Mit liv som Bibliotekar i 42 år

Da jeg blev ansat ved Viborg Centralbibliotek i 1979, var det på mange måder et helt anderledes bibliotek end i dag. Faktisk er der kun to ting, der ikke har ændret sig: Adressen Vesterbrogade 15 og de gamle bøger i magasin!

Dengang var det et bibliotek med mindre plads. Børnebiblioteket var der, hvor der nu er Testlab, voksenafdelingen boede der, hvor børnebiblioteket er nu, og den nederste del af rummet (der hvor der nu er ungdomsbøger) blev brugt som læsesal. Reolerne stod meget tæt, og rummet var ikke særlig åbent og indbydende. Den største forskel er dog, at biblioteket var fuldstændig analogt. Ingen computere og intet internet.

Hver bog blev registreret i hånden

Tilbage i mine første år var der masser af udfordringer både for lånerne og for en nyuddannet bibliotekar som jeg. Heldigvis var der erfarne kolleger, som tit kunne regne ud, hvilken bog der blev spurgt efter, måske fordi der havde været ti andre, som havde spurgt efter den samme bog.

Bibliotekssystemet var analogt, og det bestod af et kortkartotek, som fyldte adskillige kvadratmeter. For yngre læsere må jeg lige forklare, at et kortkartotek var et stort skuffedarium med kartotekskort på alle bibliotekets bøger og andre materialer. Der var en alfabetisk del, hvor man kunne slå op på bøgernes titler og på forfatterens efternavn. Og så var der den systematiske del, hvor man kunne slå op på de dk5-numre, som bøgerne er sat op efter på hylderne.

Ligesom det var tilfældet for de første computere, som fyldte et helt rum, men ikke kunne mere end en lommeregner, var der samme problem med kortkartotekerne. Hvis man ikke kunne huske forfatterens efternavn eller begyndelsen af titlen, var søgemulighederne meget begrænsede.

Der fandtes en alfabetisk opslagsbog til det systematiske kartotek, men da det jo langtfra havde alle emneord med, skulle man kende logikken i dk5-systemet ved fx at tænke på et overordnet begreb eller et synonym, man kunne slå op.

Livet før Google

Erfaring havde man også brug for på læsesalsvagterne.  Google var ikke opfundet. I stedet havde vi metervis af leksika, ordbøger, kataloger og andre opslagsværker. Folk ringede fx for at få hjælp til deres Kryds & Tværs eller for at få tjekket en oplysning til afklaring om et væddemål. Det krævede sin bibliotekar at vide, hvilket opslagsværk man skulle gå til for nemmest og hurtigst at finde det korrekte svar på spørgsmålet.

Faggrænserne på biblioteket var meget skarpere end i dag, fordi bibliotekssøgninger var forbeholdt bibliotekarerne med uddannelse og erfaring. Det var ikke velset, at andre end bibliotekaruddannede tog sig af spørgsmål fra lånerne. Nogle gange havde det lidt groteske konsekvenser. Fx faldt der brænde ned, hvis en bogopsætter dristede sig til at finde en bog på hylden (som hun måske lige havde sat på plads). Eller hvis HK’eren, som læste krimier i sin fritid, tillod sig at foreslå en låner ”noget der ligner” inden for krimier.

Sådan er det heldigvis ikke længere. Vi svarer på, det vi kan uanset uddannelse, og hvis vi ikke kan hjælpe, henviser vi til en anden kollega, der kan. Udfordringen i dag er snarere at navigere i de enorme datamængder på nettet og sortere skidt fra kanel. Men det er en anden historie.

EDB: De første år med computer

Det var først midt i 1980’erne, at der begyndte at ske noget med IT eller EDB, som vi kaldte det dengang. På Biblioteksskolen havde jeg haft nogle få timer med EDB. Undervisningen handlede mest om det binære talsystem og havde meget lidt at gøre med virkeligheden ude på folkebibliotekerne. EDB kom hverken i brug, da jeg var i praktik, arbejdede som vikar i Vejle og Århus eller de første år i Viborg.

Vi fik de første computere i 1985 – tre stk. til hele biblioteket! I begyndelsen var der så heller ikke så meget, vi kunne bruge dem til. Lidt primitiv tekstbehandling og adgang til nogle få biblioteksdatabaser. Det var i første omgang en lettelse i arbejdet med fjernlån, som er de bøger, vi ikke selv har, men skaffer fra andre biblioteker. Det sparede os for gennembladring af den ene årgang efter den anden af papirkataloger over andre bibliotekers bogbestand for at finde ud af, fra hvilket bibliotek vi kunne bestille en given bog.

