Morfar
En fredag efter arbejde en dejlig solbeskinnet dag i august skulle jeg ud og besøge ”Besserne” – de hedder vel egentlig Mormor og Morfar og har nok i virkeligheden rigtige navne, som de kalder hinanden, men for mig findes de slet og ret som en enhed ”Besserne”, et ord jeg kan udtale med oprigtig kærlighed i stemmen.
Nå, hvor var jeg, jo jeg var på vej ud til besserne i deres sommerhus. Jeg ankommer, og det er dejligt at træde ind i den der ”besser-verden” det sted hvor alt er som det plejer, og man igen er 8 år (det gør sagen med at køre bil en smule vanskelig, men det må ligge for nu). Morfar står på en stige, og er ved at save nogen træer ned med sin motorsav så naboen kan få en bedring af sin udsigt til fjorden. Så vi siger hej og dav og sådan og jeg går ind til mormor i sommerhuset, så han kan blive færdig med sit arbejde og komme ind og drikke kaffe med os.
Mormor og jeg falder straks ind i den der hyggesnakken, som man har med en mormor, da jeg pludselig ser min dejlige morfar komme vaklende hen imod døren med sin ene arm hængende mærkeligt ned langs med siden. Han kommer ind ad døren og siger Elly (det hedder mormor i den virkelige verden) den er helt gal.
Skjorten hænger i laser der er en masse blod og hans arm ser ikke særlig godt ud. Jeg springer hen og får fat i det første det bedste og binder det stramt om hans arm – et viskestykke, heldigvis ikke et af mormors bedste. Vi skal på skadestuen morfar, siger jeg, og han ser helt underlig ud… NU siger jeg. Jamen jeg kan da ikke komme på skadestuen og se sådan her ud, siger morfar, så jeg skal lige vaskes og have en anden skjorte på – Du skal FANDEN skal du, tror jeg at jeg siger, og så udveksler vi hidsige blikke (morfar brød sig ikke om banden) og efter lidt stirren griber han resolut i baglommen efter sin kam og giver sig til at frisere sig – Man kan altså bare ikke komme på skadestuen og ligne en der har været udsat for en ulykke, nej det der lægenoget det er en alvorlig ting!!!!!!!
Mormor bliver efter en mindre instruks i stand til at ringe til skadestuen mens jeg får morfar gelejdet ud i bilen – til min store tilfredsstillelse vandt jeg kampen om rene skjorter eller ej. Der er et pænt stykke fra sommerhusområdet og ind til skadestuen (ca. 40 km) og jeg jokker virkelig sømmet i bund, for det er jo min morfar, der sidder der ved siden af mig og ser så bleg ud, og jeg er helt ærligt ret bange for at det er galt for den gamle jas!!! Det viser sig så, at hans bleghed skyldes, at han synes at jeg kører aaalt for stærkt, men det finder jeg først ud af senere.
Morfar og jeg ankommer til skadestuen, og vi bliver fulgt ind til undersøgelsesrummet. Jeg vil blive ved morfar, for han skal hvert fald ikke ligge der og være kommet til skade helt alene!! Så jeg sidder og snakker med ham, og sørger for at hans hår ikke kommer i uorden mens han ligger og ser bleg ud på den der hvide briks. Sygeplejersken kommer og vasker såret, og jeg kigger da lidt derned på hans arm, og det ser helt ærligt ikke pænt ud. Et lidt over 20 cm langt gabende sår i armen, hvor man kan kigge ind og se ALT – jeg kigger så bare lige tilbage på morfar igen.
Så kommer der en masse lægestuderende ind og begynder at rode i morfars arm med en laang pincet, mens de snakker om en masse med sener og muskler og hinder og så videre. Jeg kigger lidt på hvad de laver – pludselig kan jeg mærke en hånd i nakken og hører en stemme sige: ”Du skal holde hovedet mellem benene” – synes godt nok, de pludselig var blevet vel mange derinde. Så desværre, jeg måtte forlade pladsen bleg og rystende – og morfar, ja han ikke så meget som sagde av!
Min elskede, seje, vidunderlige morfar er desværre ikke længere iblandt os – men jeg føler mig heldig og privilegeret over at have haft en fantastisk rask og rørig morfar, der kunne alt selvom han var godt oppe i årene, og det endda helt indtil det sidste. Sorgen over at miste et kært familiemedlem har været – og er fortsat, en hård proces at komme igennem. Jeg har fundet en del hjælp i bøger vi har på biblioteket og kan anbefale: