Læsning fordi det får dig til at…

26.08.19
Måske du er én af dem som først har sommerferie i august, og nu vil fordybe dig med en bog. Måske du er den store læsehest.

Eller også har du bare lyst til at læse en god bog fordi:

  • du gerne vil slappe af og have ro til fordybelse
  • det får dig til at tænke over dig selv og din hverdag
  • du har mulighed for at reflektere og sætte dit liv i perspektiv
  • har fået anbefalet en god bog
  • du gerne vil diskutere en bog med dine venner, der har læst den samme bog

Mulighederne er mange, men fælles for dem alle er, at de gør noget ved én, hvad enten det er fysisk, psykisk eller socialt. Uanset med hvilket formål eller begrundelse du læser, kommer her nogle bøger, som spænder fra letlæste til mere dybe bøger.

”Lykkelige mennesker læser og drikker kaffe” af Agnés Martin-Lugand

Denne er en feel-good bog, som jeg kan anbefale. Den er enkel og let at læse, og den ene side tager den næste. Så hvis du trænger til at læne dig tilbage og slå hjernen fra, kan du roligt tage denne bog under armen.

Bogen handler om Diane, som er gift med Colin, og sammen har de datteren Clara. Desværre bliver Colin og Clara dræbt i en bilulykke, og bogen forsøger nu at beskrive, hvordan Diane håndterer tabet af dem. Vi følger i bogen hendes kamp for at finde sig selv og hendes plads i en verden uden manden og datteren. For hvem er hun uden dem? Det bringer hende til Irland, hvor hun forsøger at bearbejde sorgen. I mødet med Irland møder hun naboen Edward, og ægteparret Abby og Jack, som hun lejer huset af. Og mon ikke mødet med disse personer i Irland vil ændre hendes tilværelse?

Der findes en efterfølger - ”Livet er let, bare rolig”, og denne var mindst lige så god som den første. Igen strøg jeg bare lige igennem bogen. Jeg er dog ærgerlig over, at der ikke er en treer. Jeg havde overbevist mig selv om, at jeg skulle i gang med treeren, så jeg sprang hen til computeren og ville søge den frem på bibliotekets hjemmeside. Var jeg så heldig, at jeg kunne hente den på Houlkær Bibliotek? Men jeg blev skuffet – for treeren er slet ikke udkommet endnu, mens jeg skriver denne klumme. Men mon ikke der kommer en bog mere fra forfatteren. Slutningen kunne i hvert fald tyde på det.  

”Under mælkevejens stjerner” af Camilla Davidsson

Denne bog handler ligesom ovenstående bog om at genfinde sig selv. Igen er det en letlæst bog, som du kan tage med i hånden. Og der er hele fire bøger i serien, som du kan nyde hen over sommeren.

Bogen her handler om Emma, som er en travl karriekvinde. Emma bor i Stockholm og har et velanset job som marketingsansvarlig. Hun begynder dog at få stress på arbejdet. Samtidig indleder hun et forhold til Eric, som bor i London. Forholdet med Eric er dog ikke problemfrit. Emma beslutter, at hun må gøre noget for at komme ud af den suppedas, hun er havnet i. Hun bestemmer sig for at tage på pilgrimsvandring på Caminoen i Spanien – noget som ligger meget fjernt fra hendes normale hverdag og levestil. Vandringen giver hende mulighed for at gentænke de valg, hun har taget i livet og for at genfinde sig selv og finde roen, som hun længes efter.

Bogen giver fine beskrivelser af vandringen på Caminoen, og der er ingen tvivl om, at forfatteren selv har prøvet at gå Caminoen. Bogen gør meget ud af at skildre den indre rejse, som Emma gennemlever, men bogen beskriver også de fællesskaber, der opstår undervejs på vandringen. Jeg kan allerede nu afsløre, at hovedpersonen igen besøger Caminoen i den fjerde bog.

Bliver du nysgerrig omkring at vandre på Caminoen, kommer der et ”Viden i Hverdagen" foredrag på Hovedbiblioteket i Viborg den 12. september kl. 19.00 ”På Caminotur med familiens yngste”. Foredraget er med journalist Laura Uldahl Aggernæs og musiker Peter Uldahl Aggernæs, som har vandret 435 kilometer på Caminoen med deres to børn på under tre år.

”Oplyst” af Tara Westover

Denne bog er i en helt anden boldgade. Den er mere dyb og kræver mere af én. Nogle sætninger læste jeg flere gange, og jeg må bare konkludere, at det var genialt skrevet, og at der var så meget mening i den enkelte sætning.

Bogen handler om Tara og hendes seks søskende. Familien er stærkt troende mormoner og har et meget anstrengt forhold til det offentlige. Især faderen anser det offentlige som en fjende, som vil være altødelæggende. Staten og alt det offentlige er satans magt og fadderen er overbevist om, at dommedagen ”Vederstyggelighedens Dag” er lige rundt om hjørnet. Børnene kommer som følge af farens overbevisning ikke i kontakt med skolesystemet og sundhedsvæsnet i deres opvækst, men må i stedet bruge de vågne timer på faderens skrotplads med livet som indsats.

Bogen giver et indblik i faderens terroriserende måde at opdrage på, både psykisk og fysisk. Et af de midler, han bruger, er religionen. Beslutningerne i familien bliver taget med udgangspunkt i Biblen.

Tara forsøger at bryde med familiens opfattelse af verden og danne en selvstændig opfattelse af, hvordan samfundet ser ud. Vi følger hendes kamp for at bryde med familiens bånd og danne et nyt verdensbillede. Hendes kamp for at blive en del af samfundet og blive et oplyst menneske med egne forestillinger af, hvordan verden ser ud.

Jeg kan stadig mærke, hvordan det løber mig koldt ned ad ryggen, når jeg tænker på Tara og hendes familie. Og at det er virkelige hændelser, er endnu mere skræmmende. Det er læsning, som kommer ind under huden på dig.

Bogen giver stof til eftertanke og behandler emner som tro og fanatisme, loyalitet til familien, men også hvordan viden eller mangel på samme kan have enorme konsekvenser og være med til at forme ens livsanskuelse.

Bogen viser på fornemmeste vis, hvordan viden kan være bestemmende for, hvordan verden opleves. Mens jeg sidder og skriver denne klumme, kommer jeg til at tænke på, hvor heldig jeg er at arbejde på Viborg Bibliotekerne, og have adgang til uanede mænger af information. Viden som er tilgængelig for alle – viden fra bøger, foredrag, digitale medier og fællesskaber. Uanset hvorfra du får din viden er den med til at berige én og med til at skabe billedet af, hvordan verdenen og samfundet ser ud.

Øvrige bøger som har givet mig en god oplevelse og noget at reflektere over:

”Det store i det små” af Jodi Picoult

Den Røde Adressebog” af Sofia Lundberg

”En dag vil vi grine af det” af Thomas Korsgaard

”Urmagerens datter” af Kate Morton

”Folkets Skønhed” af Merete Pryds Helle

Materialer