I Howard Carters sko

En gruppe fodboldinteresserede unge, som ikke selv oplevede fodboldlandsholdets EM-triumf i 1992, blev hypnotiseret, så de glemte alt det, de havde fået at vide om begivenheden i løbet af deres liv. Så blev de sat foran en skærm og så kampen. De blev fuldstændig lige så euforiske som alle os, der dengang sad foran skærmen og gik amok. De fik simpelthen den samme oplevelse som os i 1992, selvom de ikke var født dengang.

Det fik mig til at tænke over, hvilken historisk begivenhed jeg gerne ville have mulighed for at opleve – hvis jeg altså havde modet til at blive hypnotiseret ligesom de unge i eksperimentet.

Hvad nu hvis…

Nu er jeg arkæologinørd, så derfor ligger svaret ligefor: Jeg ville utroligt gerne opleve at være i den britiske arkæolog Howard Carters sko den 26. november 1922. Han kaldte selv dagen for ”dagen af alle dage”. På mandag er det præcis 100 år siden, at han fik det allerførste glimt af det indre af det, der nok må karakteriseres som verdenshistoriens største og mest berømte arkæologiske fund: Den unge farao Tutankhamons grav i Kongernes Dal.

Tutankhamon levede for godt 3.300 år siden og var farao i Ægypten. Han døde ganske ung i en alder af kun 18-19 år og har egentlig ikke nogen særlig historisk betydning i fortællingen om det gamle Ægyptens imponerende oldtidscivilisation. Men i dag kender de fleste hans navn, fordi hans grav er den eneste royale grav, der er fundet i nyere tid og som var næsten uberørt af gravrøvere, da den blev åbnet. Indholdet af graven kan bedst beskrives som spektakulært.

Jagten på Tutankhamons grav

Fundhistorien er ganske fascinerende. Carter var ansat af Lord Carnarvon, der var særdeles optaget af ægyptologi, men havde selvindsigt nok til at erkende, at han nok hellere måtte teame op med en noget mere vidende og erfaren ekspert på området, da han – som mange andre i øvrigt – drømte om at gøre vilde og rige fund fra faraoernes tid. Dengang fungerede det sådan, at man kunne købe rettigheder til at grave i bestemte områder i Ægypten og i 1915 lykkedes det Carnarvon at købe rettighederne til at grave i Kongernes Dal.

Carter gik i gang og allerede i 1917 begyndte jagten på Tutankhamons grav. Der var tidligere dukket enkelte løsfund op, som indikerede, at graven måtte befinde sig i området. Der blev flyttet masser af sand og kalksten i årene, der fulgte, og Carnarvon puttede rigtig mange penge i undersøgelserne. Resultaterne var dog skuffende, og da gravesæsonen 1921-22 gik på hæld, var Carnarvon klar til at give op og smække pengekassen i. Carter havde imidlertid en fornemmelse af, at de var tæt på at finde Tutankhamons grav, og fik overbevist Carnarvon om at bekoste et allersidste forsøg. Det var heldigt.

Den 1. november 1922 gik arbejdet i gang og få dage senere skete der noget: Et trappetrin dukkede op. Flere fulgte. Graveholdet forfulgte trappens forløb og stødte på en tilmuring med store ovale segl, der kunne dateres til Tutankhamons tid. Carter sendte bud efter Carnarvon, der befandt sig i London. Godt to uger senere ankom Carnavon til udgravningen sammen med sin datter. Trappen og tilmuringen blev ordentligt ryddet: Dér sad seglet med Tutankhamons navn på.

Mærkelige dyr, statuer og guld

Desværre var der tegn på, at nogen havde været der før Carter og co. Men tilmuringen blev åbnet og så dukkede der en nedadskrånende skakt op fyldt med kalksten. Den blev tømt, og den 26. november stod holdet foran en ”dør” for enden af skakten. Den viste også tegn på, at den havde været brudt op og lukket igen. Måske var gravrøvere allerede i oldtiden kommet Carter i forkøbet?

Carter fik lavet et lille hul i døren og stak et tændt stearinlys ind i rummet bag den. Dér så han gennem hullet ”mærkelige dyr, statuer og guld”. Gad vide, hvad han følte? Havde det været mig, havde jeg nok blinket med øjnene rigtig mange gange. Jeg var måske besvimet, fordi jeg fuldstændig ville glemme at trække vejret af bare begejstring. Eller jeg havde vantro bedt min sidemand om at fortælle mig, at jeg ikke drømte, og om at knibe mig hårdt i armen.

Hullet blev lavet større, så Carter, Carnarvon og de andre centrale personer på udgravningsholdet kunne komme ind i rummet. Hvor må det have været både ubegribeligt og forunderligt for dem at gå rundt og betragte de mange pragtfulde genstande, der så ud som om, at de var lavet i går. Ingen havde nogensinde set noget lignende.

Det skulle vise sig, at rummet var det første af gravens fire kamre, der indeholdt en enorm mængde gravgaver og mumien af Tutankhamon selv. Han lå inderst i en serie af kister, der passede indeni hinanden. Over faraoens ansigt lå en enestående portrætmaske af guld med indlagt dekoration i form af bl.a. blå fajance, glas og lapis lazuli. Den vejer i øvrigt godt 10 kg. Fundet var en verdenssensation!

Dyk ned i historien om Tutankhamon

I anledning af 100 året for fundet af Tutankhamons grav har Viborg Bibliotekerne lavet en temaartikel på viborgbib.dk under Nyheder og Kort nyt. Her kan du læse mere om Carter og Tutankhamon og få et overblik over litteratur om det bemærkelsesværdige fund. Fordi det er så betydningsfuldt, omfangsrigt og storslået, er Tutankhamons grav meget velundersøgt, og ny teknologi giver hele tiden mulighed for at få nye oplysninger ud af fundene. For eksempel er der inden for de seneste år lavet undersøgelser af Tutankhamons mumie, der har opklaret mysteriet om, hvad han døde af. Fundets karakter og de løbende undersøgelser betyder, at der findes rigtig meget litteratur om emnet.

Personligt glæder jeg mig til at læse Nicky Nielsens nye bog ”Jagten på Tutankhamon”, der blandt andet folder historien om fundets betydning i samtiden ud. Den bog er en klar kandidat til min juleferielæsning. Hvad skal du læse?