Hjerteblod blandet op med marengs
Hjerteblod blandet op med marengs

Hjerteblod blandet op med marengs

21.11.17
Jeg advarer lige med det samme: Det er muligt, at du bliver lækkersulten af at læse denne klumme. Det er heller ikke en særlig sund klumme. Nok snarere tværtimod. Til gengæld er den skrevet med hjerteblod, så læs roligt videre!

Bagning er min ”ventil”

For nogle år siden fandt jeg ud af, at bagning er det mest afslappende i hele verden. I alt fald for mig. Jeg var midt i en periode med omvæltninger i mit liv, hvor jeg kunne have svært ved at falde til ro og standse det tankemylder, der hele tiden meldte sig. Uvist af hvilken årsag fandt jeg en dag Margretheskål, målebæger, vægt, mel, gær, æg og hvad jeg ellers kunne finde i køkkenskabene frem og bagte en portion boller. Og et brød. Og en kage. Det blev ganske vellykket, hvis jeg selv skal sige det. Samtidig blev mine omgivelser glade for resultatet, og jeg havde været så optaget af at veje og måle af, ælte og røre dej samt bage lige tilpas længe, at jeg vel nærmest var i zen. Rolig, glad og tilfreds. Der var ro i mit hoved. Jeg havde fundet ”min ventil”.

Nu er det ikke sådan, at jeg aldrig før havde bagt noget. Det havde bare ikke været særlig ofte, og det havde ikke rigtig sagt mig noget. Den dag var det anderledes, og bagning har siden været min højt elskede hobby. Derhjemme hedder det sig, at jeg bliver tvær og utilnærmelig, hvis der går meget mere end en uge imellem, at jeg har tid til at rode køkkenet godt og grundigt til og lege med dej.

Jeg elsker kogebøger

Med den her bagemani fulgte en anden passion: Kogebøger. Især dem med brød- og kageopskrifter. Hvor andre ofte sætter sig godt til rette i sofaen med en roman, så plukker jeg 5-6 kogebøger ud fra reolen og sætter mig til at bladre dem igennem på jagt efter noget nyt at bage – eller den der opskrift, jeg brugte for et par år siden, men nu har glemt, hvor jeg fandt. I min hverdag på Viborg Bibliotekerne har jeg det privilegium, at hylderne med kogebøger befinder sig sådan cirka 60-80 skridt fra mit kontor, så det er tit, at jeg slår et smut forbi på vejen hjem for at se, hvad der er kommet af nyt.

Inspiration fra nettet

Et andet sted, jeg gerne henter ny inspiration, er på Instagram og især blogs, hvor der rundhåndet deles ud af tips, tricks, velafprøvede opskrifter og små anekdoter. Det er lidt svært at anbefale nogen, for der findes masser af gode bage-, kage- og madblogs, men blandt mine favoritter er kvalimad.dk, majavase.dk, anneauchocolat.dk og bageglad.dk. Nå ja, og så findes der også skønne online opskriftsamlinger hos producenter af ingredienser til bagning. Dem kan jeg også bruge en del tid på at scrolle igennem. Især dem med alle klassikerne, der sender mig en tur ned ad memory lane, hvor jeg kommer forbi den massive Klassens Time kage, de blanke, perfekte fødselsdagsboller og kringle med himmelsk remonce.

Historiens vingesus

Noget af det, jeg synes er rigtig sjovt, er at finde opskrifter på den samme type kage(r) fra forskellige historiske perioder, bage dem og sammenligne deres smag. For eksempel har jeg ad den vej fundet ud af, at finskbrød bagt med bygmel efter en opskrift fra 1940’erne, hvor der var rationering, faktisk er en velsmagende variant af den klassiske bagt med hvedemel. Opskriften fandt jeg, da jeg på et tidspunkt var ansat på et museum, der har fokus på den danske madkultur. Her fik jeg virkelig mulighed for at blive klogere på bagværkets historie, og som bonus mødte jeg på dét museum en flok frivillige seniordamer, der lærte mig en masse husmodertricks. Blandt andet at skylle brøddej af skeer, skåle og lignende med koldt vand. Så klistrer det ikke.

Den Store Bagedyst

Lige nu ruller Den Store Bagedyst over skærmen igen for jeg-ved-ikke-hvilken-gang og får mundvandet til at løbe i de danske stuer. Jeg må indrømme, at der er for meget præstationsræs, stress og fokus på deltagernes ”personality” i programmet til, at jeg orker at se det, men jeg er da altid lige inde omkring dr.dk i dagene efter en udsendelse for at se, hvad deltagerne har skrevet, og bliver inspireret til at gå nye veje. Og imponeret over, hvad man kan få ud af ganske få ingredienser, hvis man bare lige har styr på sammensætning, temperatur og diverse køkkenredskaber.

Bagværk til jul

For os bageentusiaster er den kommende julemåned noget helt særligt, fordi det er en tid, hvor de bagte lækkerier skal produceres i store mængder og uddeles med rund hånd til familie, venner, kolleger og alle andre, der krydser vores vej. Samtidig er det en anledning til at bage sammen, hvilket er noget af det hyggeligste. I år er jeg godt nok eksamensramt det meste af julemåneden, men der SKAL være tid til en bagedag sammen med min mand, min mor eller min svigerinde og niece. Om det så skal være lillejuleaftensdag!

Jeg ved ikke, hvordan du har det, men jeg er altså blevet sulten af at skrive den her klumme. Så nu vil jeg gå i køkkenet og kaste mig ud i en opskrift på bløde grovboller, jeg lige har fundet. Der skal bruges både gær og bagepulver, så gad vide, hvordan det ender? Bliver de gode, finder du måske et billede af dem på min Instagram-profil forsynet med #bagespam...

Tags
Materialer