Hvor findes den gode fortælling?

Jeg starter lige med en erkendelse: Jeg er bognørd og en smule teknologiforskrækket. Derfor smerter det mit bankende boghjerte, når undersøgelse efter undersøgelse viser, at børns og unges lystlæsning er i frit fald. Med nye mediers indtog frister bøgerne tilsyneladende ikke børnene i samme grad, som de gjorde før i tiden.

Som børnekulturformidler får jeg lyst til at tage kampen op. For børnene skal da ikke snydes for de mange magiske oplevelser, som venter på dem i bøgernes verden. Men hvilken kamp er det, jeg skal kæmpe? Hvem er fjenden? Hvis jeg udpeger den hurtigt udviklende teknologi som ærkefjende nr. 1, spår jeg ikke min kamp mange chancer for sejr. Så hvordan (gen)finder børnene læselysten? Hvordan finder vi i fællesskab frem (eller tilbage) til den gode fortælling? Og hvad er egentlig vigtigst? Spørgsmålene er enkle nok at stille. De er ikke så nemme at besvare.

Formlen for den gode fortælling

Jeg er uddannet litteraturhistoriker, og herfra har jeg lært, at svarene på de store spørgsmål ofte findes ved at grave dybt nok i fortidens store værker. Og leder man efter opskriften på den gode fortælling, så findes den!

Den blev skrevet cirka 325 år før vores tidsregning af den græske filosof Aristoteles (en rock star på Litteraturhistorie-studiet!). Hans opskrift går også under navnet Poetikken, og heri formulerede Aristoteles formlen for den gode fortælling. Formlen går i al sin enkelhed ud på, at en god fortælling altid består af en begyndelse, en midte og en slutning.

”Ja, hvad ellers?”, tænker du nok. Men faktisk er det ikke helt så indlysende, som det lyder. For hvad skal en god fortælling egentlig kunne? Den skal lære os noget om livet og os selv… altså ifølge Aristoteles. Og så skal den gode fortælling vise en logisk bevægelse fra fortællingens begyndelse til dens slutning. Javel.

Og hvordan passer alt dette så ind i en nutid, hvor udviklingen buldrer afsted, og mange nye medier har kastet sig ind i kampen om de unges flyvske opmærksomhed? Hæng på! Måske nærmer jeg mig et svar.

Højtlæsning i hjemmet

Min datter er to år, og hun elsker at få læst højt (hun elsker også at se Netflix på mors IPad, men det lader vi lige ligge …). Når jeg læser bøger for hende, kan jeg tydeligt genkende, hvad Aristoteles skrev om dengang i Grækenland. Når vi læser Jeg er læge herhjemme, slår pigen i fortællingen sin arm, får armen i bandage, og så heler den. Klar og logisk udvikling. Dejligt afrundet slutning.

Når vi læser bøgerne om Anna, der snart er for stor til at bruge ble og sut, så slutter bøgerne med, at Anna lærer at bruge toilettet og at sove uden sut. Det er til at forstå! Bevægelsen fra start til slut er både enkel, logisk og dejligt tilfredsstillende. Det kan mit barn forholde sig til, og hun oplever, at der er håb forude. At der er en løsning på udfordringerne og svar på spørgsmålene. Hjem – ude – hjem. Begyndelse, midte og slutning. Godnat og sov godt.

Opgøret ulmer

Men formler er naturligvis til for at blive udfordret. Og det bliver Aristoteles’ formel på den gode fortælling også. I mange nyere børnebøger vender man fokus væk fra den klassiske fortællestruktur, hvor alt ender lykkeligt. I stedet skal bøgerne vække undren. De skal ikke nødvendigvis forstås, men give børnene lyst til at forstå.

Et eksempel er bøgerne om drengen Garmann, som er skrevet af norske Stian Hole. I Garmanns sommer følger vi Garmann i dagene, inden han skal begynde i skole. Garmann er bekymret og urolig for, hvad fremtiden skal bringe. Når han spørger sin tante, om hun snart skal dø, er svaret ”Ja!”. Og bogen slutter med ordene: ”Der er tretten timer, til skolen starter. Og Garmann er bange.”

Her er der ingen lette løsninger og lykkelige slutninger. Der er nærmest ikke nogen slutning. I hvert fald ingen forløsning. Det er vi ikke så vant til. Særligt da ikke i børnelitteratur.

Fællesskab og fælles forundring

Men kan denne type børnelitteratur ikke tage modet fra børnene? Har de ikke brug for at høre, at alt ender lykkeligt? Der var ikke noget monster i skabet, og skolen er et herligt sted med søde børn og sjov magi. Det ærlige svar er: Jeg ved det ikke.

Hvad jeg ved er, at nogle bøger følger den logiske vej fra begyndelse til lykkelig slutning. Andre bøger vækker undren, uden at give svar. Nogle af de medier, som børn i dag orienterer sig mod, giver hurtige fix frem for fordybelse. Og nogle gør ikke. Kampen er ikke en kamp mellem bogen og internettet (bogen er ikke død, men internettet er vist heller ikke en døgnflue).

Måske rejser denne klumme flere spørgsmål end svar. Måske vækker den en undren. Og måske skal vi vænne os til, at vi ikke altid behøver at have alle svarene parat.

 

I løbet af skoleåret 2020/2021 er Viborg Bibliotekerne i samarbejde med alle Viborg Kommunes SFO’er med i et projekt med titlen Læsespots. Her er fokus også på at styrke børns læselyst. Det interessante ved projektet er, at det rummer plads til forundring. Plads til overvejelser over, hvor den gode læseoplevelse findes. Vi stiller spørgsmålene uden at have svarene parat. Og spørgsmålene stiller vi til dem, som det hele handler om: Børnene! Så uden at udråbe en fjende melder jeg mig ind i kampen. Kampen for at vække læselysten og (gen)finde den gode fortælling. Hvor end den måtte være …

Materialer