Gåtur med kamera skærper blikket

27.05.16
Jeg bor i et naturskønt område tæt ved vand, skov, eng og marker, hvor jeg går en tur 4-5 gange om ugen. Turen kan varieres, men det er i vid udstrækning de samme steder, jeg går. Sådan har det været i snart 14 år. For et lille års tid siden ændrede mine ture sig. Dér købte jeg nemlig en ny smartphone med et ret godt kamera.

Altid et kamera i lommen

Smartphonen ligger altid i lommen, og kameraet er derfor hele tiden tilgængeligt, klar til brug med et let fingerstrejf på skærmen. Før kunne jeg også godt have mit kamera med, altså det der klassiske kamera, men det var langt fra altid. Sådan er det ikke nu. I dag er alle mine gåture fototure i en eller anden forstand, fordi kameraet er lige ved hånden.

Jagten på det gode motiv

Jeg har lagt mærke til, at jeg kigger på naturen med et andet blik, efter jeg er begyndt at have smartphonen i lommen og tager langt flere billeder end tidligere. Det er som om, at blikket hele tiden søger fotomotiver. Min opmærksomhed er blevet skærpet, og jeg ser detaljer og lys på en helt anden måde. Jeg lægger mærke til de mindste forandringer og fænomener - og indfanger dem på billeder.

Nu deler jeg på Instagram

Da jeg fik min nye smartphone og begyndte at tage mange fotos, fik jeg også for alvor øjnene op for det sociale medie Instagram. Dels kunne jeg her skabe et flot fotogalleri, som andre kan se, dels kunne jeg på Instagram følge andre, der deler min passion for at fotografere naturens skønhed.

Ret hurtigt begyndte jeg også at fotodokumentere mine andre interesser og fandt “Instagrammere”, der dyrker de samme. Det er helt utroligt inspirerende, og flere af dem, som jeg følger, og flere af mine følgere har jeg fået en eller anden form for relation til, fordi vi kommenterer og synes om hinandens fotos. Vi har et særligt fællesskab med begejstring som omdrejningspunkt.

Næste skridt: Instawalk

De fleste af dem, jeg kender fra Instagram, har jeg aldrig mødt ansigt til ansigt. Men inden længe skal jeg prøve noget nyt: En instawalk, hvor jeg sammen med andre går ud for at tage billeder på en eller flere lokaliteter for at lægge dem på Instagram bagefter.

Måske bliver det allerede under FOTODAGE VIBORG, hvor de to lokale fotografer og rutinerede Instagrambrugere Nina Høj Christiansen og Natasja Stork Bak har arrangeret en instawalk i Dollerup Bakker og Vestre Landsret i Viborg med spot på natur, arkitektur samt tips og tricks til det gode Instagramfoto. Og hygge selvfølgelig! Det sker søndag 29. maj kl. 10-17.

FOTODAGE VIBORG - også på Instagram

FOTODAGE VIBORG er en festival, der finder sted 20. maj til 5. juni og byder på et væld af udstillinger, rundvisninger, foredrag, workshops og konkurrencer. Festivalen bliver til med støtte fra Viborg Kommune og i et tæt samarbejde mellem lokale fotoelskere. Viborg Bibliotekerne fungerer som tovholder.

En del af festivalens aktiviteter foregår på Instagram, hvor forskellige fotografer laver take overs, og alle kan byde ind til galleriet ved at bruge #fotodage. Programmet for FOTODAGE VIBORG kan ses på fotodage.dk.