Flyer for sommerbogen 2018

Sommerbogen 2018 er i gang – ses vi på børnebiblioteket?

Af Anonym (ikke efterprøvet)
25.06.18
Normalt er jeg at finde i voksenudlånet på Viborg Bibliotek eller på et af gymnasiebibliotekerne. Det hænder dog, at jeg engang imellem har vagter i børnebiblioteket i Viborg som afløser. Især i ferieperioderne har jeg min gang mellem alle de skønne børn, der kommer på biblioteket. Denne sommer bliver ingen undtagelse.

Jeg vil være på børnebiblioteket næsten dagligt, når jeg kommer tilbage fra min egen ferie, og det glæder jeg mig rigtig meget til. Der er noget magisk ved at tilbringe sommerdagene netop dér. Der er næsten altid livlig aktivitet – selv på de dage, der synes at være mere egnet til en tur på stranden end en tur på biblioteket. Sådan var det på det lokale bibliotek i byen, hvor jeg voksede op, og sådan er det også her.

Som barn tilbragte jeg mange timer på det lokale bibliotek, især i sommerferien. Dels for bare at sidde og læse i bøger og dels for at finde nye bøger til at tage med hjem. I de sommeruger, hvor jeg fik læst mest, kunne jeg nå omkring biblioteket 2-3 gange i løbet af en uge. Noget af det, jeg husker allerbedst, er den sommer, hvor Sommerbogen for første gang løb af stablen på mit lokale bibliotek. Det har været i 1998 eller 1999. Jeg nåede kun at være med et par somre, fordi jeg nåede aldersgrænsen for deltagelse, men jeg synes, det var et fantastisk koncept, og det synes jeg stadig, at det er. For Sommerbogen finder stadig sted hvert år i skolernes sommerferie, omend i en noget anden form i dag end i de år, hvor jeg deltog.

Deltog man i Sommerbogen anno 1999, skulle man læse og anmelde 5 bøger. De 5 anmeldelser skulle skrives på papir og med blyant. Var man ikke så stærk ud i at skrive, kunne man tegne noget af handlingen i stedet. Sidenhen er der kommet nye tiltag til, og deltager man i Sommerbogen i år, kan man deltage på flere måder:

  1. Man kan deltage lokalt ved at hente en Sommerbog-folder på et af Viborg Kommunes biblioteker. Når man har læst og anmeldt de 5 bøger, kan man få byttet folderen til en is.
  2. Man kan deltage i den landsdækkende Sommerbogen-konkurrence på biblo.dk. Her kan man blandt andet deltage ved at lave videoanmeldelser, hvis man har lyst til det.
  3. Man kan gøre begge dele! Det er der nemlig intet, der hindrer.

Jeg husker tydeligt fornemmelsen af at aflevere mine 5 anmeldelser og i bytte få en lille gave. I de få år jeg nåede at deltage, var gaven en valgfri børnebog. Den valgte bog fik et sjovt stempel på første side, så man kunne se, at bogen var resultatet af at have deltaget i Sommerbogen. Mens jeg skrev på denne klumme, slog det mig, at jeg vist stadig havde et par af bøgerne et eller andet sted i gemmerne. Ganske rigtigt: Med mine forældres hjælp fandt jeg dem blandt bøgerne i mine forældres bogreoler. De har på mystisk vis overlevet ikke mindre end 3 flytninger. Muligvis fordi de er et minde om, hvor magisk det kan være på biblioteket hen over sommeren, når man går på jagt efter den gode fortælling.

Vil du vide mere om Sommerbogen, så kom en tur forbi børnebiblioteket med dine børn eller børnebørn og hent en folder. Jeg er sikker på, at I kommer til at opleve noget af bibliotekets sommermagi. I kan i øvrigt både få fundet de 5 bøger, der skal læses, og gå på jagt efter Flunkerne. Flunkerne har nemlig igen traditionen tro gemt sig på børnebiblioteket i Viborg. Efter signede vil Flunkerne ikke hjem til deres eget univers igen og har derfor gemt sig ekstra godt.

Jeg glæder mig til at se børn og deres voksne på børnebiblioteket, og forhåbentlig får jeg muligheden for at læse nogle af de mange anmeldelser, børnene kommer ind med.

Skulle I få brug for inspiration til, hvad der skal læses eller finde en Flunk, der har gemt sig, så står mine kolleger og jeg klar til at hjælpe.

Materialer