel uge. Lige midt i Toscana på dette fortryllende sted omgivet af pinjetræer, bløde bakker, vinstokke, olivenlunde og høje cypresser. Montepulciano er en af de største og højest beliggende bjerglandsbyer med velbevarede middelalderbymure. Her kan man tage turen op i det høje tårn og nyde en betagende udsigt over de to dale Val d’Orcia  og Val di Chiana,  et kludetæppe af marker i forskellige nuancer og vidtstrakte vinmarker. Montepulciano lever helt op til forestillingen om en toskansk bjergby med sine labyrintiske gader og hyggelige tavernaer. Byen er berømt for rødvinen Vino Nobile di Montepulciano og Rosso di Montepulciano. Hold en pause fra seværdighederne og smag på vinene i vinkælderen på II Corso og få mere at vide om byens berømte vin.

Selvfølgelig skulle vi også gense Assisi og hilse på bruden fra 1991, som nu er sølvbrud, men det nåede vi ikke i denne omgang. Det har vi gjort her i uge 38, så dette gensyn må I høre om i en senere klumme.

Italien skal nydes i små mundfylde.

Kærlighed er et stort ord, men . . . jeg må indrømme, at jeg og min familie er faldet pladask for Toscana, som så mange andre, og så har jeg ikke engang nævnt deres grillede møre velsmagende kød, smagt til med rosmarin, salvie og basilikum. Hjemmelavede pizza, pasta og tiramisu. Trøffel  - en underjordisk svamp for dyre ganer. Italienerne kalder den for jordens diamanter. Da den er svær at fremskaffe og dyr. Trøflen smager fantastisk på risotto.

Biblioteket har rigtig mange bøger om netop Toscana, det er ikke uden grund, - og nu ved jeg hvorfor.