Hundedage

Den tid jeg har haft med vores hunde, vil jeg ikke bytte væk for noget - hunden er i sandhed menneskets bedste ven.

Men sådan har det ikke altid været. For nylig læste jeg en bog, der chokerede mig meget, men som også fortalte en lidt pudsig historie. Den hedder "Hundemordet i Vimmelskaftet - og andre fortællinger fra 1700-tallets København”.

På det tidspunkt var der to slags hundetyper. Den ene var menigmands hund eller køter, som man ikke regnede for noget. Den var et gadekryds, som var ussel, beskidt, havde lus og lopper eller værst af alt hundegalskab. Den både gøede og knurrede.

Den anden type hund var de fine folks hund. Det var en ægte racehund - en kongepuddel, mynde, spaniel eller jagthund. Den var fin og ren, lugtede godt og var veltrimmet, sød og kær. Den sagde aldrig en lyd og fulgte sin herre trofast. Dvs at hunden faktisk fulgte ens sociale status - var man fin havde man en fin hund, var man alm. borger havde man en køter.

Der var også mange hunde der strejfede rundt i gaderne. De var herreløse og søgte efter mad i det skrald folk kastede ud fra deres huse, der lå på skidtbunken eller i rendestenen. Disse kobler af hunde spredte
skræk i befolkningen, da man aldrig vidste hvornår de gik til angreb. At blive bidt var ikke rart, men havde hunden hundegalskab, havde man set døden i øjnene.

Nu var det ikke kun i København man havde problemer med løse hunde. Overalt fra større byer i Europa var der meldinger om problemer med de firbenede, som strejfede rundt i større eller mindre flokke og spredte sygdom. Man mente at hundene var med til at sprede pest, og der blev taget initiativer til, at de mange hunde blev slået ned. Det tog man ved lære af i København, og der kom snart en bestemmelse, som forbød løse hunde i byen. De hunde der strejfede rundt, og ikke blev holdt i snor eller lænke, blev slået ned af natmesterens folk. Folket modtog denne bestemmelse med nogen skepsis. For i København elskede man sine hunde, og det var ikke alle der mente at de mange hunde var et problem. Dette resulterede i, at der altid var en masse mennesker der forhindrede at hundene blev fanget - de jog dem væk inden natmesterens folk kom, og så var man lige vidt.

Så kom der en ny bestemmelse fra magistraten: Det er forbudt at ødelægge natmesteren og hans folks arbejde med at slå hunde ned. Dette resulterede i at mange hunde blev slået ned, men efter nogen tid var der ingen der tog problemet alvorligt mere, og alt var tilbage ved det gamle.

Efter et par slemme tilfælde af hundegalskab blusser diskussionen dog op igen, og jagten på de vilde hunde intensiveres. De daglige blodbade bliver dog for meget for Københavns borgere, når natmesterens folk slår de mange løse hunde ihjel med køller. Derfor besluttes det at der indføres de såkaldte ”Hundedage”, som er fra og med d. 29. juni til og med udgangen af august. Her har natmesterens folk lov til at slå hunde ned, men i tiden derudover er det ikke tilladt. Endvidere skal de begrænse sig til tidsrummet mellem kl. 4.00 og 7.00. Folk anmodes stadig om at holde deres hunde i snor eller lænke.

Først i 1813 holder drabene på hundene op. Nu skal natmesterens folk indfange hundene og bringe dem til Veterinærskolen, hvor de kan blive afhentet af deres ejere eller aflivet. I 1815 indføres en hundeskat, som også er med til at begrænse antallet af hunde i København. - Ikke at forveksle med de Hundedage der optræder i vores kalender. De løber fra d. 23. juli til d. 23. august, og fortæller om den periode hvor solen står nær hundestjernen Sirius. Men det er en helt anden historie…