Glæden ved ikke at give: Gavetanker fra en overtænker

Fordi det er ensbetydende med, at jeg kan lade det overflødige ligge. Det giver overskud i hverdagen, synes jeg. Og nu har min stræben efter et mere enkelt liv ledt mig til at se nærmere på de traditioner, jeg omgiver mig med – herunder gavegivning. For selv om jeg, som mange andre, nyder glæden ved at give, så nyder jeg i lige så høj grad glæden ved ikke at give.

Myten om den perfekte gave

Der er noget helt særligt ved at finde noget smukt til en person, der betyder noget for en, og glæde sig til at forære dem det. Og når man, som undertegnede, har en dejlig stor familie og vennekreds, så er det gave-tid mange, mange gange om året. Det kan nemt tage overhånd i min verden. Den bedste fødselsdagsgave, du kan give mig, er faktisk, at jeg ikke behøver at købe gave til din fødselsdag. Og du må hellere end gerne komme til min fest uden en gave. Det kan lyde kedeligt, det med fester uden gaver. Faktum er dog, at hvis du, som jeg, har tendens til overtænkning, så går der tusind spørgsmål igennem dit hoved, når du forsøger at finde den perfekte gave: Bliver det for upersonligt, hvis jeg giver en flaske vin? Mon de andre giver større gaver? Virker jeg nærig, hvis jeg giver en hjemmelavet gave?

Måske lurede du mig før - ”den perfekte gave”, skrev jeg jo. Men lad os lige slå fast, at perfektion er en umulig standard at have for sine livsvalg. Ikke desto mindre kommer perfektions-feen ofte snigende og drysser sit klamgule tryllestøv ud over mig, mens hun hvisker: ”Kan du huske dengang, du forærede dine forældre en blinis-pande, der ikke kunne tåle induktion? Lad os ikke gentage den fiasko.” I kølvandet på denne og lignende gavetraumer kan man næsten kun spørge sig selv, om det er besværet værd.

Vejen til utraditionelle gaver

”Men kan du ikke bare købe noget og så lade være med at tænke mere over det?” Jo da. Men jeg kunne også gøre noget andet, nemlig nytænke gave-traditionen, så den bliver mere overskuelig. Og det er lige, hvad jeg er i gang med. Det er dog, som så meget andet i livet, en vej brolagt med kompromiser.

Min lillesøster og jeg har altid været meget afslappede omkring det med gaver, så hun var et godt sted at starte. Hver gang vi når til fødselsdage eller jul, så aftaler vi, om vi er på gave eller ej. Enkelte gange er der endda gået sport i at finde så lille en gave som overhovedet muligt, hvilket er et sjovt benspænd. Hun har boet i England i en del år og er lige flyttet hjem til Roskilde igen, så i år har vi en aftale om, at vi tager i byen sammen, drikker en kop te og køber en lille ting til hinanden. På den måde bliver selve gavekøbet en anledning til hyggeligt og tiltrængt samvær.

Min veninde er glad for at give gaver og vil gerne fortsætte med det, så vi er blevet enige om at give hinanden én gave om året. Til gengæld skal denne gave være hjemmelavet. Det betyder, at vi kan hygge os med at finde på skæve gør-det-selv projekter til hinanden, og at alle forestillinger om perfekte gaver er lagt til side. Nu er jeg blandt andet velsignet med en fantastisk hjemmestrikket Game of Thrones-sofapude til når vinteren kommer. Og ja, hjemmelavede gaver tager tid at lave, men de er også dobbelt så sjove at give, synes jeg.

Jeg har også en veninde i København, som jeg ikke er på gave med. Til gengæld bruger vi gavepengene på at se hinanden. Når hun er på besøg hos mig, så går vi ture, ser film og laver mad. Når jeg er i København, tager vi til brunch og derefter er det tradition, at vi ser os om i Disney-store, hvor vi falder i svime over babysokker med Løvernes Konge-motiver. Jeg glæder mig altid meget til disse dage, som er fyldt med gode grin, og hvis jeg falder over en ting, som jeg ved, at min veninde vil elske, så kan jeg altid overraske hende. Sommetider er de uventede gaver de allerbedste.

Jeg forsøger altså at tilpasse gaveræset til det, jeg selv orker. Kommer jeg til at ændre prioritering, hvis jeg f.eks. får børn, eller der sker andre store livsændringer? Uden tvivl! Men det er netop idéen – at man kan tilpasse traditionerne til sit liv og ikke omvendt. Jeg elsker mine mennesker, men jeg elsker også, at højtider og mærkedage ikke altid medfører gave-stress. I virkeligheden handler gavegivningen jo om at vise, at man tænker på og sætter pris på modtageren. Heldigvis er der mange måder at gøre det på.