Måske er campinglivet mit Mount Everest?

11.09.20
”Det var sjovt, det gør vi aldrig igen” sagde min mand, efter vi kom hjem fra camping. Man skal passe på med at tage store beslutninger, sidst på aftenen efter mere end et glas rødvin. Det meste virker som en god idé på det tidspunkt.

Det var, hvad der skete i forsommeren 2020, da vi havde naboerne ovre til middag og vi snakkede sommerferie. Vi havde hver især planlagt en uges ferie, men vi ville også gerne holde lidt ferie sammen, naboerne og os. De er seks, og vi er fem familiemedlemmer, så vi er jo en del, der skal have et sted af sove osv. Og så var det, at jeg kom på den idé, at vi skulle tage på camping!! I telt!! For pengene var jo afsat til den første ferie, og desuden var alle campingvogne, autocampere osv. udlejet. To overnatninger i telt – det lød eksotisk og overskueligt. Børn elsker den slags, det havde vi hørt og med syv børn tilsammen, så er det vigtigt.

Nu var der bare den detalje, at ingen af os havde telte. Og det viser sig, at de faktisk er temmelig kostbare, når de skal rumme mange mennesker og samtidig være regntætte. Her må jeg indrømme, at lige den kvalitet, du ved, det med det regntætte, det lød ret vigtigt for mig, uden at jeg skal gøre mig til nogen ekspert på det område.

Naboerne investerede i et lækkert stort telt, købt bæredygtigt af en anden familie. De nåede endda at lave prøveopsætning i haven og det hele. Vi var så heldige, at vi kunne låne et telt af nogle venner – det, syntes vi, var ret smart, for så kunne vi lige prøve det der campingliv ud, og så selv købe et, hvis vi blev bidt af det. Der var bare den detalje, at de selv skulle bruge det i ugen op til, men vi kunne sagtens nå at hente det inden, mente de. Det blev så samme morgen, som vi skulle afsted.

Og her vil jeg gerne give et lille tip videre … det er supermeget nemmere at sætte et telt op, når man er bekendt med slutresultatet. Det er faktisk ikke helt nemt at finde ind og udgang, og jeg skal give dig skal jeg, når det ligger på jorden, og det i øvrigt blæser en halv pelikan. Jeg er sikker på der var nogle af vores telt-naboer, der syntes det var god underholdning.

Men her er det skønt at være afsted med gode venner. Vi endte med at hjælpes ad med alle teltene og så gik det jo alligevel. (særligt når alle ungerne var godt underholdt af hinanden på legepladsen … og så havde vi også husket rødvinen).

Helt så ligetil var løsningen ikke, da vi kom til at indrette teltene og pakke bagagen ud. For første gang i familiens historie, havde naboerne glemt nøglen til tagboksen, hvor alle deres liggeunderlag lå. Min datter på 9 spurgte, meget hjælpsomt og innovativt, om ikke nogen havde en hårnål, det havde hun hørt kunne låse hvad som helst op. Det løste ikke problemet, lad os bare sige det på den måde.

Den eneste løsning var at køre hjem efter den – halvanden time frem og tilbage. Der var ikke noget at gøre ved det. Imens blev resten pakket ud, og planen om at grille, på den medbragte gasgrill den første aften udskudt til næste dag. I stedet bestilte vi pizzaer til hele banden, og det blev vel modtaget.

Den første nat var tør, men blæsende, så de uerfarne campister fik en noget urolig nat. Det larmer virkelig meget, når teltdugen smælder. Derudover, så er der jo langt op til toilethuset og jeg plejer faktisk ikke at skulle op om natten og tisse, men når nu man konstant bliver vækket af vinden, er bange for at vække ungerne OG ikke orker den lange tur i pyjamas … ja så skulle jeg pludselig tisse, det er klart.

Børnene sov som små engle og var friske næste morgen – de fire forældre var noget trætte at se til. Men vi vågnede op til solskin og vindstille, så det var dejligt. Mere nedslående var det dog at tjekke vejrudsigten (tro mig, vi tjekkede dem alle) – der lovede de regn fra kl. 16 og helt ind til næste dag kl. 12, hvor vi jo skulle hjem igen.

Så de voksne kiggede trætte på hinanden og lagde en ny plan; vi kørte en tur til dejlige Lønstrup, købte is, nød det skønne vejr og samværet. Og så susede vi tilbage til teltene, om kap med skyerne ... pakke sammen i rekordfart - de mørke skyer og truslen om snarlig regn og våd teltdug, sætter i den grad samarbejdsøvelserne på prøve - og så hjem og sove i egne senge (nær vores eget toilet).

Så klokken 16 havde vi pakket: To tomandstelte, et firemandstelt, et seksmandstelt, en gasgrill, et havebord, 11 stole, et mini-køleskab, service, drikkevare, madvarer, trækvogn, parasol, hynder, luftmadrasser, soveposer, kufferter, vaskebaljer, håndklæder, badetøj, sovedyr, campinglamper … osv. Det hele kunne være i en Renault Espace, en VW Transporter, en trailer og en tagboks.

Da vi, efter en tur på Burger King, sad hjemme hos naboerne med et glas rødvin og evaluerede på turen – blev min naboveninde og jeg enige om, på trods af et noget udfordrende første forsøg, at næste gang bliver det i shelter, så kan vi lave bål og slippe for teltene.

Vores mænd kiggede trætte på os, og vi fornemmede, at vi lige venter med den idé til næste år!

Men helt opgivet har vi ikke.

Skibonitten Rasmus Kragh lykkedes i tredje forsøg med at bestige Mount Everest, som den første dansker, uden ilt.

Han har skrevet en bog om de fire år det tog ham fra idé, til han nåede toppen i tredje forsøg. Bogen hedder ’Egotrip’ og er udkommet.

Onsdag den 30/9 – 2020 er vi så heldige, at han kommer til Stoholm Fritids- og Kulturcenter og fortæller om sine oplevelser og giver inspiration og motivation til at bestige det bjerg, du selv har foran dig.

Det behøver jo ikke lige at være Mount Everest.

Måske er det camping der er mit bjerg. Det lykkedes mig ikke at nyde det i første forsøg, men jeg har heldigvis to forsøg mere.

Du kan læse mere om arrangementet og bestille billet her