Når den indre detektiv får frit spil

Af Anonym (ikke efterprøvet)
17.08.18
Jeg bruger en stor del af min tid på at finde ting både på hjemmefronten og i særdeleshed på mit arbejde på Viborg Bibliotekerne.

Tingene, der skal findes, kan kategoriseres i tre grupper:

 1) Min søns yndlingsbamse, sut, futter og lignende – en sut kan gemme sig ret mange steder, har jeg opdaget

 2) Mine nøgler eller min telefon, som ofte er på lydløs, hvilket besværliggør processen en anelse, eller vigtige papirer, dem jeg har lagt så de er nemme at finde igen, når jeg skal bruge dem

 3) Bøger om alt mellem himmel og jord. Informationer om alt lige fra Roms historie til informationer om kostråd til diabetikere. Bare for at nævne nogle eksempler.

Gruppe ét og to kræver sjældent lang tid, men er bare irriterende ting, jeg skal vide hvor er. Især når jeg skal bruge dem. Det kan være min søn, der er utrøstelig uden yndlingsbamsen, nøgler og kørekort jeg ikke kan finde 5 min inden jeg skal ud af døren eller telefonmødet med et forsikringsselskab, og jeg har brug for forsikringspapirerne, der så pludselig er forsvundet fra jordens overflade. Heldigvis for disse ting, dukker de sædvanligvis op igen, enten efter en intens jagt, hvor alt i huset er endevendt eller af sig selv, når jeg har fundet en anden løsning eller helt har opgivet jagten.

Og så er der den tredje gruppe, den synes jeg personligt er den sjoveste af dem, for det er den gruppe, der har forbindelse til mit arbejde som bibliotekar. Jeg kan nå at finde mange ting i løbet af en 7-8 timers arbejdsdag alt afhængig af, om jeg er på Hovedbiblioteket i Viborg eller et af gymnasiebibliotekerne. Nogle af de ting, jeg bliver spurgt om hjælp til at finde, er fundet på få minutter, andre ting tager lidt længere tid og andre igen tager meget lang tid at finde.

De ting, der tager meget lang tid at finde, er dem, der kræver, at alle mine bibliotekariske kompetencer kommer i brug, og det synes, jeg er noget af det sjoveste ved mit arbejde. Jeg kan godt lide at få lov til at lege detektiv. For det er sådan, jeg ser en opgave, der ikke lige lader sig løse, men jeg ved, at der burde være et eller andet at finde på skrift om dette eller hint.

Følelsen af at lege detektiv slår ind hos mig, når jeg i mere end 5 min har forsøgt at finde et eller andet for en bruger, der bare ikke vil eller lige umiddelbart kan findes. Det kan være en udenlandsk artikel eller en bestemt bog, der kan være svær at skaffe eller et emne, hvor der ikke er skrevet ret meget på dansk.

Og hvis jeg nu ikke kan finde en bog eller en frit tilgængelig hjemmeside om et eller andet emne, så skal jeg til at huske hvilken en af Viborg Bibliotekernes mange e-ressourcer, eksempelvis Infomedia eller E-reolen, der kan tænkes at have det, jeg leder efter. Nogle gange skal der også tænkes ud af boksen, for at finde det, der bliver spurgt efter, i stil med ”hvad kan det ellers tænkes at hedde?”.

I langt de fleste tilfælde, lykkedes det mig heldigvis at finde en eller anden form for svar på jeres henvendelser – nogle gange kræver det bare lidt længere tid, end den tid, der er til rådighed, når I som brugere henvender jer til personalet på Hovedbiblioteket i Viborg eller ved én af vores filialer i kommunen. Det med at have ordentlig tid til at hjælpe jer brugere, der kommer med nogle af de svære, men for mig sjove henvendelser, er noget vi på Viborg Bibliotekerne gerne vil prioritere. Derfor lavede Viborg Bibliotekerne noget forårsoprydning før sommeren og bragte fornyet liv til den service, der hedder ”Book en bibliotekar”.

Konceptet med book en bibliotekar er, at I som bruger kan booke en ½time til hjælp og vejledning i informationssøgning. Det kan eksempelvis være hjælp til en studieopgave eller hjælp til at finde litteraturen på en udleveret litteraturliste fra en studiet. Det kan også være hjælp til at finde det helt rigtige, der har betydning for ens hobby, om det så er slægtsforskning eller undervisning i den lokale sportsforening.

Vi er cirka otte bibliotekarer, der skiftes til at have vagt på Book en bibliotekar. Derfor er det muligt at booke en tid med en bibliotekar alle hverdage fra kl. 14-18 på Viborg Hovedbibliotek (skolernes ferie undtaget). I kan se mere om ordningen eller booke en tid på dette link: www.viborgbib.dk/b1b.

Mine kollegaer og jeg, glæder os til at hjælpe jer godt i gang med jeres informationssøgning og at få lov til at lege detektiver i samarbejde med jer.