Prøv da lige Romantasy

Er du vild med fantasy og kærlighed? Så find inspiration i Jeannes klumme

Tiden står stille. Helt stille. Mine vidt åbne øjne løber hastigt hen over siderne. Svagt fornemmer jeg børnene, der løber omkring mig, men min opmærksomhed er fanget i historien. Mine håndflader er svedige. Mit hjerte banker så utrolig hurtigt, i takt med at fortællingen i bogen udfolder sig. Noget i baggrunden forsøger at trænge ind til mig, men jeg ignorerer det. ”MOAR” råber Louis og tager fat i mine kinder og drejer mit hoved mod hans blå øjne og jeg bliver revet ud af bogens dyb. Jeg kigger hurtigt op og smiler. ”Hvor sejt” siger jeg fraværende, uden helt at vide, hvad det er, der er sejt og da jeg kigger ned i igen, er jeg straks fanget i en anden verden. Jeg bladrer febrilsk side efter side, helt opslugt af eventyret der udspiller sig. Mine fingre ryster let og da jeg endelig når den sidste side, ånder jeg lettet op. De sidste 10 procent af bogen var en eksplosion af energi, og selv da jeg lægger bogen fra mig, er den presserende følelse svær at slippe. Nu er jeg klar til at være mor igen.

Den dybe TikTok brønd

Jeg er for nylig dykket ned i Tik Toks dybe brønd af underholdning. Mere specifik har jeg kastet mig over BookTok, hvor unge som gamle anbefaler bøger til hinanden. Her er jeg faldet over genren Romantasy. Genren indeholder præcist hvad det lyder som, nemlig romantik og fantasy. Fantasygenren har altid, helt fra barnsben, fascineret mig. Min mor læste meget høj for mig som barn og dertil hovedsageligt fantasybøger. Blandt andet læste hun alle Narnia bøgerne højt for min søster og mig, indtil vi blev så store, at vi ikke længere kunne vente på at hun igen havde tid til at læse højt. Så læste vi selv i smug når ventetiden blev for lang. Efter jeg er blevet voksen, er tilføjelsen af romantik til genren blevet min go-to læsning. Jeg elsker at blive draget ind i fantastiske og romantiske eventyr og spændende nye verdener.

Romantasybøger er utroligt gode til at give mig et pusterum fra hverdagens trummerum. Der aldrig nogen hovedpersoner, der lige skal handle og skriver en alenlang dosmerseddel, for derefter at stå i kø i Rema1000. Når helten skal have sin rustning på, er den aldrig plettet efter fedtede børnefingre og skal lige vaskes og tørres først. Slottet de bor i, ligner aldrig en svinesti og heltinden falder aldrig over legoklodser, på vej hen mod det enorme private bibliotek. Når jeg læser fantasy eller romantasy er alle hverdagslige problemer ligegyldige i forhold til den enorme problemstilling vores heltinde eller helt står overfor. Til gengæld kan man være 100 procent sikker på at kærlighed til sidst overvinder alt.

Worldbuilding

Noget af det jeg finder utrolig interessant i fantasygenren, er den måde forfatteren i løbet af relativt få sider får opbygget et helt univers. Både fysisk med et verdenskort, ofte en eller anden form for religion, et helt persongalleri og desuden et gennemgribende magisystem. Her finder man ud af hvor magien kommer fra. Er det fra guderne, er det noget man er født med eller kan oplæres i eller en hel tredje måde? Det kræver ofte at læseren holder tungen lige i munden, når man i løbet af 3-400 sider eller mere, både skal fange et plot, men også huske alle detaljerne i hele den verden, man lige er blevet præsenteret for. Men det er også det, der er medvirkende til, at jeg bliver så opslugt af universet.

Når man har læst rigtig mange bøger indenfor den samme genre, opdager man, at der er nogle narrative situationer, der ofte går igen. På BookTok bruger man begrebet ’tropes’ om dette fænomen. Jeg vil lige fremhæve et par af mine yndlings tropes. One horse trope: når den mandlige hovedperson kun har én hest, så kvinden er nødt til at sidde på samme hest. Found family trope: hvor hovedpersonen i løbet af bogen finder så tætte venner, at de nærmest føles mere som familie end det hovedpersonen ellers er udstyret med. Enemies to lovers trope: hvor helten eller heltinden i løbet af bogen ender med at få et romantisk forhold med fjenden. Grumpy/sunshine trope: hvor helten/heltinden er karakteriseret som hinandens modsætninger og er henholdsvis enten virkelig glad eller gnaven. På BookTok bliver disse tropes brugt til på en simpel måde at anbefale bøger, uden at afsløre for meget af plottet. Det er jeg vild med og har taget til mig i min daglige formidling.

Hvis du også en gang imellem har brug for at blive trukket ud af hverdagens rutiner og ind i et fantastisk univers, hvor helten har vinger, heltinden pludselig opdager, at hun har magiske kræfter og kærligheden til sidst overvinder alt, kan jeg varmt anbefale romantasy. Det er ikke kun for børn og unge, der findes både fantasy og romantasy bøger, der behandler voksne emner på en fantastisk måde. Hvis jeg har pirret din interesse for romantasy, har jeg selvfølgelig også et par forslag som alle indeholder en eller flere af mine favorit tropes: