Sæt gang i børnenes fantasi

”Hvad skal vi laaaaave?” Sådan lyder det ofte fra mine Trip Trap Træsko-sønner, når vi endelig har 10 minutters ro i weekenderne eller ferierne. Der skal helst være fart over feltet og ske noget hele tiden, ellers keder de sig.

I min optik er kedsomhed en vigtig ting at stifte bekendtskab med, og så giver den anledning til, at børnene selv får muligheden for at tænke ud af boksen og bruge deres fantasi.  

Dog har jeg tre drenge med krudt i bagdelen, jord under neglene, og som slider hul på knæene, hurtigere end jeg kan nå at lappe dem. Netop derfor kan jeg nogle gange godt mærke, at der er brug for, at jeg puffer dem i en anden retning end klatretræet og trampolinen. Derfor kan det være rigtig fint med en aktivitet, som ikke kræver de store fysiske udfoldelser, men som til gengæld styrker den kreative muskel og fantasien.

Corona-hamstring

Da vi tilbage i marts gik i Corona-nedlukning, tænkte jeg absolut ikke på at hamstre toiletpapir i Bilka. I stedet hamstrede jeg stakkevis af bøger på biblioteket og lavede meterlange indkøbslister, så jeg kunne få fyldt hylderne op i mit lille kreative værksted derhjemme. Men ikke et ondt ord om toiletpapirs-hamstringen. Der kom faktisk meget godt ud af netop toiletrullerne. Herhjemme samlede vi toiletrullerne sammen og gik så i gang med mange sjove og finurlige aktiviteter i ”Mors Hjemmeskole/ Hjemmearbejdsplads/ Børnehave”.

Der blev lavet rullinger, der lignede dyr og mennesker og rullinger, jeg stadig ikke helt kan gætte, hvad er. Der blev også lavet lange kuglebaner, så glaskuglerne trillede rundt i stuen. Og nu bliver de sidste ruller endelig brugt på fuglekikkerter, så drengene kan lave prototyper til det kreative værksted ”Vi redder fuglene” på Børnebiblioteket i efterårsferien.

Kreativ i efterårsferien

I efterårsferien står mange forældre og bedsteforældre med børn, der gerne vil opleve og prøve nogle nye ting. Og lige netop i efterårsferien i år er der mange muligheder for de kreative børn og deres familier. Det er nu, man skal lade sig inspirere til nye idéer. Jeg ser selv frem til et par dage med ”Leg med Ler” sammen med mine børn på Skolen for Kreativ Fritid. Det kommer nok ikke som nogen overraskelse, at keramik er noget af det, jeg elsker allermest at eksperimentere med.

Jeg har også planlagt at tage drengene med til nogle af de kreative værksteder, der er i ferien på både Mercantec og Børnebiblioteket i Viborg. Og for at slå to fluer med et smæk, kan svigermor få lov til at komme med i Viborg Kunsthal og se deres nye udstilling ”Honeymoon”, som hun sådan har glædet sig til, mens drengene kan lege kunstdetektiver eller lave fantastiske postkortfortællinger.

Slip kreativitet løs derhjemme

Hvis du er mere til at være hjemme og hygge med børnene i ferien, så er det også nemt at sætte en kreativ station op ved spisebordet, så du kan sætte gang i børnenes kreativitet:

  • Fyld spisebordet med diverse materialer: papir, strandsten, toiletruller, garn, fjer, vatkugler, knapper, SilkClay, blomsterpinde eller hvad du nu har.
  • Find de værktøjer frem, som du synes skal bruges, og som børnene kan håndtere: limstift, tuscher og saks er en nødvendighed, og hvis du har en limpistol, giver den mulighed for at lave nogle lidt vildere og mere holdbare ting!
  • Sæt et tema, så børnene har nogle rammer. Fx naturen. Man kan finde mange ting i naturen, som kan bruges til at lave stentrolde, drømmefangere i grene med garn, halskæde med sten med hul i, eller børnene kan lave blomster af kastanjer med ståltråd og perler. Mulighederne er mange. Og kun fantasien sætter grænsen.

Nu skulle det hele være klar til, at børnene – og du selv – kan slippe kreativiteten løs. Tillad også dig selv at være kreativ, og lav dine egne kreationer. Det er tit nemmere for børnene at komme i gang med egne projekter, når de ser ældre børn eller voksne, som de kan spejle sig i. Og pyt med om din toiletrulling-figur ligner en flodhest, selvom du kastede dig ud i en regnbuefarvet enhjørning. Det er kunst, kreativitet og ikke mindst, det er sjovt!

Materialer