Snup en Bogbid

28.02.14
”Kender du Bogbidder” – lige netop denne sætning udtalte jeg adskillige gange, da jeg i november var på BogForum i Bella Centeret for at reklamere for Bogbidder.

Et fantastisk og gratis tilbud fra bibliotekerne til læseheste, som hele tiden er på jagt efter nye ”græsmarker”.

For en lidt genert bibliotekar var det ret grænseoverskridende at stå der, for at sige det ligeud. Der er ikke gået nogen telefonsælger tabt i mig.
Men faktisk er det sådan, at det er et ret godt tilbud – og det er også spændende at arbejde med. Det er et samarbejde mellem biblioteker og forlag, og går ud på at forlagene sender os det første kapitel af nye bøger, fortrinsvis romaner men også enkelte biografier og lidt rejseskildringer. Disse bliver så ”pakket” i mails, tre bogbidder i hver, samt lidt information om forfatteren, et link til hvor man kan låne eller købe bogen samt link til eReolen.dk, hvis bogen findes der.
Tilbuddet er til alle og vælger man at tilmelde sig Bogbidder, får man fast en mail hver fredag med link til første kapitel i tre udvalgte bøger.

Det koster ikke noget, og man kan til enhver tid melde fra igen – ja nu begynder det må-ske alligevel næsten at lyde lidt religiøst, men det er da nemt – og er man frisk på at læse bøger på sin iPad eller få bøgerne som netlydbøger,  ja så har man jo weekendens gode bog i hus uden at skulle ud og cykle i koldt og vådt vintervejr.

For at komme med et par eksempler kan jeg nævne, at denne uges første Bogbid kom fra

  • John Banvilles roman ”Havet”, som handler om kunsthistorikeren Max Morden, som vender tilbage til den kystby, hvor han tilbragte sin barndom. Nu er han tilbage for at forsøge at komme sig over tabet af sin hustru.
  • Den anden Bogbid kom fra Thomas Eriksons krimi ”Blændværk” med adfærdsforskeren Alex King som hovedperson.
  • Den tredje fra Jes Dorph-Petersens selvbiografi ”Dorph – historier fra den anden side” om arbejdslivet bag skærmen men også om hans private op- og nedture.

Og hvor er det så, man kan tilmelde sig – jo på bogbidder.dk – her kan man i øvrigt også finde første kapitel af alle de andre bøger som i tidens løb er blevet sendt ud som Bogbidder. Måske et forsøg værd hvis man er løbet tør for ideer til en god bog, har lyst til at læse noget andet end man plejer eller bare gerne vil overraskes.
 

Materialer