Litteraturen bliver min redning

Ganske vist kan vi tage en tur ud i skoven og gå og nyde naturens nyudklækkede grønne skønhed, men det er på afstand af andre mennesker, hvilket hos mig skaber en længsel efter menneskelig, umiddelbar kontakt. Paradoksalt nok, har jeg dog aldrig følt mig så forbundet til mine medmennesker som i denne sære tid.

Det er sikkert hjulpet godt på vej af fællessang i tv med søde Phillip Faber, af al den omtale om samfundssind mange danskere udviser, og når vi går en stor bue udenom hinanden på gader og stræder suppleret med et indforstået smil. For vi passer på hinanden. Vi vil det samme, vi kæmper for den samme sag – at komme nogenlunde helskindet gennem denne krise sammen, hver for sig. Vi vil hinanden det grundlæggende godt. Det får jeg i hvert fald en stærk følelse af i disse dage.

Det forsømte forårs redning

Men savnet om en normal hverdag syder stadig i mit indre og vækker nogle gange en udefinerbar uro eller rastløshed inde i mig næret af bekymring omkring den uvisse corona-fremtid. Hvordan kommer man den til livs? Og er det overhovedet muligt? Jeg tror ikke, at vi kan undgå frygten fuldstændig, men den kan lindres gennem læsning af litteratur, er i hvert fald min erfaring. Jeg har altid i svære tider tyet til litteratur og fundet lindring, hjælp, udfrielse og udflugt. Men jeg har aldrig mærket litteraturens svalende virkning så tydeligt, som nu hvor en krise nager eksistensen med en verdensomspændende pandemi.

Jeg har, uden at forlade min lille, 1-værelses lejlighed i Aarhus, været på en del litterære rejser, siden Danmark lukkede ned i midten af marts. Jeg har været i et fjernt og varmt land som Kurdistan, og jeg har været fluen på væggen til et voldsomt forstemmende kulturchok, hvad angår behandlingen af kvinder i det muslimske samfund.

Jeg har været på en tidsrejse tilbage til midten af 1600-tallets Danmark, hvor Christian d. 4.’s datter Leonora Christina Ulfeldt sad indespærret i Blåtårn for landsforræderi - tårnet er for længst pulveriseret, men jeg følte mig alligevel som hendes fængselskammerat. Jeg har bevæget mig ind i menneskesindets mørke og krogede irgange, hvor fragmenterede bevidstheder og leg mellem virkelighed og fantasi har gjort mig en anelse forvirret, men også bidraget med en værdifuld indsigt.

Litterær rejsegaranti

Disse tre bøger, som jeg kort har introduceret - Dødevaskeren af Sara Omar, den grafiske roman Jammers Minde af Allan van Hansen og Det hudfarvede øde af Kristín Eiríksdóttir - har været mine små pusterum og decideret mentale redninger i denne krisetid. Jeg har gennem disse tre værker mødt mennesker, nu jeg ikke har haft mulighed for at møde særlig mange mennesker i virkeligheden, og det har givet mig et indgående kendskab til fjerne, anderledes verdener end min egen lilleput verden hjemme i lænestolen.

Derved har jeg fået erstattet dét, som jeg går glip af i mit forsømte forår med nogle helt igennem fantastiske læseoplevelser, hvor jeg har følt mig forbundet med nogen eller noget. De tre bøger vil altid have en helt særlig plads og fylde mig med taknemmelighed for deres evne til tankeflugt og evne til at minde mig om, at der på trods af begrænset udgang og besøg hersker et mangfoldigt og broget menneskehav, som jeg glæder mig til igen at træde ud i, når Corona-stormen aftager.

Tak til forfatterne og deres bøger for ikke at lade os i stikken i en svær tid!

Klummen er skrevet af:

Sidsel Witt Friborg