At gå er ikke en sport

Når det handler om at bruge mit hoved, er jeg alt andet end doven. Men når jeg skal bruge min krop, ja, så er det en helt anden sag. Jeg er ikke god til idræt, og min øje-hånd-koordination er decideret elendig. Det siger mig bare ikke rigtig noget at løbe, hoppe og springe rundt, kaste med en bold eller slå til noget med ketcher, kølle, stav eller boksehandsker. Jeg er også bange for vand. Konkurrence interesserer mig generelt meget lidt. En gang stangtennis om sommeren eller at flyve med drage på en strand i blæsevejr i ny og næ tæller ligesom ikke helt som sport, har jeg forstået. Samtidig elsker jeg god mad og søde sager. Det er jo total uholdbart i længden.

Den erkendelse kom jeg frem til for flere år siden. Men jeg vil gerne være sund og have en krop, som jeg er nogenlunde glad for, og som fungerer. Desuden vil jeg gerne have en body age bare nogenlunde i nærheden af min reelle alder. Hvad skulle jeg gøre?

Det viste sig at være såre simpelt. Jeg tog et par gode sko på, og så satte jeg den ene fod foran den anden – og blev ved med det. Jeg begyndte at gå ture. Nu går jeg tur hver dag. Nogle gange flere gange om dagen.

Ud over at gåturene har betydet, at jeg er kommet i nogenlunde form og i kontakt med min krop på en ny måde, så har gåturene ført en masse andre positive ting med sig, hvilket jeg vender tilbage til.

Gåture hitter hos os

Jeg er selvfølgelig ikke den eneste, der har opdaget gåturenes effekt, for det er tydeligt, at det er blevet mere og mere populært at gå. Jeg har fundet ud af, at der ligefrem findes professionelle ”walkers”, der arrangerer netværksgåture, konferencegåture og gå-events, og der er masser af muligheder for at koble sig på guidede vandreture i naturen overalt i landet.

Det der med at deltage i arrangerede vandreture er nu ikke rigtig noget for mig, men jeg kan sagtens se, at det kan være skønt for andre. Jeg har været med på nogle guidede vandreture, men jeg kan mærke, at jeg bliver lidt irriteret af det. Det er spændende med en guide, der kan fortælle om naturen og kulturhistorien i landskabet undervejs. Til gengæld vil jeg gerne sætte mit eget tempo og have mulighed for at stå og falde i staver over en fantastisk udsigt eller gå en lille omvej, hvis jeg bliver nysgerrig. Eller tage et godt foto, når motivet lige er der. Eller bare nyde naturens lyde, som nemt overdøves af 30 småsludrende og prustende vandrere, der ivrigt bevæger sig gennem landskabet med samme hastighed.

For mig fungerer det bedst, hvis jeg går alene, sammen med min mand, en veninde eller sammen med en lille gruppe af mennesker, som jeg kender godt. Og hvad er det så, der sker?

Selvom jeg får motion af at gå, så har det intet med præstation at gøre, og det er nok én af grundene til, at jeg elsker at gå. At gå handler nemlig først og fremmest ”om at være”, om at finde ind i sig selv og om at forbinde sig med sine omgivelser. Jeg oplever det nogle gange som ren meditation at gå en lang tur alene og føler mig opløftet og klar i hovedet bagefter. Jeg føler mig hjemme ude i naturen og som en del af den. Ofte har jeg slet ikke lyst til at gå hjem igen, selvom fødderne og benene er trætte.

Den norske polarforsker, eventyrer, advokat, forfatter mm. Erling Kagge, der har skrevet den glimrende bog ”At gå – et skridt ad gangen”, taler om, at man rejser i samme tempo som sjælen, når man går. Hans pointe er, at hvis du bevæger dig for hurtigt, kan du ikke følge med, og konsekvensen er, at du kommer ud af takt med dig selv. Det kan jeg i høj grad relatere til.

Gode bøger om det at gå på eReolen

Kagges bog er blot én i en stime af bøger og artikler om det at gå, som er udkommet i de senere år og formidler personlige oplevelser med at gå og alle de gavnlige effekter, der er af at gå. Jeg vil her nøjes med at nævne tre ret forskellige bøger, som kan lånes via eReolen – og selvfølgelig på biblioteket, når vi åbner igen:

Anna Skyggebergs ”Gå tur”, Frédéric Gros’ bestseller ”Gå!” og Bente Klarlund Pedersens ”Gå-bogen”. I den sidstnævnte undersøger forfatteren, hvorfor det er godt at gå og inddrager interviews med blandt andre Jørgen Leth og Søren Ryge Petersen. Forskningen peger på, at det at gå en tur nedsætter risikoen for 35 sygdomme og er et stærkt middel mod for eksempel angst, depression og stress. Desuden er en gåtur god for evnen til at lære og til kreativ tænkning.

Her under Coronakrisen har mine gåture været mit faste, daglige anker og frirum. Når arbejdsdagen på hjemmekontoret slutter, snupper jeg en banan, en energibar eller et knækbrød, snører vandrerstøvlerne og tager min mand i hånden og går en lang tur. Det fører ofte til gode samtaler, for man snakker helt utrolig godt, når man går, men det kan også foregå i tavshed, hvor vi hver især lader tankerne flyde.

Nu er jeg så privilegeret, at jeg bor midt i den skønneste natur og sådan set bare lige skal gå ud ad døren for at komme ud i grønne omgivelser. Ville jeg elske mine hverdagsgåture ligeså højt, hvis jeg boede i byen? Jeg tror det. Når vi er på ferie, er det nemlig ofte byferie, og der er ikke noget bedre end at opleve en by på gåben. Det er dér, man får den ind under huden og får øje på en masse detaljer. Der er ikke den samme ro i byen som ude i naturen, så en gåtur i byen kan noget andet end en gåtur i en skov eller på en strand, men den kan på mange måder være lige så inspirerende og befordrende for ens almene velbefindende.

Denne sommer kommer vi til at holde ferie i Danmark. Egentlig vandreferie bliver det næppe, for det er et koncept, der er lige primitivt nok for os, men det er helt sikkert, at vi kommer til at gå og gå og gå. Måske ses vi på stierne derude i sommerlandet?