Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget

”Det bliver dyrt”, siger min far flere gange, mens vi snakker om Danmarks måske kommende bilpark. Min far er civiløkonom. En stor del af livet har han jongleret med budgetter og gloet på uendelige rækker af tal og regnskaber. Det med økonomien er hans metier.

Giv os naturen tilbage

Senere falder snakken på det program, vi begge ser i tv’et. ’Giv os naturen tilbage’ som vises onsdag aften kl. 20 på DR1. Programmet handler om Hjørring Kommunes forsøg på at skabe flere levesteder for sommerfugle og insekter. Som nordjyde er det ikke mindre end fantastisk at høre vendelbomålet folde sig ud i allerbedste sendetid. ”Jeg gør også min have mere vild til gavn for insekterne og for at øge biodiversiteten”, fortæller min far nu med entusiasme og glæde i stemmen. Samtalen skifter stemning på et splitsekund fra bekymring til begejstring. Jeg tror, at min far er et godt billede på de tanker mange mennesker går rundt med. At det med CO2-reduktion, biodiversitet og en grøn omstilling af hele kloden kan virke så komplekst, at det føles aldeles uoverskueligt. Men samtidig er der også et ønske, måske endda et behov, for at handle med det, man nu engang kan handle med og om at gøre en lillebitte forskel i hverdagen.

Ingen kan gøre alt

Lidt efter vælter ungerne hjem fra skole og alt snak om biodiversitet og el-biler fortoner sig. Mens æblekagen forsvinder som dug for septembersolen, og ungerne kværner løs om ugens lektier, badmintontræning og hende den nye dansklærer, som er helt fantastisk, tænker jeg i mit stille sind, at ingen kan gøre alt, men alle kan vel gøre noget …

God tips fra kolleger

Dagen efter spørger jeg nysgerrigt mine gode kolleger på kontoret, om deres tips til en mere grøn hverdag. Min kollega Anette Koue fortæller, at hun endelig har forsonet sig med sit ukrudt. ”I årevis har jeg haft en ambition om, at familiens græsplæne skulle være kontrolleret og med snorlige kanter. År efter år har jeg kæmpet mod ukrudt og mos. Jeg indrømmer, at jeg har ført kemisk krig. I skjul for hækken har jeg lusket rundt med gift for at få bugt med mælkebøtterne. Men så hørte jeg Katrine Turner fortælle om ’Naturen i din have’, en folder som Viborg Kommune har lavet. Den handler om, hvordan vi haveejere kan gøre noget godt for både planter og dyr. Derfor har jeg indstillet den kemiske krigsførelse, der er kommet en kvasbunke, der er gang i komposten, visne blade bliver liggende, det samme gør den døde solsort og der er både mos og ukrudt i plænen.”

Lad skidtet gro

Den kemiske krigsførelse går igen hos min kollega Anne-Mette Myrhøj, som fortæller denne historie: ”Jeg gik forbi en parcelhushave forleden dag. Der så jeg en mand, som med et snuptag tog en mælkebøtte op af plænen. Bagefter sprayede han med Roundup i jordhullet for ligesom at sikre, at der i hvert fald aldrig mere kom noget op af det stykke jord igen. Roundup indeholder glyphosat, som siver ned i grundvandet. Det skader arveanlæggene i menneskets celler. I stedet for at bruge Roundup, kunne man måske bare lade mælkebøtterne stå. Nu ved jeg godt, at der er nogle der helst vil have en plæne med golfbane-looket. Men tro mig – man bliver hurtigt glad for alt det liv, det bringer med sig. Så lad plæneklipperen hvile sig i skuret og lad græsset gro. Lad være med at luge og lad de visne blade blive liggende. Naturen vil elske dig for det!”

Naturen som spisekammer

Anna-Gro Kudsk Gaubæk foreslår, at man bare spiser sig gennem naturens muligheder. ”Ved at bruge naturens spisekammer har man næsten ikke brug for et supermarked. Og ja, jeg sagde næsten. Men der en masse planter, der kan indgå i maden. Hybenroseblade fra stranden kan bruges til te, granskud fra skoven kan give smag til hjemmelavet sirup, brændenælder og ramsløg kan laves til pesto til aftenens pastaret. Mælkebøtter, bøgeblade og skvalderkål kan give salaten et friskt boost. Det er både sjovt og farverigt for børn og voksne at gøre det på den grønne måde”, fortæller hun.

Arvegods og genbrugsguld

Dagens sidste grønne tip kommer fra Lone Korsholm-Madsens stol. Hun fortæller: ”For to år siden flyttede vi til en gammel landejendom med mere end dobbelt så meget plads med et meget skrabet møbelbudget. Jeg opdagede, at brugte møbler hitter på salgsplatformene. Vi fartede landsdelen rundt efter hundrede år gamle spisestuemøbler, køkkenslagbænke, tallerkenrækker, skænke og kommoder. Det har (næsten) alt sammen været gode handler og genbrugsguldet har fået plads i det gamle stuehus. Mit seneste scoop er en lænestol fra 1970’erne, som er designet til plejehjemspatienter – Du kan sidde og tisse i den helt uden det gør noget, som sælger fortalte mig. For damer som jeg (50+) er det ikke en uvæsentlig pointe! Da vi flyttede, opdagede vi også glæden ved arvemøbler. Vi blev glade modtagere af møbler fra min mormors barndomshjem i Vestjylland. Nu har vi bl.a. køkkenbænken, som min mormor spiste sin davre ved for over hundrede år siden. Sømmet, som hendes bror engang kom for vare at få hamret i ryglænet, mens ingen så det, sidder der stadig. Min hverdag er indrammet af møbler fulde af fortællinger, og det har ikke slidt på ressourcer nogen steder! Heller ikke på budgettet!”

Årets ’Grøn Dag’ er aflyst

Nu er det så her, at jeg som afrunding skulle fortælle om årets ’Grøn Dag’ søndag den 4. oktober, som biblioteket arrangerer i samarbejde med foreningen Bæredygtigt Viborg og Kulturselskabet. Men alting er svært i år og dagen er aflyst i 11. time pga. corona-situationen. På biblioteket har vi dog bøger om flere grønne tips, hvordan du sanker i naturen og hvad hjertet ellers begærer i den bæredygtige retning. Kig forbi biblioteket, lån, læs, bliv klogere – det er så enkelt.