“Same procedure as every year, James”

12.01.18
2018. Endnu et år er gået og et nyt begyndt.

Når jeg sådan står der; midt på villavejen, hovedet bagover på udkig efter smukke raketter og med lyden af Vær Velkommen i ørene, smil i mundvigen og smagen af bobler på tungen, så virker det ikke som et helt år siden, jeg stod der sidst. Eller to hele år siden jeg stod der forrige gang. Tværtimod.

Tidens gang forekommer mig aldrig helt så hæsblæsende, som den gør nytårsaften. Det er en fornemmelse, der ofte rammer mig ca. midt i 90-årsfødselsdagen, gerne første eller anden gang James kommer i karambolage med hovedet. For vi har jo lige været der. Eller sådan føles det i hvert fald.

Men det er længe siden. Der ligger et helt års oplevelser, følelser og tanker mellem de to aftenener, og selvom et år måske ikke fylder så meget i det store perspektiv, så er årene, hvis I vil tillade mig lidt oversød lommefilosofi, det, livet består af.

Dage, uger, måneder og år, der sten for sten fastlåses i hukommelsen af de minder, vi skaber os, efterhånden som tiden går. Det er derfor, det er så vigtigt at overveje, hvordan vi bruger vores tid bedst. For det er vores tilstedeværelse i tiden, der afgør, om vi husker den og føler, at vi har levet i den - ikke tiden selv.

I er sikkert flere, der sidder og smågriner lidt af mig nu - for selvfølgelig er det vigtigt, og selvfølgelig flyver tiden afsted, når vi holder mindst øje med den. Det ved enhver. Alligevel håber jeg, at I vil bære lidt over med mig. Jeg brugte blandt andet 2017 på at runde de 30, og selvom jeg ikke føler mig så meget anderledes end for ti år siden, så kan jeg trods alt godt begynde at mærke den så alment anerkendte usandhed - at tiden går hurtigere, jo ældre man bliver.

Alder er en følelse

Generelt er dét der med at blive ældre en lidt sjov størrelse. For et par dage siden mødtes vi i DR’s Romanklub, hvor vi diskuterede månedens bog. Vi kom undervejs ind på andre og mere generelle emner end selve bogen. Hvad teenagedrenge tænker. Hvordan mænd er skruet sammen. Om man kan sætte en fast alder på mænds panikalder (forslaget var 55). Og hvordan det føles at blive ældre. Jeg afslører vist ikke for meget ved at sige, at de fleste af medlemmerne er lidt ældre end mig, og der var bred enighed om, at man sagtens kan føle sig som en 23-årig, selvom det efterhånden er længe siden, at det passede med dåbsattesten.

Det sjove ved tiden er, at samtalen nok havde lydt en del anderledes, hvis den var foregået mellem teenagere og unge mennesker. For det kan være svært at føle sig ung i verden, når man rent faktisk er det. I hvert fald i verden, som den ser ud i dag; Svend Brinkmann er blevet populær af en årsag.

I de sociale mediers tidsalder er det næsten en synd ikke at presse fantastiske oplevelser ud af selv de mest kedelige stunder i livet. Der tages kunstneriske billeder af alt, og i værste tilfælde ledsages selv suppen, der indtages midt i en tung forkølelse, af et nøje udvalgt snapshot og et dybtfølt citat om livets skrøbelighed.

Og håber man på klap på skulderen og anerkendelse online, er der behov for mere end bare et godt hjerte og et venligt smil. Vore lidenskaber skal helst være både mangfoldige og vidtrækkende, og en stor passion for menneskerettigheder, økologi og dyrevilkår bør gå hånd i hånd med krigerisk deltagelse i politiske debatter, mindfulness og et effektivt træningsregime.

Jeg siger ikke, at der er noget galt med mærkesager, tværtimod. Men jeg kan ikke lade være med at tænke, at er man opflasket med de sociale medier, må man allerede i en ung alder føle, at man har levet flere liv.

At være til stede

Min pointe er, at tiden er en underlig skæv størrelse, og vi må alle forsøge at følge den gyldne middelvej mellem en tid, der løber ubevogtet fra os og en tid, der bliver et åg, fordi den partout skal fyldes med noget nyt og givende i hvert eneste øjeblik. Som vores dronning så smukt sagde i sin nytårstale: Vi skal også efterlade plads (og give os selv lov) til at gøre noget unyttigt.

Derfor nøjes jeg i år med ét nytårsforsæt. Det er inspireret af en artikel om Tai Chi, min kloge veninde har skrevet. I Tai Chi arbejder man med det kinesiske begreb yinian, et ord, der beskriver den mentale aktivitet, man som Tai Chi-udøver lægger i bevægelserne. At udføre bevægelsen er nemlig kun det halve af sporten – mindst lige så vigtigt er det at have bevidstheden med, at ville bevægelsen med både krop og sind. Det vil jeg prøve at tage med mig i min dagligdag, i både stort og småt, så jeg er til stede i (og får noget ud af) både de gode, mindeværdige stunder, men også dem, hvor jeg ganske unyttigt sidder hjemme i sofaen og læser, mens jeg demonstrativt ignorerer både støvsuger og Starbucks. Jeg vil opfordre alle til at gøre det samme: Væk med den dårlige samvittighed over det, der burde tænkes, gøres eller opleves, og ind med en større indre ro. Det vigtigste er at være til stede i det, vi gør – så kan vi altid konkurrere på evnerne inden for multitasking en anden gang.

Tags
Materialer
Reservér
  • Bog

Tai chi chuan

Af Torben Bremann (2003)
Læs mere
Reservér
  • Bog

Godt nytår!

Af Palle Schmidt (f. 1972) (2012)
Læs mere