Min krokodille er bange for vand

Jeg vil næsten æde min gamle hat på, at hvis vi stillede 10 personer på række og bad dem om at tegne ”hund”, så ville vi få 10 forskellige tegninger. Alle tegninger ville formentlig vise et dyr med fire ben, en hale, to ører og en snude. Men de ville være vidt forskellige, hvad angår størrelse, farver og racelighed.

Skal jeg komme med et bud på, hvad min personlige tegning ville ligne, så er det tætteste bud, for jeg tegner som en brækket arm, at den vil ligne en golden retriever. En helt igennem god, rar, venlig og solid hund med et mildt og imødekommende sind. Det er mit indre billede af ”hund”.

Hvor kom hunden fra?

Hvordan det så er lykkedes mig at skaffe en tre kilo pjusket blanding af Papillon og Chihuahua til huse. Ja, det er mig indimellem en gåde. Det stemmer slet ikke overens med mit eget billede af hund. Faktisk har jeg aldrig rigtig brudt mig om små hunde. Ovenikøbet kan man ikke engang beskylde kræet for at være hverken mild eller imødekommende – snarere tværtimod.

For nogle år siden forbarmede jeg mig og tog en aldrende chihuahua til mig. Det lille kræ skulle have været aflivet, da ejeren pludselig døde. Den skæbne nænnede vi ikke for det stakkels dyr. Til min datters store sorg blev den desværre syg og døde efter et lille års tid. Hun havde knyttet sig ret tæt til den lidt gnavne, gamle og affældige hund. For at trøste det ellers utrøstelige barn lovede jeg hende i et svagt øjeblik, at hun nok skulle få en anden hund, og at hun helt selv måtte vælge…

Nogle gange er forældre også bare mennesker

Barnet forelskede sig inderligt i en lille hund, som vi besøgte, og det endte med, at vi tog den med hjem på prøveophold. Det viste sig, at det stakkels lille dyr mildest talt havde haft en elendig start på livet, og dens adfærd bar tydeligt præg af det. Den var rystende bange og usikker, tissede på gulvet hvis man sagde ”kom her lille ven”, og den krøb langs med væggen. Kom nogen ind ad døren, sprang den frådende af raseri i haserne på dem (den var bange).

Hvad gør man så, når man står med en opgave, man godt ved kommer til at kræve, at man smøger ærmerne op? Skulle vi aflevere hunden tilbage, velvidende at ejeren i så fald ville aflive den? Min datter insisterede grædende og hårdnakket på, at vi skulle beholde hunden, og jeg bøjede mig…

Igen, forældre er også bare mennesker. Af flere årsager mener jeg ikke, at man uden videre kasserer levende væsener, bare fordi de har fået et hak i psyken. Så vi åbnede armene, og vores familie tog det lille dyr til os. Vi var parate til at give hunden al den ro og tryghed, der skulle til, for at opveje det grimme den havde været igennem. Kræet blev på behørig vis døbt ”Perle” med min datter som gudmor og ”besserne” som faddere.

Perle er ikke politisk korrekt

Det viser sig, at navnet Perle i grunden er alt andet end politisk korrekt - heller ikke til en bette, pjusket hund. Dette erfarede jeg, da jeg stod med en rasende hund overfor et ældre syrisk ægtepar, som ville høre, hvad den bedårende lille hund hed. Jeg hakkede og stammede noget i det og viste med pegefingeren hen over halsen, at jeg mente perle som i perlehalskæde. Der var op til flere politisk ukorrekte elementer i den kommunikation, som jeg ikke er ret stolt af. Jeg krydser inderligt fingre for, at de to venlige mennesker ikke har været her længe nok til at have hørt om den uhensigtsmæssige brug af ordet ”Perle”. Af samme årsag kalder jeg heller ikke på hunden ved navn, når den er i haven. Vi bor lige ud til et havneområde, hvor der ofte opholder sig mange mennesker.

Perle får nyt navn

Heldigvis lå løsningen på navneproblemet lige for. Da Perle bed postbuddet i benet, var det klart, at hun måtte have et nyt navn. Deraf kom navnet ”Krokodillen”. Det passer helt perfekt til hende. Det lille utyske  har efterhånden bidt postbuddet og flere af vores gæster. Når vi går tur med hende, skal vi passe godt på, at hun ikke bider hverken dyr eller mennesker, selvom det er lidt svært at overbevise folk om, at den rent faktisk er farlig. Krokodillen har et temmelig urealistisk billede af sine fysiske evner, og jeg trøster mig med, at den nok ikke bider så hårdt, når den kun vejer tre kilo.

Man skulle tro, at når man er både hund og krokodille i én og samme lille krop, så er man vild med vand. Det bliver så et stort NEJ herfra! Jeg ville i sommers dele min store glæde for vand med Krokodillen og trak ivrigt af med den ud i fjorden. Dette resulterede i at det lille dyr satte alle fire ben solidt i sandet med forbavsende kraft, og strittede imod det bedste den kunne klare med sin tre kilo tunge krop, mens den kiggede bebrejdende op på mig.

Vi er nået langt med Krokodillen

Når alt dette er sagt, så er Krokodillen i bund og grund et meget trofast og kærligt dyr. Vi har arbejdet meget for at gøre hende tryg og genopbygge hendes tillid til mennesker igen, og vi er efter to år med en krokodille i huset kommet godt i mål. Lige bortset fra når der kommer gæster. Vi har endda haft succes med at lære hende flere sjove tricks.

Hvis du stiller mig op sammen med 10 mennesker og beder mig om at tegne min definition på ”hund”, så vil jeg stadig tegne noget, der ligner en golden retriever. Beder du mig derimod tegne min definition på ”krokodille”, så vil du nok opleve, at min tegning skiller sig mærkbart ud fra de andres - udover den åbenlyst dårlige tegnekvalitet. Så vil tegningen vise Perle. Vores egen lille krokodille.