Slip hverdagsfrygten og giv plads til det banale

26.07.19
Jeg synes, at det banale fylder for lidt. Så simpelt er det. Den kulturelle dagsorden er præget af det ekstraordinære og det banebrydende, men jeg savner et sted, hvor jeg kan gå hen og møde det almindelige og dyrke rutinen.

Mange af mine venner er store tilhængere af handlingstunge bøger, film og serier, hvor man, selv om man sidder på kanten af lænestolen af spænding, knap nok lærer karakterernes hverdag at kende, fordi plottet fylder så meget. Der er ligesom for meget på spil hele tiden. Der er for høje stakes. Som fantasy-læser bliver jeg i hvert fald hurtigt stakåndet, for de brave krigere stopper meget sjældent for at lave mad og endnu sjældnere for at tisse. De må spise sig mætte i drama og – tja – holde sig, til verdensfreden er sikret. ”Men dagliglivet finder jo sted mellem kapitlerne”, hører man ofte som modargument, ”det behøver vi ikke at høre om for at forstå handlingen.” Men hvorfor er hverdagslivet pludselig blevet så u-attraktivt? Måske er jeg som læser begyndt at søge over mod historisk fiktion og contemporary-genren, fordi mine fantasy-rødder gør, at jeg tørster efter helt banale ting. Og her mener jeg ikke banale som i ”kedelige”, for det banale kan meget vel være det mest fantastiske, vi omgiver os med.

Det kan være svært at spejle sig i hæsblæsende mordgåder og episke sværdkampe, hvis det mest vovede, man gør, i løbet af en dag, er at skrue kaffestyrken op på tre bønner i stedet for to. Naturligvis kan det være flugten til det mere eller mindre fiktive univers, der tilfører vores hverdage det fornødne krydderi, men personligt vil jeg gerne se flere hovedpersoner, der googler ”ny ferielov 2019”, fortvivler over manglen på gode gaveidéer til fætter Jokum eller parrer sokker i sofaen, mens de ser Luksusfælden og godter sig over, at de ikke selv er på fallittens rand. Noget, man kan spejle sig i uden at brystsvømme gennem et hav af metaforer. Er jeg typen, der rakker ned på metaforer ved hjælp af metaforer? Muligvis.

En af mine veninder ramte hovedet på sømmet. Vi diskuterede litteratur over en kop kaffe, og hun nævnte, at hun lige var begyndt på serien Det lille hus på prærien. ”Det er så fantastisk, for det eneste de gør er at bygge et hus og fange en fisk!”, nærmest jublede hun. Det gik op for mig, at jeg i løbet af mine efterhånden 27 år som læser kun er stødt på ganske få bøger, der ”tør” hylde hverdagen på den måde. Der tør lade det almindelige livs udramatiske (og sommetider ganske dramatiske) øjeblikke stå alene. Det skulle da lige være billedbøgerne, for ”Lotte støvsuger” er da et hverdagsøjeblik uden unødig indpakning, hvis jeg nogensinde har set et.

Det er ikke, fordi vi skal vende os helt bort fra de mere plot-tunge genrer, for de kan også noget helt specielt – men vi behøver ikke at presse karakterer og handling til de yderste grænser for underholdningens skyld. Det samme gælder i øvrigt vores egne liv. Et hverdagsøjeblik kan i sig selv indeholde så meget poesi, så mange spændinger og psykologiske skaktræk, at det er en fryd at læse om dem.

Jeg kan ikke gå til kamp mod banalitetsfrygten uden at nævne de sociale medier, men bare rolig, jeg skal nok gøre det kort. Du vil se de vildeste rejser, de sundeste måltider og dine venners børns 12-taller. Du vil spørge dig selv, om en 15.000 kroners tur som frivillig løvepasser i Zimbabwe kan hjælpe dig med at finde meningen med livet. Men sandheden er, at du aldrig finder dig selv – det er som at lede efter det par briller, der sidder i panden på dig. For det er ikke den formfuldendte rejse eller det perfekte eksamensresultat, der gør dig til den, du er. Det er alle de små ting og alle de helt almindelige, fantastiske dage, hvor du jonglerer arbejde, pligter og familieliv, men alligevel finder overskud til at grine sammen med en kollega, lave mad fra bunden eller læse en godnathistorie for dit barn.

Det kan være skræmmende at lade det banale stå alene, men sådan behøver det ikke at være. Hverdagen er jo noget helt særlig, fordi den afspejler tendenserne i det samfund, hvor den udspiller sig. Tænk bare på, hvor meget din hverdag siger om den person, du er. Så mit råd til dig i livet såvel som litteraturen er: Slip hverdagsfrygten og giv plads til det banale – du bliver sikkert overrasket over, hvor eventyrligt det kan være.