Julen er traditionernes fest
Ikke specielt. Men tilsæt så et julet soundtrack, sne og kække karakterer, og du har en juleklassiker vi ser igen og igen. Siden 1990(!) har vi grint og klasket os på lårene til Alene Hjemme og siger replikkerne nærmest før skuespillerne gør. For julen er traditionernes fest. Var det noget med et glas müsli i varm rødvin serveret udenfor i to graders ”varme”?
Traditionen tro…
I min familie, pynter vi juletræ den 23. december, imens vi hører den samme jule-cd som sidste år, forrige år, året før det etc. CD’en er en blanding af danske og udenlandske julesange, dog alle fortolket af andre kunstnere. Jeg var et godt stykke op i teenageårene, før det gik op for mig, at det altså ikke er bandet Diskofil der har lavet ”Til julebal i nisseland”. CD’en var med et blad for mange år siden, men nu er det tradition og der er dælme ikke nogen, der skal prøve at sætte noget andet musik på.
Traditionen tro, lever håbet om den store gevinst på skrabekalenderen igennem hele december. Traditionen tro vinder vi ikke millionen, men måske en 50’er som vi kan veksle til en ny kalender, vi heller ikke vinder på. Men det kunne jo have været os! Vi prøver igen næste år.
Traditionen tro, er dilemmaet mellem julegudstjeneste og Disneys Juleshow et af de svære. Vil jeg helst synge med på ”Et barn er født i Betlehem” eller ”Når du ser et stjerneskud”. For gud forbyde, at vi går i kirke en anden dag eller ser Pinocchio en almindelig eftermiddag. Det er jo i julen det er særligt. Der er det tradition!
Til julemiddagen får vi både and og flæskesteg; så er alle glade, ingen behøver træffe det svære til-/fravalg. Med årene har det vegetariske og veganske sneget sig på menuen. En tradition, nej, det kræver mere anciennitet. Men der er potentiale.
Traditionen tro, slutter vi juletræsdansen af med at løbe rundt i hele huset og synge ”nu’ det jul igen”, for så at blive sure, men ikke ægte sure, når den forreste løber pludselig hiver flokken ud af terrassedøren og rundt på det fugtige græs i haven. Nu får vi jo våde strømper!
Traditionen tro, spiser vi småkager og juleslik efter gaveåbningen den 24. Juleslik som ingen rigtigt kan lide, eller på nogen måde har appetit til, men det er jo jul, så der skal gelévingummier med det åbenlyse navn flæsk på fadet. Og marcipankonfekt; hvis vi er heldige, er der nogle børn der har lavet det i starten af december og virkelig gjort sig umage med at mase marcipan og nougat godt sammen.
Traditionen tro, har vi grinet til filmen om barnet, der glemmes alene hjemme, og trues på livet af voksne kriminelle. Vi har citeret replikkerne og griner nærmest allerede før strygejernet falder ned og rammer den ene kriminelle lige i ansigtet. Heldigvis er det jul, så ingen dør på stedet af hårde slag, fald eller stød, og ingen traumatiseres af markante svigt og gentagende tilsvininger.
Elskede traditioner og en varm hilsen
Det kan komme til at lyde som om, jeg har et horn i siden på traditionerne. Det har jeg faktisk ikke. Tværtimod. Traditioner er den genkendelighed, der sætter blus under forventningens glæde. Vi ved, hvad der skal ske. Alligevel er julen evigt højtidelig og magisk. Jeg holder meget af julen, og om du gør det samme eller ej, skal der lyde den varmeste hilsen herfra. Jeg håber du vinder den store gevinst på skrabejulekalenderen og går et fantastisk 2022 i møde. Vi ses på Viborg Bibliotekerne i det nye år. Rigtig glædelig jul.
… Og så lige et lille citat at skrive sig bag øret, fra den julefilm jeg har set med min lillebror de sidste 21 år:
Julen handler ikke om dyre gaver, konfekt eller silkepapir. Den handler om de hjerter vi glæder, og den kærlighed vi giver.