Må vi være toppen af din kransekage?

Af Anonym (ikke efterprøvet)
06.01.23
Må jeg i, al beskedenhed, give dig et tilbud, du ikke kan afslå? Må jeg give dig en redningskrans i form af selvhjælp? Har du ikke brug for den, er det naturligvis helt okay, men er du ikke bare en smule nysgerrig nu?

Vi på Viborg Bibliotekerne vil gerne være med til at give dig et åndehul i hverdagen. Et åndehul, hvor du kan lukke hverdagen ude og trække stikket for en stund. Et åndehul, hvor der er plads til grin, smil, gode snakke, tanker og ideer og ej at forglemme, fællesskaber. På Viborg Bibliotekerne vil vi gøre alt, vi kan, for at bidrage til, at dit 2023 får det lille ekstra, som vi alle har brug for.

Vi har virkelig lagt os i selen for at give dig et fuldstændig fantastisk program for det første halve år af 2023.

Bemærkedage kan du se lige her

- eller kom ned på biblioteket og hent dit helt eget eksemplar.

På årets sidste dag slog rådhusklokkerne deres slag som farvel til 2022, og et nyt år begyndte.

Det blev et farvel til et år med mange udfordringer, ubekendte faktorer, usikkerhed og tvivl. Men også et år, hvor håbet tittede frem blandt de ellers noget mørke skyer. Håb for fremtiden, for menneskeheden og jorden.
For er der noget de sidste to år har vist os, så er det, at står vi sammen, så får vi lyset til at vinde frem igen.

Når fodfæstet ryger

Det kan være svært at se tilbage på 2022 med de mest positive briller. Både når vi kigger rundt i verden, og når vi runder vores eget lille hjørne. Herhjemme, i vores ellers ret så privilegerede land, kan vores kriser og problemer i et større perspektiv synes som bagateller. Men når vi mister fodfæstet og på nogle områder kan spejle os en smule i en verden, som vi ellers kun ser gennem en skærm, rammer virkeligheden for alvor. Det er svært, når nogen mister alt, familier bliver revet op med rode, og livet slår kolbøtter. Og det er lige meget i hvor stor eller lille grad. Men det er netop i sådanne situationer, at vi rykker sammen i bussen. Derfor ser jeg også tilbage på både 2022 og de forgangne år med en vis optimisme. For de seneste år har lært os, at når fundamentet slår revner, så står vi sammen, rækker ud, åbner døre og hjælper, hvor vi kan.

Håb og lys

Mit ønske for 2023 er, at vi sammen ser fremad og bliver ved med at hjælpe dem, der har det ekstra svært. Støtter op og rækker hånden frem. Bidrager med hvad vi hver især kan. Både herhjemme og ude i verden. For er der noget vi til stadighed har brug for, er det at stå sammen, bevare håbet og blive ved med at smile til hinanden. Blive ved med at skabe positive sommerfugleeffekter, der spreder ringe i vandet.
Men vi er også nødt til at huske os selv på, at vi hver især har ansvaret for at skabe os det lysegrønne håb for fremtiden, som vi alle har så meget brug for. Skabe det 2023, som vi ønsker.
Og eftersom ingen ved, hvad 2023 byder, er vi nødt til at bero os på Carpe Diem og alle de andre fantastiske floskler og tage tyren ved hornene. Nu får jeg nærmest fremtiden til at lyde som en ren overlevelsesstrategi, og det er det vel i og for sig også. Hjælp til selvhjælp må være kodeordet. For hvordan gør du dit 2023 til et dejligt år?

Et åndehul i hverdagen

Vi har virkelig lagt os i selen for at give dig et fuldstændig fantastisk program for det første halve år af 2023. Og der er en god blanding af arrangementer med fri entré og mod betaling. Du kan både finde begivenhederne online eller komme forbi og hente et fysisk eksemplar af vores Bemærkedagekatalog.

Husk også løbende at holde øje med arrangementer, som ikke allerede står i Bemærkedage. Vi finder hele tiden på nye, sjove, spændende og højst aktuelle arrangementer og tiltag.

Vi håber, at vi må få lov til at være toppen på din kransekage helt til næste år.

Vi glæder os til at se dig på biblioteket.

Må dit 2023 blive lyst og lykkebringende.

Godt NYT år