Islandske sommergys

26.08.22
Med en gennemsnitstemperatur på kun 11 grader i juli måned virker Island måske ikke som den mest oplagte SOMMER-feriedestination.

Vi kiggede da også lige en ekstra gang på hinanden, gemalen og jeg, da vi trykkede på send-knappen og bookede dette års sommerferie – til netop Island.

Og efter en uges rundrejse i det sydvestlige Island og Reykjavik er konklusionen, at Island til fulde lever op til sit rygte. Både i forhold til storslåede, fascinerende og barske naturscenarier og -fænomener samt en hyggelig hovedstad – og i forhold til vejret. En uge med skiftevis regn, blæst og sol og temperaturer mellem 10 og 15 grader sætter det danske sommervejr i et lidt anderledes perspektiv. Det var helt dejligt at komme hjem til så høje temperaturer som 18-20 grader, som der var, da vi kom hjem.

Vi oplevede heldigvis kun en enkelt dag med virkelig dårligt vejr – dvs. silende regn hele dagen med en enkelt times opklaring. Det var tilfældigvis også den dag, vi havde planlagt feriens længste køretur, nemlig i alt 500 km frem og tilbage til et af Islands berømte vandfald Svartifoss og Europas største gletsjer Vatnajøkul. Inden vi nåede frem, måtte vi holde ind et sted og købe regnbukser. De var ikke med i bagagen, men var absolut uundværlige lige den ene dag, hvis vi skulle bevæge os ud af bilen. Og det skulle vi, både for at komme til vandfaldet og til gletsjeren.

Med regnen fulgte også en ret lav sigtbarhed, så vi kunne nærmest ikke se alt det smukke, vi formentlig kørte igennem. Og gletsjeren? Ja, den fortonede sig mere eller mindre i regndisen, men vi så da en spids af den og fik også taget de obligatoriske turistfotos.

Alt i alt var Island en kæmpe oplevelse, som vi slet ikke blev færdige med. Vi tager meget gerne turen derop igen for at køre hele øen rundt, men så skal der vist mere end en uge til, da det er lange strækninger og en ikke alle steder imponerende vejbelægning.

Islandsk litteratur

Så er der den islandske litteratur, som er et kapitel for sig. Måske skyldes det min bibliotekariske hjernehalvdel, at jeg i de seneste måneder inden afrejsen kastede mig over islandske romaner og krimier som en slags forberedelse til rejsen. Jeg har før forsøgt mig med det islandske, men er aldrig sådan rigtigt blevet fanget af noget – med få undtagelser. Heller ikke de vidt berømte og i verdenslitteraturen højt besungne islandske sagaer har formået at fænge hos mig.

Hovedindtrykket efter de seneste måneders læsning er da også stadig, at Island må være en nation befolket af fyldebøtter, slagsbrødre, horekarle, stridbare kvinder, halvkriminelle og overtroiske gamlinge – og mange af personerne er plaget af et tungsind, som også gennemsyrer fortællingerne. Det skal retfærdigvis siges, at der også forekommer en del humor, hvis man ellers kan abstrahere fra tungsindigheden.

Men som nævnt er jeg stødt på undtagelser og min nye islandske favorit er denne her krimiserie, som jeg faldt over lige inden ferien:

Ragnar Jonassons bøger om kriminalkommissær Hulda Hermannsdottir er en barsk og hårrejsende grum krimiserie, som er fortalt i omvendt kronologisk rækkefølge. ”Mørket” er første bind i serien og her møder vi Hulda fra Reykjavik Politi, som (ufrivilligt) er på vej på pension, men som lige skal nå at opklare en sidste sag. Det er virkelig spændende læsning og med en overraskende og ganske uforudsigelig slutning. I de to næste bind, ”Øen” og ”Tågen” bevæger vi os baglæns gennem Huldas liv og politikarriere – og det er lige så spændende.
Første bind blev slugt, mens vi var i Island og de to sidste efter hjemkomsten. På omslaget af ”Mørket” står der, at den er på The Times liste over de 100 bedste krimier i verden siden 1945 – i sig selv en fin anbefaling.

Trænger du til gys og kulderystelser i sensommervarmen, så leverer denne serie altså begge dele på glimrende vis. Det har bestemt ikke gjort læseoplevelsen ringere, at jeg selv har været på nogle af stederne. Jeg får også lyst til at besøge steder deroppe, vi ikke nåede, dog helst ikke lige midt i en snestorm, som den der hærger i bind 3.