Min store beskidte kærlighed

Findes der noget mere tilfredsstillende end at falde i med mængden i en af verdens metropoler? At smelte sammen med mennesker fra hele kloden til én stor masse lige her og lige nu. Gerne på et historisk eller ikonisk sted. Sidde der på fortovscafeen i Paris med sin espresso eller i undergrundsbanen i London, som millioner af andre har gjort det før dette øjeblik, og som millioner af andre vil gøre det efter. Det er klaustrofobisk og beskidt med alle de mennesker, men for mig er det også berusende og befriende.

Historietime i byens gader

I sensommeren havde jeg fornøjelsen af at besøge Berlin igen. På jagt efter et supermarked tog jeg mig selv i at tænke ”Har Christiane F mon betrådt disse gader? Var hun på jagt efter næste fix eller bare på vej ud at handle på en tilfældig dag, som jeg er lige nu?”

Tidligere på året læste jeg bogen om Christiane F’s liv og kunne mærke berlinerviben summe helt ud gennem siderne. Det der slidte og grå, som vidner om en sønderbombet, historisk fortid. Selvom Christianes historie som narkoman og prostitueret ikke just er en historie om storbyens fornøjelser, gav den mig lyst til at opleve byen igen. I dag lurer den slidte grå fornemmelse lige under overfladen side om side med hippe caféer og solbeskinnede legepladser.

Berlin rummer selvsagt mange andre historier – her kan man om noget sted mærke det omtalte ’Historiens vingesus’. Det er som at gå på museum i byens gader, og en gåtur i regnvejr forvandler sig hurtigt til en historietime og tanker på vandretur: ”Lige her; under denne gade flygtede man fra øst til vest under Berlinmuren. Lige her døde nogle af dem, der tog sig friheden til at vælge et andet liv.”

Klimakrise og ulighed på første parket

Min yndlingsby er en kliché, den største og mest beskidte af dem alle: New York. Her kan man også lære meget i byens gader – første parket til lektioner i hotte emner som ulighed og klimakrise. Mens jeg går på en frostklar dag og nyder min varme Starbucks-kaffe får jeg øje på, at alle andre også har noget i hånden: Hundred- nej tusindvis af papkrus – alle med plastiklåg, undtaget dem de hjemløse samler deres mønter i, naturligvis.

En aften efter at have vandret New Yorks gader tynde tillod jeg mig at tage et karbad. Men som jeg lå der på et af byens største hoteller med mere end 1000 værelser, kom jeg til at tænke på, hvor meget varmt vand, der skulle til, hvis alle på hotellet ville unde sig selv denne luksus. Flere tusind liter rent, varmt vand på rimelig rene kroppe og bagefter lige ud i kloakken. Dag efter dag efter dag. Og det er bare ét af hotellerne. Og hvis så alle de mennesker skal ud og spise, og bare halvdelen af dem tager en taxa – og shit mand, de fleste skal vel med fly hjem, når deres ferie slutter. I storbyen kan vi se klimakrisen udspille sig lige nu og her ved at kigge på den menneskemængde, vi selv er en del af.

Så det beskidte ved mit forhold til storbyen er ikke, at jeg i det skjulte kan nyde en let duft af affald, fordi det for mig er duften af ferie, frihed og verdenshistorie. Det beskidte er, at jeg pludselig ser, at min største fornøjelse er en del af den store krise, der truer vores verden.