Samtaler og sysler – og lidt royalt…

07.02.22
For ganske nylig kunne Dronning Margrethe II fejre sit 50-års regentjubilæum. 50 flotte år på tronen, hvor majestæten har engageret sig vidt og bredt i samfundet og ikke mindst i kunst- og kulturlivet.

Hun har broderet, designet balletkostumer og scenetæpper og et kortspil, jeg husker fra mit eget barndomshjem og utallige spil 500 rundt om spisebordet. Vores dronning maler også billeder, og lokalt vil mange sikkert huske hendes udstilling på Skovgaard Museet for snart 12 år siden.

Prøv at gøre noget unyttigt

Dronningens nytårstaler er et helt kapitel for sig, og alligevel vil jeg her fremhæve én, nemlig den fra 31. december 2017, hvor dronningen kommer med en ganske særlig opfordring til alle os fortravlede danskere. Citatet er fra kongehuset.dk:

”Jeg vil her i aften komme med min lille opfordring til, at vi sommetider gør noget andet end det, vi plejer. Noget, der ligger uden for dagligdagens praktiske gøremål. Prøv at gøre noget, der ikke er nødvendigt, noget der ikke er behov for, noget unyttigt! Det vil ikke være det samme for alle. Nogle vil helst gå en tur i skoven eller langs stranden. Andre foretrækker at lytte til musik eller at se en tv-serie. Selv vil jeg helst have noget mellem hænderne, - et sytøj, en skitseblok; noget med farver. Jeg tror, det er vigtigt med oplevelser, der taler til vores sanser, noget, der befrugter vores fantasi, som nærer tanken, og som kan gøre vores verden større. Det er slet ikke så unyttigt endda.”

Personligt bliver jeg glad helt ind i mit kultur-hjerte, når selveste dronningen på nationalt TV opfordrer til flere af disse vigtige verdensudvidende oplevelser, som jo netop kunsten og kulturen kan give os. Det er fire år siden, talen blev bragt, men lad os huske budskabet mange år endnu. Citatet bringer mig samtidig videre til næste punkt på min dagsorden, nemlig det med at ”have noget mellem hænderne.”

Hvad sysler du med?

Dronningen sysler med sytøj og skitseblok, andre strikker, hækler eller lægger puslespil. Tankerne får ofte lov at vandre ad nye stier, når vi sidder fordybet i sysler. Hvis man på samme tid har en samtale med et andet menneske er fokus på noget andet end samtalen også, og det skaber god plads til naturlige pauser og dermed også tid til eftertænksomhed og refleksion.

Det er netop denne form for samtale, vi ønsker at skabe rum for på biblioteket, når vi dette forår atter inviterer ind til en række samtalesaloner. Overskriften er ’Samtaler og sysler’, og vi opfordrer dig til at tage dit håndarbejde, malebog, papirklip eller noget helt fjerde med, så hænderne kan være beskæftiget, mens samtalen flyder frit. Vi har valgt emnet ’store personligheder’ for foråret, og lige præcis Dronning Margrethe er den første personlighed, vi lægger op til samtale om. Så hvis du kan lide at snakke, mens du sysler, hvis du kan lide at møde nye mennesker, og hvis du har snakket nok om din corona-syge moster og nu hellere vil drøfte emner, der betyder noget, så synes jeg, du skal komme til samtalesalon på biblioteket.

Vi tilbyder et uforpligtende fællesskab og en samtalepartner til alle, vi har også materialer med til noget kreativt, hvis du selv er løbet tør. Vi har selvfølgelig kaffe på kanden, og husk – tiden er vores egen, og vi må bruge den på lige det, vi vil. Og vi har dronningens ord på, at det hellere end gerne må være noget unyttigt. Og jeg synes, hun har evigt ret, når hun siger, at det nemlig slet ikke er så unyttigt endda.

 

Materialer