At tænke - øøhh jeg mener at gå...

Når jeg går derude, tænker jeg ofte på dette citat af Søren Kierkegaard:

Tab for alt ikke lysten til at gå:
Jeg går mig hver dag det daglige velbefindende til
Og går fra enhver sygdom;
Jeg har gået mig mine bedste tanker til
Og jeg kender ingen tanke så tung, at man jo ikke kan gå fra den

Nu lover jeg ikke at blive filosofisk, men klogt det synes jeg det er. Og de ugentlige ture er blevet en del af min dagligdag, som andre løber, går i fitnesscenteret eller i svømmehallen.

Grønt er godt for øjnene
Det siges jo at grønt er godt for øjnene. Om påstanden holder vand ved jeg ikke, men kombineret med den friske luft og at bevæge sig, ja så er det i alt fald godt for mit velbefindende.
På et tidspunkt var det jo totalt in at gå stavgang og lidt in at grine af dem, men jeg må indrømme at en enkelt ’vandrestav’ står på min juleønskeseddel i år, for som de fleste ved er en våd skov glat – og regnfuldt har det været.

Egern, svampe og andet godt
For en skovvandrer er skoven fuld at oplevelser. Både sjove og lidt skræmmende. Et vredt egern har jeg mødt på min vej, en flok rådyr i fuld firespring væk fra skovarbejderne er jeg støt ind i, og her ved jeg ikke, hvem der blev mest skræmt – rådyrene eller mig. Hoppende fugle, solglimt i skovbunden og her i efteråret svampe, der nærmest popper op, når man går forbi. Alt sammen skønne naturoplevelser man ikke kan læse sig til.

I litteraturen
I en tidligere klumme skrev jeg om glæden ved at læse, og på det seneste har jeg oplevet, at der bliver gået ganske meget – også i litteraturen. For eksempel kan nævnes Tomas Espedals bog: ”Gå eller kunsten at leve et vildt og poetisk liv”. I romanen følger vi Espedal rundt i Bergen. Han begiver sig på en rejse, går ud i verden, søger friheden, krydser broer og grænser, går i Rimbauds spor, går på druk, går i hundene, og på sine gåture fører han samtaler med filosoffer og tænkere.

En anden ny bog, hvor hovedpersonen går 800 km, er ”Harold Frys usandsynlige pilgrimsfærd” skrevet af Rachel Joyce. Den pensionerede Harold Fry beslutter sig for at gå de 800 km gennem England for personligt at aflevere sin hilsen til en kræftsyg kollega. På sin gåtur tænker han tilbage på sit liv og reflekterer over de valg, han har gjort.

Og det er jo netop det der sker, når man går. Roen falder over én og man får tid foræret til at reflektere.

Naar man saaledes bliver ved at gaae, saa gaaer det nok.

Ja han var nu klog ham Søren Kierkegaard!