Jubel over ny digital samling

For at bibliotekets materialesamling kunne blive digital var første skridt at få registreret hele samlingen. Alle bøger, lydbøger, grammofonplader og andre materialer blev forsynet med stregkoder og lagt ind i bibliotekssystemet. Det tog lang tid, men da vi var færdige, var kortkartoteket fortid.

Ikke mere arbejde med at sætte kort på forfatter, titel og emne for hver eneste nye bog, sætte kortet korrekt på plads i kortkartoteket og dobbelttjekke om kortene stod rigtigt, inden de blev sat fast. For senere at tage kortene op igen, når det sidste eksemplar af bogen blev kasseret. Vi skulle sortere og tjekke kortenes placering, for hvis et kort stod forkert, var bogen jo ikke til at finde. Så, sikke en lykke det var at slippe for arbejdet med kortkartoteket og gå over til de digitale tider!

Senere blev også data om udlånsstatus tilgængelige. Det betød, at vi kunne se, om materialerne var udlånt eller hjemme. Ren luksus, det havde vi ikke haft mulighed for før. Slut med megen forgæves søgning på reolerne efter bøger, som var udlånt.

Springet til folkets bibliotek

Som nyansat spurgte jeg engang, om biblioteket ikke holdt arrangementer fx i form af forfatteraftener. Det vidste jeg, at man gjorde på andre folkebiblioteker. Svaret var, at det tog foreninger og oplysningsforbundet sig af. For øvrigt havde vi ikke plads. Det sidste var i hvert fald rigtigt. Det var før tilbygningen med glaspyramiden og Skakbrættet på Hovedbiblioteket i Viborg, og foredragssalen var dengang i brug som kontor.

Sidst i 1980’erne var der planer om en ny tilbygning, og i den anledning holdt vi en temadag om bibliotekets fremtid. Arrangementet foregik en meget kold vinterdag på Hald Hovedgård, som var utilstrækkeligt opvarmet. Her sad vi i grupper og brainstormede ideer til spændende, nye aktiviteter i de kommende forbedrede omgivelser. Udover kulden husker jeg konklusionen i den gruppe, som jeg selv deltog i:

Det kunne kun gå for langsomt med at få automatiseret flere arbejdsopgaver, så vi kunne få frigjort resurser til nye aktiviteter. Set i bakspejlet var det en meget fremsynet konklusion, for det var lige præcis, dét der skete.

Fra 1979 til nu

De oprindelige kerneopgaver har vi stadig: Udlån af materialer – nu tilbydes de også digitalt gennem eReolen. Har man brug for informationssøgning kan man benytte ”Biblioteksvagten” og ”Book en Bibliotekar”.

Men den helt store forskel på 1979 og nu er selvfølgelig de mange udstillinger og arrangementer, som biblioteker tilbyder i dag. En del er årligt tilbagevendende og har været det i mange år, som fx de populære skattejagter i skolernes efterårsferie og teaterforestillinger i Vinterferien. Andre store, årlige begivenheder er vores arbejde med Snapsting for børn og Borgvoldsøndage med koncerter i de smukke omgivelser.

Vi har haft store, spektakulære udstillinger. Jeg husker særligt installationen ”Boglabyrinten”, som fyldte hele skakbrættet i flere måneder! Vi har bogcafeer, forfatterforedrag og koncerter både i Viborg og på lokalbibliotekerne.

Dagens aktuelle tilbud ses i brochuren ”Bemærkedage”, på Facebook og på Viborg Bibliotekernes hjemmeside: viborgbib.dk/arrangementer. Desuden lægger biblioteket dagligt lokaler til mange andre aktiviteter, som frivillige står for: Netværkstedet, Studievalg og RepairCafé for bare at nævne nogle stykker.

Når jeg tænker på Viborg Bibliotekernes mange gode tilbud, er det næsten en skam, at jeg ikke selv kommer til at gøre brug af dem. Om kort tid slutter mit arbejdsliv, da jeg har valgt at på efterløn fra 1. marts. Så har jeg været ansat i 42 år - jeg ville jo gerne lige have 40-årsjubilæet med og lidt til.

Min mand og jeg flytter til Århus, hvor vi skal nyde vores otium sammen. Jeg håber, at bibliotekerne i Århus kan matche Viborg, men jeg er ikke sikker.