Når et foto fanger

28.01.19
Udenfor blæser det en halv pelikan. Solen skinner. Det er smukt vejr i dag, men bidende koldt. Uh, jeg fryser! Det er sådan en januardag, hvor jeg ligesom mange andre indimellem sidder og drømmer mig væk til sommer, varme og ferie

For eksempel til en stand som den på Malta, der er scenen i Andreas Feldbaks foto Local Catch, som vandt Fotodage Viborgs konkurrence Danmarks Unge Fototalent sidste år.

Andreas’ foto er ikke bare en stiløvelse. Det vidner om, at han har et særligt blik for at fortælle en historie med et foto. At han kan formidle en stemning og indfange en situation lige, når den opstår. Selvfølgelig har han også fuldstændig styr på den tekniske side af sagen – ellers havde fotografiet næppe den effekt på mig og andre, som det har.

Blikket fanges af det glitrende net med sprællende småfisk, der hives op af vandet af en mand, som vi kun ser i silhuet. Det er den rutinerede fisker, som er i gang med noget, han har gjort hundreder, hvis ikke tusinder af gange før. Hans hoved, som vi ser i profil, dækker lige nøjagtigt for solen, hvis stråler dog bryder frem bag hans nakke og samtidig spejler sig i havet i baggrunden. På stranden står et par spande til dagens fangst og et lidt mystisk stativ, som sikkert har noget med fiskeriet at gøre. Til venstre i billedet kan man se et klippefremspring med bevoksning. På grund af modlyset tegner landskabet sig også blot som en silhuet.

Vinklen er noget særligt. Vi ser situationen sådan lidt nedefra, uden der er tale om egentligt frøperspektiv. Jeg tror, at Andreas har ligget på maven og taget billedet. Og jeg tror, at han har ligget der et stykke tid. Han er tæt på sit motiv, der synes at arbejde fuldstændig uanfægtet.

Der er en enkelhed i billedet, som understreges af, at det er i sort-hvid. Oplevelsen af motivet havde været en ganske anden, hvis der havde været tale om et farvefoto. Det her er en leg med lys og skygge. En kontrolleret leg. Vidste du i øvrigt, at fotografi betyder ”lystegning”?

Når jeg sidder og kigger på billedet, kommer jeg til at tænke på, hvor mange fotofortællinger jeg egentlig præsenteres for hver dag uden sådan for alvor at tænke over det. Der er fotos overalt: Pressefotos, reklamefotos, portrætfotos, instruktionsfotos, kunstfotos, snapshots på sociale medier… you name it! Jeg modtager ligeså mange historier på billede som på skrift, hvis ikke flere. De fleste fotos passerer forbi nethinden og er hurtigt glemt, mens andre som for eksempel Andreas’ brænder sig fast og huskes. Dét kendetegner billeder taget af gode fotografer.

I den kommende tid er jeg i den lykkelige situation, at jeg skal administrere dette års version af konkurrencen Danmarks Unge Fototalent, som netop er skudt i gang og løber frem til 10. marts. Konkurrencen er for amatørfotografer mellem 15 og 25 år og en del af festivalen Fotodage Viborg, der finder sted 3.-26. maj 2019. Opgaven betyder, at jeg er den første, der ser alle de mange fotos, som fototalenter fra hele landet sender ind, og det er en sand fryd, fordi niveauet sædvanligvis er meget højt.

Jeg bliver præsenteret for en mangfoldighed af fotofortællinger inden for mange genrer, for konkurrencen har ikke noget tema. Jeg bliver inviteret med ind i landskaber og byrum, ser kreative portrætter af mennesker og kæledyr, kan gå på opdagelse i fantasifulde universer, præsenteres for hverdag på godt og ondt, kommer på besøg under fjerne himmelstrøg, se arkitektur og design på nye måder… ja, der er ikke det, jeg ikke får lov til at opleve, når jeg sidder på min pind og åbner mails med tilmeldinger.

Hvis du vil følge med i, hvad der sendes ind til konkurrencen, vil jeg anbefale dig at følge med på Fotodage Viborgs Facebook-side. Her uploader jeg med jævne mellemrum et udvalg af de fotos, som sendes ind i den kommende tid. Jeg garanterer, at det er et godt sted at søge tilflugt, når du har brug for at glemme alt om vinterens mørke og kulde og vil suges ind i inspirerende visuelle fortællinger.

Vinderen af dette års konkurrence afsløres i forbindelse med Fotodage Viborgs åbning 3. maj. Er du selv eller kender du et ungt fototalent, som bør deltage i konkurrencen, findes der mere information på fotodage.dk.

Tags