På udebane med fællessang
I en af mine nuværende arbejdsopgaver, projekt KultuRask, er det at synge blevet en del af opgaven når vi mødes med deltagerne, og jeg mindes stadig med smil, den onsdag i juni måned, hvor min kollega Sarah og jeg skulle stå for første mødegang i pilotforløbet. Egentlig husker jeg nok bedst følelsen efter mødet. Hvor var vi glade og stolte.
For vi glædede os vildt til at mødes med deltagerne, men var også spændte, og vi talte inden mødet en hel del om Højskolesangbogen og om at synge.
I projektgruppen er Mette den musikkyndige, og hende som har overbevist os andre om, at hver mødegang skal indledes med fællessang. Fællessang kan noget, siger hun.
Og en ting er jo at sige kækt ja til den gode idé, når vi sidder i projektlokalet og tænker tanker og udvikler, noget ganske andet er det, når ideen skal udføres i praksis, også når Mette ikke er til stede.
Men projektplanen skal følges så den onsdag i juni, var der ikke andet at gøre end at dele Højskolesangbogen rundt og bladre op på side 432. Jeg følte mig virkelig på udebane, for det var en anelse grænseoverskridende at byde op til sang. For hvad tikkede ind i min hjerne? Mindet om dengang en af mine drenge i en alder af 5 år sagde til mig, at jeg godt måtte stoppe med at synge nu. What - kan jeg huske, jeg tænkte - jeg troede, at vi hyggede!
Trods usikkerhed og en smule høj puls, så blev den onsdag formiddag noget ganske særligt for Sarah og mig. Alle deltagerne gik frejdigt til sangen – og som en af deltagerne senere udtalte: ”Man kan ikke være sur, når man synger”.
Jeg har efterfølgende tænkt meget over de ord, for sang og det at synge sammen, vækker nemlig glæde. Man er tilstede i nuet, og ikke mindst følelsen af fællesskab, som er så fundamentalt vigtigt for os mennesker. Og så ligger der en stor styrke i at gøre noget, man ikke er helt vild med, og efterfølgende opleve, at det klarede jeg også.
At synge sammen fungerede og bekræftede os i, at når man synger eller lytter til musik, så fanger musikken vores opmærksomhed, så vi bliver mindre fokuserede på f.eks. smerter og mere på musikken. Vi glemmer for en stund. Og det er netop en af de ting, vi gerne vil opnå i vores projekt – at sætte sig selv på pause og få et mentalt pusterum.
Måske er jeg ikke er født med en stemme, som er x-faktor-værdig, men jeg har lært, at jeg bare skal ranke ryggen, gøre banen til hjemmebane og synge – resten går af sig selv, for der ligger en stor glæde i at synge sammen.