Fransk(e) film slår James Bond

14.12.12
Ja, ja den flittige avislæser har allerede afsløret, at overskriften er hugget fra Ekstra Bladet, lige bortset fra det lille e i parentesen.

Den franske film, som Ekstra Bladet henviser til, er selvfølgelig den nye film, som hedder ”De urørlige”, – og det er også en fantastisk film, både sjov og rørende. Men der findes mange franske film, som efter min mening slår James Bond.

De første franske film, jeg så, var Kieslowskis trilogi Rød, Hvid og Blå. Det er jo efterhånden gamle film, men med evigtgyldige temaer, frihed, lighed og broderskab. Personerne i de tre film er ikke helte, de er ganske almindelige mennesker, som udlever livets dilemma-er. Eftertænksomme, meditative og smukke film, som sagtens kan ses endnu.

Én af mine yndlingsfilm, nej for at være helt ærlig, min yndlingsfilm, er den, der hedder ”Bare sammen” en filmatisering af Anna Gavaldas dejlige roman med samme titel. I korte træk handler filmen om en gammel dame, som måske er ved at blive lidt senil, og som er begyndt at gå og falde. Hun ved godt, at når gamle damer begynder at snuble over deres egne ben, så risikerer de at komme på plejehjem, så hun klæder sig godt på i trøjer med lange ærmer, tykke strømper osv. for at skjule alle de blå mærker. Ham, hun skjuler dem for, er hendes elskede barnebarn, som ellers er en noget rå kok. Kokken bor i bofælles-skab med en kejtet og nørdet ung aristokrat, og på kvisten bor en ung anorektisk kvinde, hvis værelse er så lille, at hun må bruge tagrenden som køleskab. Netop den gamle dames alvorlige fald, bliver det, der kommer til at binde alle disse mennesker sammen i et lidt skævt bofællesskab. En skøn bog – og en lige så skøn film.

En anden af mine yndlingsfilm er ”Den fabelagtige Amelié fra Monmartre”. Amelié er tjener på Café des Deux Moulins. Hun har haft en svær barndom, hendes forældre har måske nok elsket hende, men har alt for travlt med deres eget liv til at finde ud af, at et barn har brug for mere end mad, tøj og et månedligt lægeeftersyn. Hendes mor dør ved en ulykke, da Amélie stadig er ganske ung. Faderen vier derefter sit liv til at opbygge et mausoleum til minde om sin kone. Amélie overlades til sig selv og udvikler en rig fantasi. Hendes tilværelse ændres brat, da Prinsesse Diana dør i en bilulykke. Det får Amélie til at finde sin mening med livet – at hjælpe andre til at opnå lykke. Det er en vidunderlig sød film fyldt med sære og lidt skæve personer, som man kun kan holde af.

Sidste anbefaling, for denne gang, bliver ”Mine eftermiddage med Margueritte”. Den handler om den lidt tunge Germain, en ensom mand i 50’erne, som aldrig har åbnet en bog. Men da han på én af sine mange ture i den lokale park, møder den 95 årige Margueritte, får hun åbnet hans øjne for bogens verden og hjælper ham derved til at få bearbejdet de sår, han har efter en barndom med en mor, som hadede ham. Filmen er noget af det mest livsbekræftende, og så er det Gerard Depardieu, som spiller Germain, og hvem kan stå for ham!

”Film skal ses i biografen” (Ole Michelsen) – ja, eller lånes på biblioteket.
 

Materialer