Historierne, der sætter spor.

Gode romaner kan tage os med ind i andres liv og sind. Beskrive en gade, et hus og et liv. Ja, så vi tror, vi har været der selv.

Verdenshistorien er blevet beskrevet i mange bøger, men det er i romanerne den enkeltes liv pludselig kan blive nærværende. På en måde så vi kan se det, smage det og lugte det. 

Et postbud går ned ad gaden med endeløse rækkehuse. Alle følger med fra deres vinduer og håber, at han ikke skal aflevere post hos dem. For han kommer med budskabet om, hvilke sønner der er faldet i slaget ved Somme. Det er i ”Giganternes fald” af Ken Follett, vi møder postbuddet. Måden det bliver beskrevet på, viser på en anden måde omfanget af første verdenskrig, ikke kun for en nation, men også for en by, en gade og et hjem.

Jeg er ikke den første til at rive historiske romaner ned fra hylden. Men alligevel er det de romaner, der de senere år har gjort størst indtryk på mig. Jeg kan vist også godt indrømme, at historie ikke var mit yndlingsfag i skolen. Så megen snik, snak og alt det jeg bare skulle huske udenad. Jeg kan huske at et helt år i folkeskolen gik med Anden Verdenskrig. Jeg tænkte mange gange, hvor lang den krig egentlig havde været. Brok blev det vist også til hjemme ved køkkenbordet. I hvert fald overhørte min farfar det.

Han fortalte, at han engang havde set en tysk soldat løbe over marken, hjemme ved gården. ”Han var bare en knejt”. En ung mand der ikke ville være soldat mere. Området med jyske højdedrag gav tyskerne en unik mulighed for at se langt og derfor var der mange tropper i området. Min farfar kunne ikke tysk og ej heller ville han have noget med tyskerne at gøre. Men en ung mand, bange og rystende, kunne han alligevel ikke lade ”de andre” fange. Så da han så en tysk patrulje på vej ned ad markvejen, sendte han den unge mand i marken for at arbejde. Der var heftige samtaler mellem tyskerne og min farfar. Farfar sagde, at der kun var ham og en karl på marken. Karlen kunne de selv gå ud og spørge. Med et grin sagde han: ”Med deres blanke støvler og fine tøj, blev det aldrig til noget”. Hvad der blev af soldaten, ville han ikke sige noget om. ”Det var jo op til ham”, blev der sagt - med et træk på skulderen. Men han synes jeg skulle vide, at de år ikke var lige til og at frihed ønskes af alle.

Min farfars fortælling gjorde historien mere menneskelig og fuld af dilemmaer. For var soldaten ikke en fjende? Jeg kan huske, der var mange tanker i den historie.  

Det siges, at når et menneske dør, mistes et helt bibliotek. Fordi vi alle har mange historier og fordi de ikke altid bliver fortalt videre. I efteråret havde Gudenåhuset, Bjerringbro Bibliotek, besøg af Tom Buk-Swienty, der fortalte om bogen ”Det ensomme hjerte”. Bogen er skrevet efter Hans Horns 8000 sider erindringer og tegninger. Med en historie som ingen anden. En soldats historie gennem Anden Verdenskrig. Hans Horn fortalte aldrig sin historie til sin familie og sikke en skam. Nu kan den heldigvis læses af os alle. Hvor var det godt, at Hans Horn skrev sin historie, for den er nærmest en odysse igennem Anden Verdenskrig. Den er min første anbefaling.

Igennem generationer har der været mange til at skrive og fortælle vores historie. Tidligere krævede det penge at udgive en bog og måske også den helt rigtige kontakt. Kan det tænkes, at der derfor var historier, der ikke blev fortalt? Eller måske var vinklen poleret lidt? Og i sidste ende var der måske heller ingen, der ville læse om det, man måske ikke var så stolt af. Man kunne sige, at det er den ultimative magt. At et folk glemmer en del af deres historie, af den simple årsag, at den aldrig blev genfortalt.

Der er heldigvis mange, der tager deres historie op, så vi andre kan læse med. Så der er mange bøger at anbefale, jeg giver nogle her. Der er mange flere og I skal være velkomne til at finde dem hos os, på et af Viborg Kommunes 10 biblioteker.

Materialer